Kommentar

Social dovenskab

Peter Holdt Christensen: Fællesskaber består af mange mennesker, og ligesom disse mange mennesker kan hjælpe og inspirere hinanden, kan de også gøre det svært at gennemskue den enkeltes betydning. Derfor kan den enkelte miste lysten til at bidrage til fællesskabet. Og fokus på snyd kan føre til endnu mere snyd.

Jo flere der trækker i tovet, jo mindre trækker den enkelte.
Jo flere der trækker i tovet, jo mindre trækker den enkelte.

Vi danskere snyder åbenbart hvert eneste år fælleskassen for mere end 50 milliarder kroner ved bl.a. socialt bedrageri og skattesnyd. Nogle gange tænker vi således først og fremmest på os selv – og ikke på fællesskabet. Selvom snyderiet kan give os moralske skrupler. Men tilsyneladende er det lettere, og mere acceptabelt, at snyde ved at undlade at bidrage, end ved at tage fra kassen i form af fx socialt bedrageri. Det opsøgende snyd er mere snyd end det undladende snyd.

Medierne er fyldt med historier om snydepelse, hvilket umiddelbart giver et indtryk af, at stort set alle snyder. Men et ensidigt fokus på, hvor meget folk snyder, risikerer at udvikle sig til en selvopfyldende profeti, hvor det eneste sikre er, at endnu flere folk begynder at snyde.

Nu er det ikke nyt, at mennesker kan finde på at snyde, og i årtier har der været forsket i, hvorfor mennesker kan finde på at undlade at bidrage til et fællesskab som fx velfærdsstaten, organisationen og gruppen. Denne forskning dokumenterer, at fællesskaber ikke kun fører til inspiration og synergieffekter. Fællesskaber kan også føre til social dovenskab. Fællesskaber består af mange mennesker, og ligesom disse mange mennesker kan hjælpe og inspirere hinanden, kan de også gøre det svært at gennemskue, hvad betydningen af den enkelte person i fællesskabet egentlig er. Derfor kan den enkelte person miste lysten til at bidrage til fællesskabet – eller med andre ord snyde ved ikke i tilstrækkelig grad at skæppe i fælleskassen.

For mere end 100 år siden gennemførte den franske ingeniør Maximilien Ringelmann en række eksperimenter i, hvordan mennesker arbejder sammen, og disse eksperimenter har haft stor indflydelse på den efterfølgende forskning i, hvordan fællesskaber fungerer. Ringelmanns eksperimenter tog udgangspunkt i tovtrækning. Han bad en række forsøgspersoner om at trække i et tov, og herefter sammensatte han grupper med forskellige antal forsøgspersoner. Gennemsnitligt kunne hvert individ trække med en kraft svarende til 63 kilo, og i synergieffektens navn var forventningerne til en gruppe med tre individer naturligvis, at de tilsammen burde kunne trække mindst tre gange 63 kilo, og en gruppe med otte individer burde mindst kunne trække otte gange 63 kilo.

Men de to grupper var væsentlig mindre effektive. Trepersoners grupperne trak samlet med en kraft på 160 kilo svarende til, at hvert individ kun trak med en kraft på 85 pct. af individets potentiale. I ottemandsgrupperne var det endnu værre – her trak gruppen samlet med en kraft på 247 kilo – individet ydede altså en indsats svarende til 49 pct. af sit potentiale. Fællesskaber synes således langtfra altid at producere synergieffekter.

Det er rimeligt at indvende, at det godt kan være, at der i Ringelmanns eksperimenter med tovtrækning var en række synergitab, men fællesskaber i dag er langtfra ligesom tovtrækning. Det handler nemlig ikke kun om at bruge alle de muskelkræfter, der nu er at gøre godt med, men snarere om at bidrage med fx kognitive eller økonomiske ressourcer for dermed at styrke fællesskabet. Men Ringelmanns resultater er blevet påvist i en lang række andre eksperimenter, hvor mennesker sammen bl.a. skulle klappe, råbe, svømme og løse kognitive opgaver som fx at skabe nye idéer. I alle disse forskellige eksperimenter er der blevet dokumenteret social dovenskab.

Men hvorfor undlader mennesker at bidrage, når de befinder sig i et fællesskab? Det er der tre forklaringer på.

For det første risikerer det enkelte menneske i fællesskabet at føle sig overset. Personen føler sig glemt og kan ikke gennemskue, om han eller hun nu overhovedet har en betydning for fællesskabet. For det andet kan fællesskabet bruges som et gemmested. Det er nemlig ikke altid tydeligt, hvem der bidrager med hvad, og nogle vil derfor udnytte denne situation til at undlade at bidrage til fællesskabet. De vil køre på frihjul. For det tredje er der, hvad der kaldes »the sucker effect« – der kan oversættes til noget i stil med det godtroende fjols-effekten. Hvis nu individet i fællesskabet har mistanke om, at andre i fællesskabet ikke bidrager med, hvad de er i stand til, mister individet også sin motivation til at bidrage. Individet vil simpelthen ikke være det godtroende fjols, der kompenserer for andres manglende bidrag.

Når mennesker fx snyder med skatten, og på selvangivelsen lige angiver et lidt større kørselsfradrag, end der måske er belæg for, kan det således forklares med, at personen har svært ved at gennemskue, hvad det egentlig betyder for velfærdssamfundet, at han eller hun bidrager med lidt færre skattekroner, eller det kan være, at personen vurderer, at det ganske enkelt ikke er muligt for andre at gennemskue dette snyd. Endelig kan det være, at personen har hørt om andre, der gør noget lignende, og derfor ikke vil være den eneste, der åbenbart ikke gør det.

Snyd i fællesskaber kan begrænses, men det kræver hårdt arbejde, som for det første består i at sørge for, at individet oplever, at (også) han eller hun er uundværlig for fællesskabet. For det andet at bidragene til fællesskabet af individet opleves som meningsfulde, og for det tredje at individet styrkes i sin opfattelse af, at de andre i fællesskabet naturligvis også ønsker at bidrage.

Langt størstedelen af debatten om de danske snydepelse fokuserer på de – måske få – mennesker, der snyder. Når fattige Carina, dovne Robert og direktører i ubeskattede luksusbiler således dukker op i pressen, giver de et indtryk af, at åbenbart ikke alle i fællesskabet bidrager efter evne, og dermed efterlades individet som et godtroende fjols, der efterhånden begynder at tvivle på, hvor godt velfærdssamfundets egentlig fungerer. Lysten til snyd får dermed god næring, og i særdeleshed rollen som det godtroende fjols bliver nærmest uundgåelig, hvilket risikerer at føre til endnu mere snyd.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.