Gud og fanden

Sorg over forandring

Sørine Gotfredsen: Der er næppe tvivl om, at den liberale mentalitet i dag fylder mere end den konservative. Selv på Frederiksberg, hvor det konservative styre så længe har domineret, kan vi frem mod efterårets kommunalvalg ane et politisk vendepunkt.

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist
Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist

Løbende diskuterer vi, hvorfor tilslutningen til det konservative fortsat smuldrer, og mens diverse personsager gennem årene vel har spillet en rolle, tror jeg, at den største årsag grunder i noget andet. Nemlig i manglen på for alvor at turde fastholde værdien af begrænsning i en erkendelse af, at forandring ikke altid er af det gode.

Vi præges i høj grad af fremskridtstro og en slags pligt til overalt at se muligheder frem for at acceptere, at der bør findes grænser. Og derfor kræver det stor selvstændighed at være et ægte konservativt menneske. For mens mange kan karakterisere den konservative tanke som bundet til tradition og historie, bliver det hele hurtigt en smule hult, hvis ikke den konservative samtidig er parat til at fremhæve begrænsning som en stor dyd i denne verden. Den konservative skal nødvendigvis rumme et forbehold i synet på det moderne.

Opgøret med det moderne kender vi i dag hovedsagelig som modefænomener, der pludselig fremhæver en bestemt livsstil. Man dyrker lidt mådehold for signalets skyld i en hverdag af overflod, og man koketterer med, at man sagtens kunne leve meget mere simpelt. Men den dybere forståelse af begrænsning har det svært, og netop den burde konservative mennesker minde os meget mere om.

For eksempel må man undre sig over, at der ikke fra den kant sker en problematisering af, at det gradvis kan blive til norm i selvrealiseringens navn at bringe børn til verden med anonyme fædre. Vi skaber mennesker, der er afskåret fra deres biologiske ophav og delvise identitet, og en sådan udvikling må den konservative med sin tro på en vis given orden i livet bringe til intens debat. Ligesom han i øvrigt bør forholde sig til, at vi er i færd med at frarøve kommende generationer glæden ved at skrive bogstaver i hånden. Idet vi nedvurderer det forhold mellem tanken og håndens langsommelighed, der sammen udgør sin egen afstemte proces.

Hele tiden opstår fænomener, der kalder på begrænsning og omtanke, og der er brug for konservative stemmer, der trodser faren for at blive kaldt forskræmte og reaktionære og alligevel siger tiden imod. Men man hører dem sjældent.

Et stort problem er nemlig, at den konservative stemme i dag alt for villigt tilpasser sig det moderne. Dermed bliver den svær at skelne fra alle de andre stemmer, der stræber efter at være de mest handlekraftige på markedet. Den lidt simpelt progressive tone, som ikke mindst de liberale røster repræsenterer, kommer nemt til at skabe en stemning af, at det som grund­regel er svage mennesker, der føler ængstelse og måske endda sorg over, at noget i denne verden hele tiden risikerer at gå tabt.

Tiden dikterer, at et menneske fremstår stærkest ved at være den, der formår at favne udviklingen, og ofte tages det for givet, at den største menneskelige værdighed ligger i ikke at frygte forandring.

Men det er langtfra hele sandheden. Det er en nødvendighed også at kunne føle sorg over forandring, og hvis konservative mennesker vil genkendes som netop det, skal de have kontakt til den sorg.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.