Nicolai Wammen: Kære Anders Samuelsen. Der er nok ikke så meget, vi er enige om. Men vi vil begge gerne fremtidssikre Danmark og skabe vækst og velstand. Og vi mener begge, at vi skal have mere og bedre velfærd for vores skattekroner. Jeg troede også, at vi var enige om grundlinjerne i det europæiske samarbejde, og gevinsterne for vores virksomheder og borgere i blandt andet Det Indre Marked og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.
10. december 2011, 22:30
Dengang du var medlem af Europa-Parlamentet - for Det Radikale Venstre - var du tilhænger af det europæiske samarbejde og fokuserede på løsninger frem for problemer, og på de muligheder, som vi har med EU fremfor begrænsningerne. Men pludselig blev du så fra den ene dag til den anden modstander af euroen. For nylig luftede Liberal Alliance så, at I måske var imod at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Det vil betyde, at Danmark ikke vil kunne tage stilling til, om vi vil være med fra sag til sag i vigtige spørgsmål, som fx bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, menneskehandel og børneporno. Samtidig sagde en af dine partifæller, at EU ikke nødvendigvis er bedst til at tage sig af trafikpolitik. Det på trods for, at EU ikke bestemmer, hvordan danske lyskryds ser ud, eller hvordan vi skal investere i kollektiv trafik. EU laver regler for den transport, der kører over grænser, og prøver gennem transportpolitikken at forbedre infrastruktur og mobilitet - til lands, på skinner og i luften. Er det dét, du er imod?
For nogle dage siden stemte Liberal Alliance så imod at give regeringen mandat til forhandlingerne om et revideret EU-forslag om liberaliseringer af priser på at tale i mobil eller gå på nettet på mobilen, når danskerne rejser i udlandet. Ja, du hørte rigtigt: I stemte imod en sænkelse af priserne. Forslaget, som kaldes roaming, har været en kæmpe succes og har helt konkret sparet forbrugerne for store udgifter. Det har tvunget en industri, der tog alt for høje priser, til at sætte dem ned - uden at det mig bekendt har ført til krise i industrien. Jeres argument er nok, at man ikke skal lovgive, men lade markedet klare det. Men alt har jo vist, at der ikke var en reel konkurrence i markedet, og derfor må vi handle. Som socialdemokrater, forbrugere og tilhængere af et stærkt og konkurrencedygtigt marked, stemte vi for. Mens Liberal Alliance stemte imod.
Det er ikke alt, der kommer fra EU-systemet, som er lige godt. Og jeg ser da også på EU med en sund skepsis. Men det er og bliver min faste overbevisning, at EU-samarbejdet grundlæggende gavner danske virksomheder og forbrugere, og gavner Danmark i den globale konkurrence. Løsningen på de udfordringer, Europa og EU står overfor, er ikke at vende samarbejdet ryggen, men at påvirke, søge indflydelse og sætte danske fingeraftryk.
Din og Liberal Alliances europæiske slingrekurs hæmmer vores ønske om at gøre Europa til en stærk og konkurrencedygtig region. Det er ikke liberal politik, det er ikke økonomisk sund fornuft, og det er i modstrid med, hvad du tidligere stod for. Ny Alliance var del af den politiske aftale om EU fra 2008. Jeg håber, at også Liberal Alliance vil være med i det brede europapolitiske flertal bestående af regeringspartierne S, R og SF samt V og K. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti har her meldt sig ud. Det er en styrke for dansk europapolitik, at der er bred enighed om en fælles linje, og jeg vil gerne række hånden ud til Liberal Alliance, som jeg håber også fremover vil være med i de brede aftaler om europapolitikken.



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten