Midt på ugen kritiserede Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode for manglende liberalisme. Berlingske Tidende spørger:
13. august 2010, 22:30
Jesper Langballe MF, DF:
Fogh-æraen var en gylden periode i den nyere danmarkshistorie. Ikke mindst i henseende til det, der med et rædselsfuldt udtryk hedder det ’værdipolitiske’. Det var også perioden, hvor der kom ansvarlighed ind i den økonomiske politik og i retspolitikken. Fogh kom til at stå i spidsen for det ’systemskifte’, der ikke kan viskes ud igen, uanset hvem der danner den næste regering. Vurderingen understreges af, at socialister og ultraliberalister nu kappes om at fordømme perioden. De sidste blandt andet fordi de aldrig forstod, at det tager tid at vende en supertanker. I modsætning til sine egne politiske venner var Fogh ikke ideolog, men praktisk statsmand. Fogh-æraen var perioden, da Danmark som måske det eneste land i Vesten for alvor drog konsekvenserne af den 11. september. Det blev fastslået under Muhammed-krisen, at vi står kompromisløst vagt om ytringsfriheden. Det var dengang, da Fogh skilte fårene fra bukkene. Hertil kom hans evne til med sin velkendte teflonbelægning og kontrollerede stil at afvise alle angreb. Hans sortie blev en skuffelse, da han viste sig mere optaget af personlig karrierepleje i udlandet end af at være dansk statsminister. Men det fordunkler ikke periodens gyldne skær, der vil blive stående. Det var Foghs professionelle gennemslagskraft og DF, der banede vej for det systemskifte, som nu kan håndteres af en mere rund og folkelig type som Lars Løkke Rasmussen.
Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist:
Overordnet nej. I det seneste år har vi talt meget om økonomi og reformer af velfærdsstaten, og her har Fogh svigtet. Som de fleste, der gerne vil beholde magten, har han kalkuleret med, at det kunne han ikke, hvis han gerne ville fortsætte. Men Fogh var en udpræget værdipolitisk statsminister, og jeg ville meget nødig se et Danmark, hvor Fogh ikke havde været statsminister. For med Fogh har vi rykket os helt fantastisk meget på spørgsmålet om indvandring, om Danmark versus islam og muslimsk kultur og om det enkelte menneskes ansvar, og på den måde er hans projekt lykkedes. Derfor bliver jeg ærlig talt lidt træt af dem, der kommer nu bagefter og forsøger at pille Anders Fogh Rasmussen fra hinanden. Selvfølgelig hænger spørgsmålet om det enkelte menneskes ansvar sammen med spørgsmålet om økonomi, men det er først og fremmest et spørgsmål om ’hvilke værdier vil jeg stå fast på, hvis de bliver truet?’ Foghs menneskesyns-orienterede politik manglede helt klart en økonomisk konsekvens, men han tog hul på en forandring, hvor det enkelte menneske blev gjort opmærksom på sit ansvar, efter årtier med ansvarsforflygtigelse. Problemet er snarere, at Lars Løkke ikke løfter arven fra Fogh. Med finanskrisen har han selvfølgelig fået nogle helt andre vilkår at skulle tale ud fra, men på spørgsmålet om, hvilket samfund Danmark skal være, vores forhold til islam osv., gør Løkke ingenting, nok fordi han simpelthen er en dårlig tænker. Løkke har svigtet Foghs projekt, og det skuffer mig.
Asger Aamund, bestyrelsesformand:
Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, ønskede han at føre liberal politik. Til trods for aktuelle beskyldninger om det modsatte er Fogh en liberal politiker gennem marv og ben. Den nye statsminister var fuldstændig klar over, at velstand er forudsætningen for velfærd og at det danske samfund havde brug for en EU-konkurrencedygtig skattereform og en tung satsning på forskning, uddannelse, udvikling og iværksættere. Men det stod hurtigt klart, at den nye regering var placeret som det bløde fyld i en knaldhård sandwich klemt sammen mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der begge modsatte sig enhver form for modernisering af samfundets grundlag for økonomisk overlevelse. Intet samarbejde, ingen reformer. Kan man ikke få sin politik igennem og beholde magten, må man beholde magten uden at få sin politik igennem. Det var Foghs plan B, som nu har styret landet i snart ti år. For Fogh var der andre liberale værdier og mærkesager, der nu trådte i forgrunden i stedet for økonomien. Værdi- og holdningspolitikken blev sat i værk, og opgøret med samarbejdspolitikken under besættelsen, engagementet i Irak, konfrontationen med de rødkulturelle smagsdommere og en fast holdning under Muhammedkrisen gav folkelig opbakning hos danskerne, der i hjertet er mere borgerlige, end de stemmer. Intet over, intet ved siden af magten. Sådan er realpolitik. Anders Fogh vandt sine magtkampe, men Danmark tabte sin velstand.
Lars Olsen, forfatter og journalist, partiløs venstreorienteret:
Nej, Fogh valgte bare en mere gradvis borgerlig strategi. Realiteten er, at der er flyttet vigtige ideologiske hegnspæle i det seneste tiår. Tag sundhedsvæsenet, hvor privathospitaler og private sundhedsforsikringer fylder langt mere end før. Eller tag skattepolitikken, som har omfordelt store summer til gavn for de høje indkomster. Fogh kom igennem med dette ved at opbygge en ny social koalition. Den økonomiske overklasse og middelklasse, som traditionelt stemmer borgerligt, fik følgeskab af mange almindelige lønmodtagere. Med udlændingepolitik og skattestop flyttede Venstre og Dansk Folkeparti store grupper, der ellers stemte S og SF. Det var kun muligt, fordi Fogh på kort sigt opgav frontalangreb på velfærdsstaten. Det spændende er, at Lars Løkke Rasmussen & Co. nu vender tilbage til en klassisk borgerlig politik, med omfattende nedskæringer i dagpenge, børnetilskud, uddannelse m.v. Officielt motiveres det med den økonomiske krise, reelt er det et strategisk skifte. Konsekvensen bliver formentlig en opløsning af Foghs sociale koalition. Helle Thorning-Schmidts skattesag har skabt lidt bedre målinger for blå blok, men på sigt bliver det svært at holde de nye vælgergrupper om bord.
Din mening: Har Fogh svigtet det borgerlige projekt? Deltag i debatten nedenfor:
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten