Jeanette Brammer, Lisbeth Mejer og Frank Søholm Grevil: Dansk Sprognævn sørger nidkært for, at de mest sproghandicappede er dem, der sætter reglerne for korrekt dansk. Det medfører et sprogligt forfald, som vi erhvervsoversættere mærker hver eneste dag.
9. november 2010, 22:20
I trafikken gælder, at om så 99,9 % af alle bilister konsekvent kørte over for rødt, ville det alligevel være forbudt, simpelthen fordi alternativet ville medføre så mange farlige situationer og uheld, at det ikke ville være samfundsmæssigt forsvarligt.
Når det gælder sproget, ser man desværre den omvendte logik. Her indrettes reglerne efter, hvor mange mennesker der overtræder dem. Man registrerer, hvor almindeligt det er, at de forskellige regler bliver overtrådt, og når man er enig om, at tilstrækkelig mange mennesker siger og skriver en bestemt ting forkert, så ændrer man reglerne, så det fremover er korrekt at sige og skrive det, der hidtil var forkert.
Når det gælder vores alle sammens sprog, er magten til at udforme reglerne nemlig lagt i hænderne på Dansk Sprognævn (DSN), der ifølge Lov om Dansk Sprognævn har til opgave at »følge det danske sprogs udvikling, at give råd og oplysninger om det danske sprog og at fastlægge den danske retskrivning«.
Meget andet pålægger loven egentlig ikke DSN, og efter vores opfattelse er det en alt for uambitiøs målsætning, men ikke desto mindre viger DSN tilbage for at opfylde sine forpligtelser.
Det kan være galt nok, når det gælder de mindre ting: Om det skal hedde »tjenstgørende« eller »tjenestegørende«, »æterbåret« eller »æterbåren«, »Prøjsen« eller »Preussen«, eller om »sommetider« skal skrives i ét eller to ord (i alle de nævnte tilfælde er der valgfrihed). Det gør ældre sprogbrugere usikre på, om de besynderligheder, de gang på gang støder på, er nye, godkendte stavemåder eller blot sjuskefejl. Og det signalerer til unge mennesker, at stavning er noget individuelt, ja at man måske ligefrem kan have sin helt egen stavestil.
Men mere alvorligt er det, når princippet om automatisk at godkende fejlagtig sprogbrug udstrækkes til at gælde grammatikken. Her er vi nemlig inde at manipulere med selve sprogets struktur, dets skelet eller maskineri så at sige. Når DSN har vedtaget, at det i dag er korrekt at sige, at man »dufter til en blomst«, så er de i gang med at nedbryde den skelnen, der hidtil har været mellem transitivt og intransitivt. Hvis logikken skal følges, kan det ikke vare længe, før det er fuldt korrekt at »springe en bombe« eller at »ligge mærke til noget«. Og årsagen til denne udvikling skal vel at mærke ikke findes i seriøse overvejelser men udelukkende i, at en del især yngre mennesker ikke har lært at skelne mellem transitive og intransitive udsagnsord.
Allerværst er det med de ord og udtryk, som dele af de yngre generationer har misforstået så meget, at de opfatter dem omvendt af den egentlige betydning. Det er ord som »bjørnetjeneste«, »forfordele« og »godt« (som cirkaangivelse). Her har DSN med sit princip om at ophøje fejl til korrekt sprog simpelt hen vedtaget, at begge opfattelser er lige rigtige – både den oprindelige og den stik modsatte! Det betyder i realiteten, at disse og en række andre ord er ubrugelige.
»Jamen, det er sprogets naturlige udvikling,« hører man ofte som argument for at lade sproget sejle sin egen sø, »sproget har jo altid ændret sig«. Ja, det har det, men en udvikling kan som bekendt gå to veje: fremad eller tilbage. Blomstring eller forfald. Som oversættere konfronteres vi hver dag med sprogets tilstand og dets problemer, og vores vurdering er, at sproget i øjeblikket er i accelererende forfald.
Efter vores mening er hovedårsagen, at folkeskolens danskundervisning i de sidste 30-40 år har været helt utroligt ringe. En stor del af eleverne er gået ud af skolen uden at kunne stave og med en meget ringe forståelse af sprogets opbygning. Denne tendens forværres yderligere af, at den unge generation af folkeskolelærere heller ikke har lært stavning og grammatik. Og at det sprog, børn og unge møder i medierne, tales og skrives af mennesker, der har lige så utilstrækkelige danskkundskaber, som de selv har. Hvor de unge end vender sig hen, mødes de af et mangelfuldt sprog.
Det er en alvorlig situation, som det under alle omstændigheder vil tage lang tid at rette op på. Og her er det så, at DSN sidder i en position, hvor de selv kan vælge, om de vil fremme den negative udvikling eller dæmme op for den. Og i vores optik har DSN valgt at fremskynde det sproglige forfald.
»Jamen, hvad skulle man ellers gøre?« hører man også folk spørge. Man kunne for eksempel skæve til udenlandske erfaringer. I andre lande gør man nemlig meget ud af at bevare og styrke sproget, oven i købet for mange millioner mennesker og tit på tværs af statsgrænser. For en række af verdens sprog findes der således sprogakademier, f.eks. for svensk, tysk, fransk og spansk.
DSN viser i hele sin adfærd, at organisationen ikke er indstillet på at optræde som normdanner. Vi synes derfor, der ville være fornuft i at indføre et dansk sprogakademi, der skulle have som sin udtrykkelige opgave at styrke det danske sprog.
Vi har brug for, at der bliver taget aktiv stilling til sprogets udvikling i stedet for at lade den gå sin egen skæve gang!
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten