16. august 2011, 22:30

Jeg har i den sidste måned siddet i et lille sommerhus på Anholt og været uden radio, tv og email. Jeg har derfor kun i meget begrænset omfang kunnet følge med i de uhyggelige og afskyelige begivenheder, der har fundet sted i Norge. Vi hørte om Breivik og søgte efter evne oplysninger om hans uhyggelige mord på unge nordmænd, men den debat eller den hetz, som derefter udfoldede sig i danske medier mod dem, som den politiske korrekthed ønskede at brændemærke som de skyldige og onde, var vi delvis udenfor.

Med én undtagelse. Jeg fik lejlighed til at læse Sørine Gotfredsens kronik her i bladet 29. juli, en uge efter drabene på Utøya, og jeg fik også mulighed for at følge med i den forfølgelse af hende, der derefter fandt sted. Til min undren og forargelse.

Hvad hun skrev i kronikken »Lad os bruge Anders Breivik rigtigt«, var jo nemlig indlysende rigtigt. Der var tale om en modig og sand kronik - med to forbehold. For det første tager Sørine Gotfredsen Anders Breivik for alvorligt. Hun betragter ham som et voksent menneske med en sag. Men alt tyder på, at det er han ikke, for hans handlinger stempler ham. Man nedskyder ikke 70 unge mennesker, hvis man har et lødigt anliggende. Sådan handler kun et umenneske, en psykopat. Anders Breivik kan ikke bruges som argument for noget som helst, for hans adfærd er et anliggende for psykiatrien.

Det har Sørine Gotfredsen jo selv erkendt, og denne erkendelse i sammenhæng med hendes erkendelse af, at hun var for tidligt ude, fordi tragediens omfang og uhyrlighed umuliggjorde en dybere debat på dette tidspunkt, førte til, at hun tilbagekaldte dele af kronikken. Jeg kan godt forstå hende. Hetzen imod hende var overvældende. Det er forståeligt, at hun ønskede at dementere sig selv på de to punkter, hvor hun var angribelig.

Men tilbage står, at der er tale om en sand og modig kronik, og det er for sagens skyld nødvendigt at fastholde dens egentlige anliggende. Hvad skriver Sørine nemlig om? Hun skriver om ’Systemet Politikens’ forløjethed og usandfærdighed. Hun udtaler sin undren over, at man på dagbladet Politiken fortsat er uden sans for, at den danske og norske befolkning befinder sig i en frygt og fortvivlelse, som kan avle forbitrelse og også had. Et folk, der er ved at miste førstefødselsretten til sit eget land, er desperat. Et folk, der af multikulturalismens løgne presses i en sådan grad, at det har vanskeligt ved at være sig selv i sit eget hjem, er ikke afslappet og ligeglad. Danskerne og også nordmændene er hjemsøgt af ’Systemet Politikens’ eller den politiske korrektheds fraser, og i en sådan situation kan lidenskaberne gå højt.

Sørine Gotfredsen skrev: »Og samtidig afsløres fra samme side en forbløffende mangel på indsigt, når man i en leder i Politiken kan læse: »I fortvivlelse og afmagt må vi stille spørgsmålet: Hvor kommer alt det had dog fra?«« Nej, den, der i disse tider undrer sig over den danske og den norske befolknings lidenskabelighed og frygt, befinder sig i en uvirkelighed, der igen fører til virkelighedsforfalskning.

Systemet Politiken aner ikke, hvad der sker ude i virkeligheden. Systemet Politiken lever i sine egne politisk korrekte fraser og er derfor kun forarget over det dumme danske og norske folk, som frygter for sin eksistens og fremtid.

Systemet Politiken aner intet om det, der sker i Danmark - siger jeg, der fra begyndelsen af 1980erne har søgt at råbe offentligheden op.

Sørine Gotfredsen, som er en modig og begavet kvinde, der som teolog tillige har sans for principielle sammenhænge, har stillet nogle spørgsmål, som skal og må høres, og den hetz, hun har været genstand for, fordi hun har stillet spørgsmålene, er mere afslørende end de hetzende på dagbladet Politiken selv aner. Her sender man typer som Rune Engelbreth Larsen og Braad Thomsen på banen for at infamere debatten og dæmonisere virkeligheden. Hetz, had og hysteri. Imens en Trier Mogensen og en Anita Bay Bundegaard skriver og skriver for at fastholde den uvirkelighed, som allerede Systemskiftet af 2001 har afsløret.

Nej, på Anholt var jeg afskåret fra at støtte Sørine Gotfredsen, da hun stillede sine sande og modige spørgsmål, men sent er bedre end aldrig, og også for fremtidens skyld, både den danske og den norske, skal hendes anliggende fastholdes.