Hvis jeg skal starte med dit spørgsmål, så siger erfaringen altså at modersmålsundervisning i skolen (altså danskundervisning for dem der har dansk som modersmål går jeg ud fra at du mener) ikke stopper sprogforandring. Mikkel Andersson har en udmærket kronik i gårsdagens Politiken hvor han bl.a. bemærker at de fleste danskere bruger "lemfældig" i betydningen 'skødesløs", mens "den rigtige" betydning jo (ifølge Ordbog over Det Danske Sprog) er 'omhyggelig'. På samme måde siger alle danskere i dag "gravede" hvor "den rigtige" form jo er "grov". Osv. Og som jeg skrev, så undlod radioavisoplæsere ikke at følge den almindelige sprogudvikling af udtalen af [a] selvom "det flade a" var omgærdet med al mulig form for afsky.

Jeg tror man sover bedre om natten hvis man bare accepterer at det er tingenes gang, eller hvis man endda kan finde i sig at fascineres over at andre taler anderledes end man selv gør. Jeg synes det er fascinerende at nogen "fryser hænderne" og andre "fryser om hænderne", at nogen siger [sgjorde] og andre siger [sgjårde] for "skjorte" og at nogen siger "han tog hans hat" når jeg ville sige "han tog sin hat". På trods af hvad du siger, så er der jo ikke 5 millioner forskellige regler, men som regel 1, 2 eller 3. Og reglerne er ikke, som du siger, "individuelle", men hænger nøje sammen med bl.a. alder og regionalt opvækststed.

Du formulerer dit indlæg som et spørgsmål, så jeg skal prøve at svare, selvom jeg ikke er helt sikker på om jeg forstår spørgsmålet.

Din kritik er tilsyneladende mest rettet mod Sprognævnet (som jeg ikke har nogen tilknytning til) og deres retskrivningsregler. Men du slår "os forskere" og "Sprognævnet" sammen som "en sproglig pestilens", så måske mener du at jeg skal svare for Sprognævnet? Hvis du er interesseret, vil jeg gerne prøve at forklare hvorfor (jeg tror) Sprognævnet gør som de gør, og hvilke principper der gælder for at optage ord i Retskrivningsordbogen. Men måske er det mere hensigtsmæssigt at du retter dine spørgsmål om Sprognævnet til dem? De har en svartelefon der er åben hver dag netop med det formål at svare på spørgsmål fra offentligheden (find deres oplysninger på www.dsn.dk).

Det du siger der mest direkte drejer sig om talesprog, er spørgsmålet om "hans" eller "sin". Jeg har to kommentarer (ikke rigtig svar) til det. For det første: der er en regional (dialektal om man vil) variation i brugen af "hans" og "sin". Jysktalende bruger ofte "hans" hvor sjællandsktalende bruger "sin". Det er altså ikke et spørgsmål om en ny udvikling. Sådan hedder (eller hed) det bare på jysk.

Det andet er en mere fundamental, og derfor mere interessant, uoverensstemmelse mellem, som du siger, "sprogelskere" og -forskere. Du siger at en lærer bør kunne forklare sine elever at "sådan hedder det, og her er grunden". Det er ikke så meget fordi sprogforskningen ikke *ønsker* at kunne give sådanne klare regler, vi har bare ikke noget grundlag at give dem på. De eneste regler der findes i sproget, er de regler som sprogbrugerne selv følger. Hvis der ikke var nogen regler, ville vi ikke forstå hinanden. Sprogforskningens opgave er så at formulere disse regler. Men altså de sproglige "regler" er generaliseringer af hvordan sprogbrugere taler, det er ikke gudgivne eller uforanderlige regler. Reglen om at det heder "han tog sin hat" er også en sådan generalisering over sprogbrug. "Regler" i sprogvidenskabelig forstand betyder altså 'lovmæssigheder som vi har opdaget', ikke 'forordninger som vi har opstillet'.

Men støder af og til på den opfattelse at sprog konstrueres af "nogen" (Sprognævnet, sprogforskerne, skolelærerne, politikerne) og gives til folket, som så bare har at følge de regler som "nogen" har stillet op. Det er at spænde vognen for hesten. Man kan sammenligne grammatiske regler med de naturlove som naturvidenskaben finder. Det er de regler som verden (og her sproget) ser ud til at fungere efter. Ingen har besluttet naturlovene, og hvis naturen ikke efterlever dem, er det reglerne der er forkerte, ikke naturen. Det samme gælder for de sproglige regler. Hvis folk ikke følger dem, må reglerne være forkerte. [Jeg bruger det sidste her som pædagogisk eksempel. Jeg siger ikke at du tilskriver dig synspunktet at sproget skulle være besluttet af Sprognævnet].

For at slutte hvor vi startede, med Sprognævnet, så er det sjovt at du fremhæver netop Sprognævnet som udtryk for sproglig liberalisme. Sprognævnets linje er generelt yderst forsigtig for ikke at sige ekstremt konservativ. Deres anbefaling er fx entydigt at bruge "sin hat" i eksemplet ovenfor (http://www.dsn.dk/sproghjaelp/sproghjaelp-1/Hans%20eller%20sin.pdf). Hvis skolelæreren leder efter klare retningslinjer, stiller Sprognævnet gerne op med dem - selvom de altså er mere baseret på smag end på sprogligt fundament ["sin" er altså rigtigt fordi folk synes det er rigtigt, ikke fordi det sprogligt set er mere regelret].

Nej, det gør man (nok) ikke. Med mindre det lykkes at overbevise ansøgningens bedømmere om at man har en pointe med at afvige fra Retskrivningsordbogens stave- og tegnsætningsregler. Vi har fx en professor på centret som konsekvent staver sådan som Hans Lembøl gør nedenfor, i sine e-mails...

Men som sagt flere gange: Jeg skriver i mit indlæg om *talesprog* ikke om skriftsprog. [Skriftsprogets natur helt forskelligt talesproget. Vi KUNNE faktisk beslutte at ændre på skriftsproget hvis der kunne opnås politisk flertal til det, mens talesproget ikke på samme måde er fastlagt ved lov].

Der er klart en tid og et sted at diskutere om ikke sprogforskningen er dobbelmoralsk når den på den ene siger at korrekthedsnormer er tilfældige og på den anden side selv følger de samme normer (ligesom jeg gør nu). Men kan vi ikke holde os til en diskussion ad gangen, og holde os til talesproget her?

ellers tror man jo bare, at jeg taler om fynske modtagere. Moh-tah- ar er måske den bedste 'korrekte' stavemåde, som skal 'ekspliciteres' af de lærde til erstatning for det gode gamle motorer med tryk på anden stavelse.

Jeg ville kommentere et helt andet indlæg, men ender her.