9. juli 2010, 22:30

I søndags indledtes den såkaldte Almedalsuge i Sverige. Det er en særlig svensk politisk tradition, som finder sted hvert år i begyndelsen af juli måned i Almedalen på Gotland. Hver dag i Almedalsugen er der fokus på et af Riksdagens partier, og det pågældende partis formand holder bl.a. en stor tale om den kommende tids politiske udfordringer. I valgår - som i år - bliver Almedalsugen betragtet som startskuddet på den sidste intensive del af valgkampen frem imod valget, som finder sted i september.

Men i år er det parti, som måske vil blive allermest omtalt, når stemmerne er talt op på valgaftenen, slet ikke repræsenteret i Almedalen. Det er nemlig kun partilederne fra de partier, der i forvejen er repræsenteret i Riksdagen, der får lov til at tale. Derfor er formanden for Sverigedemokraterna - som bedst kan sammenlignes med Dansk Folkeparti herhjemme - ikke på talerlisten, selv om partiet ifølge de nyeste meningsmålinger står til en fordobling af sit stemmetal. Fra 2,9% af stemmerne ved valget i 2006 til 5-6% i dag. Og partiet er snarere undervurderet end overvurderet i meningsmålingerne, eftersom mange svenskere ikke vil fortælle, at de vil stemme på Sverigedemokraterna, når de bliver ringet op af en interviewer fra et af menings­målingsinstitutterne. Så partiet kan let blive endnu større på valgdagen, end tallene tyder på i dag.

Men hvorfor går Sverigedemokraterna så meget frem netop nu? Der er en række forskellige forklaringer.

En væsentlig forklaring er, at Sverige gennem de seneste fire år haft en borgerlig regering, der har ført markant borgerlig politik på det fordelingspolitiske område (f.eks. med markante skattelettelser til bl.a. svenskere med høje indkomster) og på visse værdipolitiske områder (f.eks. inden for skoleområdet), men ikke på udlændingepolitikkens område. Man har ikke foretaget de stramninger af udlændingepolitikken, som mange svenskere havde forventet, at man ville få, hvis en borgerlig regering kom til magten. Og derfor er der mange vælgere, som tidligere har stemt på et af de borgerlige regeringspartier, der nu går over og stemmer på Sverigedemokraterna.

En anden årsag til Sverigedemokraternas fremgang er, at Sosialdemokraternas leder Mona Sahlin af mange traditionelle socialdemokratiske vælgere i stigende grad opfattes som en 'overklasse-socialdemokrat'. Som en person, der ikke har forståelse for arbejderklassen og for de ting, der optager 'den almindelige svensker'. Lidt ligesom nogle herhjemme opfatter Helle Thorning-Schmidt. En del af denne type vælgere fristes til at stemme på Sverigedemokraterna.

At den store fremgang for partiet kommer netop nu, hænger også sammen med, at de vælgere, der længe har haft lyst til at stemme på partiet, nu ikke længere i samme grad som tidligere behøver at frygte at spilde deres stemme, hvis de gør det. Gennem de seneste uger har de fleste meningsmålinger tydet på, at Sverigedemokraterna ville nå over spærregrænsen på 4%. Dette har en selvforstærkende effekt på vælgertilslutningen.

en vigtig forklaring på Sverigedemokraternas markante fremgang i meningsmålingerne er også, at alle de gamle partier i Riksdagen i den seneste tid i højere grad end før er blevet nødt til at gå på kompromis med deres politiske mærkesager. Dette er sket som en naturlig følge af, at såvel regeringens som oppositionens partier har ønsket at fremstå som en samlet blok for at udgøre et klart alternativ til den anden blok. Vänsterpartiet (der omtrent svarer til SF og Enhedslisten herhjemme) har f.eks. for nylig måttet lægge deres hidtil så markante EU-kritiske holdning på hylden for at kunne indgå i et troværdigt samlet regeringsalternativ sammen med Sosialdemokraterna og Miljöpartiet. Inden for regeringsblokken har Centerpartiet på tilsvarende vis måttet revidere sin traditionelle EU-skeptiske holdning for ikke at splitte regeringen. Men den slags behøver Sverigedemokraterna, som hidtil ikke har været repræsenteret i Riksdagen, ikke at tage hensyn til. Her får man den rene vare.

Sverigedemokraternas fremgang skyldes desuden, at partiet i løbet af de seneste år er blevet mere strømlinet parti. Ledelsen har efterhånden fået mere styr på og udrenset flere af partiets landsbytosser og dem med de mest ekstreme synspunkter. Dette har medvirket til at gøre partiet mere spiseligt i en del vælgeres øjne.

Svenskerne har også været vidne til, hvordan lignende partier i de seneste mange år har opnået meget store og stigende stemmetal i f.eks. nabolandene Danmark og Norge, men også i en række andre europæiske lande som f.eks. Holland og Belgien. Hvorfor skulle vi så ikke kunne stemme på et sådant parti i Sverige, er en del svenskere begyndt at spørge sig selv.

Endelig er en selvstændig årsag til Sverigedemokraternas fremgang også, at partiet gennem mange år systematisk har været forsøgt ignoreret og holdt ude af den politiske debat i Sverige. Af de etablerede partier, af en række aviser, af mange tv-stationer og meningsmålingsinstitutter, der indtil for nylig systematisk har anført stemmer på Sverigedemokraterna under stemmer på 'andre partier' i deres målinger. Og aktuelt her i Almedalsugen, hvor Riksdagens etablerede partier har bestemt, at partier, som ikke i forvejen er repræsenteret i Riksdagen, ikke må holde taler i Almedalen. Men dette får blot endnu flere vælgere til at stemme på partiet, fordi det efter deres opfattelse er offer for den politiske elites og de gamle etablerede partiers magtfuldkommenhed.

Så selv om Sverigedemokraterna ikke er til stede og ikke bliver nævnt, svæver partiet i disse dage som et spøgelse over Almedalen.

Et spøgelse, som vi vil komme til at se meget mere til i den nærmeste fremtid.