2. marts 2010, 22:30

Men måske skal hverken den nye skatteminister eller hans regeringskolleger muntre sig for tidligt, for med S-SF-udspillet er der lagt op til genoplivningen af en gammel traver fra valgkampen i 2007. Den hvor Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt morgen, middag og aften prædikede, at man ikke kan få både skattelettelser og velfærd. Det slogan var effektivt – bare ikke helt effektivt nok. For modstanderen i den valgkamp var Anders Fogh Rasmussen, som Helle Thorning-Schmidt alligevel ikke kunne slå, og samfundskonjunkturerne var stadigvæk i fuld, hæsblæsende medvind. I sådan en situation er det mindre virkningsfuldt at argumentere for, at der ikke er råd til det hele på én gang. Siden er de økonomiske vinde vendt, men budskabet fra S-SF er det samme, og man kan frygte, at det nu virker. Meningsmåling efter meningsmåling viser, at danskerne er villige nok til at betale mere i skat ud fra en forudsætning om, at man så kan redde velfærden, og rød blok står i analyse efter analyse til et forspring i forhold til blå blok, som ikke er set større og mere statistisk signifikant i årevis. Så derfor kan der være god grund til at gå logikken, der styrer S-SF-udspillet om at udskyde topskattelettelserne, efter i sømmene.

Forslaget blev hurtigt skudt ned af økonomer og vismænd, der ikke kunne se, at en forsinket skattelettelse ville gøre hverken fra eller til i forhold til landets økonomi. Men det er nu ikke det, jeg vil hæfte mig særligt ved her. I stedet vil jeg gå lige ind i kernen af argumentationen, som nu kan forventes at fylde lige så meget i en kommende valgkamp som i 2007. Når S-SF siger, at man ikke kan få både skattelettelser og velfærd, så må man jo logisk set kunne vende denne argumentation i luften og slutte modsat. Gør man det, når man frem til, at skattestigninger ifølge S-SF vil kunne give mere velfærd. Problemet er blot, at det hele bygger på ideen om samfundsøkonomien som et nulsumsspil. Der er en bestemt kage til fordeling, og skærer man mere i kagen til fælles bedste, voila! Så bliver der mere til velfærd.

Fortsætter man logikken, må det betyde, at Danmark allerede har verdens ubetinget bedste velfærdssystem, for vi har verdens højeste skatter. Vi må have klodens bedste sundhedssystem, for det er også rekorddyrt. Og universets bedste folkeskole – for den er også dyrere end i andre lande. Følger man således argumentationen helt til dørs, burde der slet ikke være noget at klage over for oppositionen, som dermed kunne pakke sammen og lade regeringen Løkke Rasmussen drive nationen videre frem mod nye triumfer. Sagen er, at S-SFs skattelogik er en limpind, man forsøger at få befolkningen til at hoppe på i kampen for regeringsmagten. Velfærd finansieres af folk, der arbejder, og virksomheder, der skaber vækst. Højere skatter giver ikke mere velfærd. Lavere skatter giver ikke mindre velfærd. Skal det virkelig lykkes S-SF at bilde os noget andet ind denne gang?