Kommentaren

Sproglig revselse fjerner ikke alle unoder

Jacob Thøgersen: Sprogforskerne ødelægger sproget! Og meteorologerne giver vådere somre? Nej, sprogvidenskaben ser det som sin opgave at undersøge og beskrive sprog, at eksplicitere de regler, vi som sprogbrugere anvender for at forstå hinanden.

Vi ser en tendens til, at a’erne nærmer sig æ’erne mere og mere. Og det som én generation finder er sprogligt utilbørligt, er upåfaldende for den næste. Arkivfoto.
Vi ser en tendens til, at a’erne nærmer sig æ’erne mere og mere. Og det som én generation finder er sprogligt utilbørligt, er upåfaldende for den næste. Arkivfoto.

Kære Ole Gustav Justenlund. Det er vist mig, du skyder efter i din kronik fra 16/2 med bemærkningen: »For nylig opfordrede en af (Sprogforandrings)centrets forskere med jappende og meget utydelig udtale en DR 1-studievært til at lade være med at sige ’kræft’, for om ti år siger alle ’kraft’. Sprogforskeren vidste, han havde ’ratten’ på sin side. Han var under 40.«

Jeg er ked af, at du fandt min tale jappende og min udtale utydelig, men radiointerviewet er heller ingen let genre, når man ikke er trænet i den: tre minutter til at fremstille sin sag og hele tiden en journalist der tripper for at komme videre med næste indslag. Og så var min hovedpointe faktisk slet ikke sproglig, men derimod at der med forskningsprojektet LARM er skaffet forskningsadgang til DRs radioarkiver.

Men jeg er glad for at blive bemærket og glad for, at der er andre end os »18 videnskabelige medarbejdere (der dyrker) den sproglige deroute«, der synes, det er værd at diskutere sprogforandring. Først lige et par ord om, hvor vi er enige, og så et par ord om, hvor vi er uenige:

Vi, der studerer sprogforandring i dansk, har bemærket de fleste af de sprogforandringer (eller hvis du foretrækker det »sproglige dovenskab«) som du påpeger, så vi bliver ikke uenige om, hvorvidt de findes. For eksempel: Ændringen af (v) til (w), (skrevet) til (skrewet), er en del af det, man kalder spirantsvækkelsen, som man plejer at henføre til ca. 1100-tallet. Den samme svækkelse ramte det gamle (th), sådan at vi fik det bløde (d), vi kender i vore dages dansk. I moderne dansk kan et efterfølgende blødt (d), om man så må sige virke tilbage på et forudgående (w), sådan at det også bliver til et blødt (d), og så får vi sammenfald mellem skrevet og skredet, nemlig omtrent (skreded). Dette sammenfald er, om ikke før, beskrevet af Jørn Lund i 1978 i artiklen med det sigende navn: »Atte bleddet svagere og stagve« (i Læsepædagogen nr. 4).

Måske kan du af mit svar (så kedeligt og akademisk som det måtte være) se vores uoverensstemmelse: Sprogvidenskaben ser det som sin opgave at undersøge og beskrive sprog, at eksplicitere de regler, vi som sprogbrugere anvender for at forstå hinanden. Vi prøver at forstå både den menneskelige hjerne og de sociale mekanismer, som gør, at kommunikation mellem individer lykkes. Vi forsøger at forstå, hvorfor sprog forandrer sig (ville det ikke være lettere, hvis de ikke gjorde?) Man kan sammenligne os med meteorologer: Meteorologens opgave er at beskrive vejrfænomener og -forandringer og at forudsige dem. Det er ikke meteorologens opgave at sørge for længere somre eller regn på torsdag. Og det er ikke sprogvidenskabens opgave at stoppe dansks forandring på et givet stade, hvad enten dette stade så er år 1000, 1500, 1800, 1950, eller hvad idealister nu kunne blive enige om – »vi er blevet enige om, at vejret fremover skal være, som det var forrige fredag«. Selv hvis nogen besluttede, at det var vores opgave, ville det formentlig ikke have nogen effekt. Men mere om det nedenfor.

