Slaget på Marienborg: Ingen vandt – alle tabte

Af Henrik Dahl, Sociolog, forfatter og MF (LA)
Af Henrik Dahl, Sociolog, forfatter og MF (LA)

Støvet fra Slaget på Marienborg er ved at lægge sig. Ingen vandt. Alle tabte. Og hvad mig selv angår, var det en nærdødsoplevelse for idealet om en rationel og tillidsbaseret, samfundsmæssig samtale.

Som der indfinder sig en vis afstand til begivenhederne, og den værste choktilstand fortager sig, er det nødvendigt at spørge: Hvad kan vi lære? Og var det, der skete, i det hele taget beskrevet i litteraturen om politik og magtudøvelse?

Hvad angår det sidste, er svaret ja. Ikke mindst den danske samfundsforsker Bent Flyvbjerg, der i dag er tilknyttet Oxford University, har viet sit professionelle liv til at undersøge sager som Slaget på Marienborg.

 

Det, der helt grundlæggende er problemet, er, at rationalitet og magt ikke går – og aldrig har gået – op i en højere enhed.

Selv om det af en besynderlig årsag, som jeg aldrig har kunnet gennemskue, er lidt lummert at tale om udøvelse af magt, så er det faktisk det, vi laver i Folketinget. Hver gang, der stemmes om noget, sker der det, at flertallet sætter sin vilje igennem, hvorefter mindretallet har at rette sig efter denne – om det har lyst eller ej.

Det er nemlig den præcise definition på magt: At man kan gøre sin vilje gældende uanset, hvad der måtte være andres vilje.

Helt generelt observerer Flyvbjerg, at magthavere i dag er kede af – eksempelvis – at tage deres lineal frem, forbinde punkterne A og B med en streg, og erklære, at der skal vejen gå. Basta, bum.

Dette magtideal er heller ikke værd at stræbe efter. Thi, hvorfor dog nedrive huse, jævne bakker med jorden og opfylde idylliske vandhuller og søer med den overskydende jord, hvis man for nogle få kroner mere kan undgå at genere i titusindvis af mennesker?

Derfor har mange forsøgt at erstatte det brutale magtideal (»Vejen skal gå i en lige linje fra A til B, fordi jeg er kejser og det er min vilje«) med et ideal om rationalitet. Ifølge dette ideal skal magthaverne undersøge den sag, hvorom der skal besluttes, til bunds. For når det er gjort, vil det være lysende klart, hvad der er den bedste beslutning.

Men dette ideal lader sig heller ikke opretholde. For hvilken værdi skal man for eksempel tillægge en ødelagt udsigt? Og hvilken værdi skal man tillægge titusind menneskers sparede tid? Hvis verden var fuldkommen rationel, var det i orden at ødelægge udsigten, dersom værdien af den sparede tid var højere – mens folk pænt måtte spilde tiden, dersom det var udsigten, der var mest værdifuld.

Ethvert nogenlunde voksent og modent menneske kan imidlertid sige sig selv, at en sådan afvejning aldrig vil blive anerkendt af alle. De, der holder mest af udsigten, vil sætte dens pris op, så den overgår værdien af den spildte tid. Mens de, der har travlt, vil gøre præcis det modsatte.

Og derfor ender også idealet om rationalitet med, at en magthaver må skære igennem og sige, at efter at have sat sig ind i alle argumenter, bliver beslutningen sådan-og-sådan.

Dette må siges at være gråt i gråt. Og vi lever kun med det, fordi det aldrig kan blive anderledes.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.