En befolkning kan være polariseret i indbyrdes fjendtlige familiegrupper, klaner og religiøse grupperinger, der alle konkurrerer med staten om magten, fordi ingen frivilligt tør underkaste sig andre gruppers kontrol på grund af den manglende indbyrdes tillid, der kan skyldes dårlige erfaringer.
Polariseringen kan også tilstræbes helt bevidst, hvis blot én gruppe vil bevare et særpræg, der kan trues af påvirkning fra de andre gruppers normer.
Splittelsen/polariseringen er selvforstærkende og smittefarlig, da den opmuntres af gruppens mistro og medfører dårlige erfaringer hos andre ved kontakt.

Statsmagten er i sidste ende nødt til at anvende brutal magt, hvis den vil hævde sin suverænitet og sikre et minimum af lov og orden, så samfundet kan fungere nogenlunde – valget står mellem diktatur og politistat eller lovløst anarki.

Så længe status er sådan i de mellemøstlige stater, er demokrati og retsstat ikke mulig.
Når en diktatorisk politistat falder, afløses den blot af en ny diktatorisk politistat.

Der kommer bare en ny diktator.

Derfor: bliv langt væk fra den konflikt, som vi hverken har del i eller interesse i.

Om shia eller sunni vinder kan være os inderligt ligegyldigt.