Dansk er i nogle henseender særligt. Der er mange vokaler i dansk, og derfor, tror jeg nok, er dansktalendes ører følsomme over for selv meget lille vokalvariation og danske debattører måske hurtigere end andre til at fare i blækhuset over vokalforandringer. Alle sprog har reduktioner, eller sjuskefænomener om du vil, men dansk mediesprog har måske nok flere, end man er vant til fra vores nabolande. Disse reduktionsfænomener gør, at et givet dansk ord kan have ret forskellige udtaler afhængigt af, hvem der siger dem, og hvilken sproglig sammenhæng de optræder i. Dea Trier Mørch sagde (livet) med (v) og (d) (i hvert fald når hun talte til en radiomikrofon). Jeg siger (liwed) med (w) og blødt (d), og når jeg taler hurtigt, siger jeg måske (lied).

Er det, hånden på hjertet, ikke fascinerende, at kommunikationen som regel forløber stort set uden problemer, indtil vi stopper op og begynder at filosofere over, at der er noget galt? Hvordan det kan lade sig gøre? Det er det, vi vil forstå.

Den nyeste forskning i talesprogsreduktioner, både på dansk og på fx engelsk, tysk og nederlandsk, tyder på, at det bl.a. kan lade sig gøre, fordi der er ret klare regler for, hvad der reduceres hvornår. Fx kan meget hyppige ord reduceres mere end sjældne ord (formentlig fordi de er lettere at forudsige ud af sammenhængen), og nogle ordklasser har større tendens til at reduceres end andre. Dermed kan reduktion altså hjælpe os med at afkode, hvilket ord der menes. Det er den slags resultater, der får Ruben Schachtenhaufen (han er den »ph.d.-studerende (der) skaffe(de) sig medieopmærksomhed ved at erklære, at sprogligt sjuskeri er et tegn på overskud«) til at sige, at »sjusk« er et gode for kommunikationen. Vi bruger, efter denne logik, reduktioner til at understrege, hvad i en sætning der er væsentligt, og hvad der er mindre væsentligt. Hvis vi udtaler alt lige tydeligt, kan det af lytteren opfattes, som om vi giver alt samme vægt – det er det man gør i fx en diktatoplæsning. Med reduktioner, ligesom med fx tryk og tone, kan man fremhæve visse ord i en sætning. »Sjusk« er altså ikke i sig selv godt eller skidt, det er et af de mange parametre, der indgår i det at kommunikere med sprog.

Og så til historien om »det flade a« og »kræft/kraft«: Min pointe med at undersøge »det flade a« er at finde ud af, om det hjælper at regulere andres sprogbrug, eller om det er spildte kræfter. Har sproglig revselse en målelig effekt, eller er det som at råbe til himlen for at stoppe regnen? Her er »det flade a« og DRs radioavis interessante danske eksempler. »Det flade a«, som kan oversættes til »et (a) der ligner et (æ) mere, end det bør«, var det absolut mest udskældte danske udtalefænomen i det 20. århundrede. Der er skrevet hundredvis af kronikker, der fordømmer det, det er nævnt i alle udtaleanvisninger osv.

Alle nyhedsoplæsere har fået strenge ordrer på ikke at bruge »flade a’er« – og få lyttere har formentlig opfattet, at de gjorde det. Alligevel ser man en gradvis tendens til, at a’erne nærmer sig æ’er mere og mere. Noget tyder altså på, at nogle kræfter er stærkere end revselsen, og at det, som én generation hører som utilbørligt, er upåfaldende for den næste.

Nu står der så en debat om udtalen af (e) og (æ) efter (r), og om der altså bør være en udtaleforskel mellem kræft og kraft, ret og rat osv. Også denne forandring har efterhånden været diskuteret i årevis, og mange, i hvert fald østdanskere op til 50 år, har ikke udtaleforskel i ordparrene, selvom de måske nok tror, de har det. I P1 Morgen tillod jeg mig at fremskrive udviklingen af dette »ræ« med den viden, vi har om »det flade a«, altså: »lad være med at spilde kræfter på at prøve at stoppe udviklingen, den løber i sin egen retning, uanset hvad den enkelte journalist vælger at gøre«, og »i løbet af en generation eller to vil ingen bemærke, at der skulle være noget forkert over at have samme udtale af kræft og kraft, for det har de fleste til den tid«.

Det var det, jeg prøvede at forklare Jan Falkentoft og lytterne.

DEBAT: Er du af Thøgersens eller Justenlunds skole? Deltag i debatten herunder eller på facebook.com/berlingske

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.