Axel Bolvig: Marco Evaristti har lavet en minikopi (hvorfor bruge ordet værk) af udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, angiveligt skabt af guldtænder fra holocaustofre, altså røveri fra døde stakler.
28. januar 2010, 22:30
I disse år erkender museumsverdenen, at de har effekter fra jødiske ofre for nazisterne, som rettelig hører hjemme hos efterkommerne. Evaristti køber gladelig guld trukket ud af munden på KZ-fanger. Er det ikke hæleri, hvilket vel er strafbart?
Evaristti vil forsvare sig med, at hans kopi er kunst, og at han som kunstner har særlige ytringsfriheder. For en eventuel anklager må det være naturligt at argumentere, at Auschwitz-modellen ikke er kunst, og at Evarissti kun er kunstner som postulat.
Hvis Evaristti levede op til den påberåbte ytringsfrihed, kunne han vise sig solidarisk med Kurt Westergaard. I DRs Deadline veg han udenom ved at sige, at han havde en indre selvcensur. Kan problemet være, at en Muhammed-tegning er livstruende farlig, hvorimod en Auschwitz-model er herligt forargelsesvækkende og opmærksomhedsskabende? Og nå ja, Westergaard er jo bare bladtegner.
Evarissti udtaler til Berlingske, at vi har brug for »kunst, der kan få os til at reflektere over, hvad der sker i verden«. Mon denne guldmodel kan få betragterne til at reflektere over andet end det mediemæssige hype? Og medieomtale er væsentligt i tidens kunstbegreb. Der sker ellers meget i verden omkring Westergaard.
Tandguldmodellens sensationsfremkaldende effekt må være grunden til, at Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev udstillede den på Auschwitz-dagen. Begrundelsen er, at det vil oplyse befolkningen om holocaust. Tror hun virkelig på sine egne ord, når hun anvender Evaristtis postulat, at »kunstværket skal minde os om, at det handlede om almindelige mennesker som du og jeg af kød og blod«?
Nej, modellen handler om krænkelse af de døde, som ikke kan tage til genmæle. Om ligrøveri fra folk, som ikke får noget mausoleum i guldmodellen. Om sensationslysten spekulation, der ikke får farlige konsekvenser. Kunst handler om at kunne, og Evaristti vil sikkert svare, »ja netop, nemlig at kunne finde på«, og jeg tænker deprimeret, »ja, på hvad som helst«.
For tiden skrives der om, at kommunalpolitikere ikke har forstand på at indkøbe kunst. Det gælder vist også, når det drejer sig om at udstille moralsk forargelige produkter.
Goya, Picasso og Körner har skabt værker, som på kunstnerisk vis forholder sig til krig. Auschwitz-modellen er resultat af spekulativt hæleri.
