21. februar 2012, 22:30

Sagen indeholder alle ingredienser til et studie i, hvad man absolut ikke må gøre, hvis man vil sikre sig så nogenlunde at styre medierne. Alt, hvad der kan gå galt, er gået galt i denne sag. Nogle har anklaget medierne for at være medskyldig i balladen, men de politiske aktører har kun sig selv at takke. Der er - mindst - fire trin i sådan en ulykke:

For det første håndteringen. Det er ikke uden grund, at Anders Fogh Rasmussen til ulidelighed konstaterede, at ’der ikke er noget at komme efter’. Det var selvfølgelig noget sludder - der er altid et udestående, altid en detalje. Fogh lavede argumentationsmæssigt det, amerikanerne kalder ’stone-walling’. Han opbyggede en mur mellem sig selv og kritikken og vidste, at lod han blot en enkelt sten sidde løs, så ville han miste kontrollen i medierne.

Da Thorning den 4. januar erkendte (det indlysende) at en betalingsring ikke er nogen perfekt løsning og ikke efterfølgende kunne slutte sagen, mistede hun den smule kontrol på forløbet, hun måtte have haft forinden.

For det andet substansen. Trafik-intensiteten i København er et reelt problem. Løsningen er kompliceret og teknisk, og kan ikke klemmes ind i en frisk overskrift, en hurtig sætning eller en kort artikel. Og så længe aktørerne har svært ved selv at finde ud af, om det er en betalingsring (SF), en trængselsring (S) eller en miljøring (R), så bølger skiftende forklaringer rundt i medierne.

For det tredje ambassadører. Når en regering, et parti eller en organisation planlægger et fremstød i offentligheden, så er det afgørende, at der er troværdige ambassadører, som entydigt bakker fortællingen op. I sagen om betalingsringen - eller hvad den nu rettelig skal kaldes - har man i mediehavet stort set kunnet finde en troværdig kasket til et hvilket som helst budskab.

For det fjerde stråmændene - og det er her, det for alvor går galt. For når hverken håndtering, substans eller ambassadører er på plads, så entrer stråmænd med helt andre dagsordener scenen og får lov til at boltre sig. I denne sag er det alt lige fra fagbevægelse, omegnsborgmestre og oppositionspolitikere med et pludselig lukrativt ordførerskab over til en tabloid-avis, der stikker stemmegaflen i folkedybet.

Alle mulige dagsordener blandes sammen og gør fortsat debat næsten umulig.

Ganske som en utilfreds musikprofessor på Aarhus Universitet i disse dage har åbnet låget for en ormegård af alle mulige og umulige dags­ordener, som hverken har med hende eller hendes institut at gøre. Flere har i frustration over betalingsring-debatten ment, at medierne har svigtet - at medierne gør det umuligt at føre en seriøs debat. Men medierne har ikke nogen ’sag’ og har derfor heller ikke et selvstændigt ansvar for seriøs debat.

I denne sag må ansvaret først og fremmest placeres hos de magthavere, som ikke magter at træffe beslutninger.