31. juli 2010, 22:30

Lisbet Larsen skriver i sin kronik i Berlingske 21. juli om mænd, der mangler selvtillid og derfor, forstås det, ikke kan indtræde i parforhold med Store, Stærke og Kloge kvinder. Skylden bæres ikke af mændene, eller deres koner men af deres 60er-glade mødre med andre idealer end testosteron. Jamen helledusseda.

Jeg mener, at der er grund til at tvivle på, om mænd er så elendige, som de fremstilles, og hvis det i udvalgte tilfælde skulle være rigtigt, tror jeg, at grunden er en helt anden. Det er Skarp Retteren, der er på spil.

Lad os først tage et ordentligt spring tilbage i tiden. Her møder vi skarpretteren, som var en offentligt ansat person, der skulle fuldbyrde dødsdomme, oprindeligt ved halshugning med sværd eller økse.

Skarprettere findes heldigvis ikke længere i Danmark. Vores sidste skarpretter var Carl Peter Herman Christensen, som imidlertid aldrig udførte en henrettelse og smuttede fra sin mere og mere stillesiddende beskæftigelse i 1926, hvilket er en helt anden historie, og under alle omstændigheder er der blevet fuldstændig ro på den front.

I det vakuum, der er opstået efter, at Carl Peter Herman Christensen forlod os, er en anden - men tæt beslægtet - figur brudt frem. Og på den front er der til gengæld aldrig, aldrig nogensinde ro. Hverken for personen selv eller omgivelserne. Skarp Retteren er over os.

Skarp Retteren er som sin navnkyndige navnebror dødelig - blot ikke kropsligt, men for ethvert tilløb til selvtillid.

Skarp Retteren er i fuld gang i døgndrift, for Skarp Retteren bærer personligt det fulde ansvar for, at andre til alle tider opfører sig rigtigt. Derfor må Skarp Retteren ubønhørligt rette på sin ægtefælle. Skarp Retteren retter på stort og småt, retter vidt og bredt og på store og på små, retter på betydelige og på aldeles ligegyldige områder, fordi ingenting, slet ingenting, er for ubetydeligt eller for uvæsentligt til at blive rettet. Rettelsen er jo essentiel, den er nærmest altafgørende. Skarp Retteren stikker derfor sin næse helt ind overalt, også helt ind i de inderste private kroge og roder rundt, intet kan forblive privat, overset, ignoreret eller i glemmebogen, når Skarp Retteren er i nærheden. Det hele skal på plads, alt skal rettes, intet kan gøres på andre måder end én bestemt - Skarp Retterens måde.

Skarp Retteren retter på spisevaner og på litteraturvalg, på holdning og på sokkevarianter, -vask og -vilkår, på fodstillinger, forestillinger og opvaske-ethos, på vaskepulverblanding og smørtykkelser, på madpakkeindpakningsprincipper og på sorg og på glæde.

Mine damer og herrer, skarpretteren var en mand. Skarp Retteren kan være af begge køn, men er alt, alt for ofte en kvinde, og her er vi så tilbage i nutiden, tilbage ved mænds manglende selvtillid, tilbage ved Lisbet Larsen og ved mange andre kvindelige skribenters mangfoldige og forunderlige overvejelser over hvad der dog er galt med mænd af i dag.

Hvis der er noget galt, tror jeg det er, at de bliver rettet helt ned under gulvbrædderne, hver gang de løfter et øjenbryn. Lad os tage et par eksempler:

En mand, jeg kender, er højt uddannet inden for fødevareindustrien, han ved en del om mad og er glad for det. Men han kan ikke lave mad derhjemme. Han går i baglås, får svedige hænder, og angsten strammer i halsen, når blot han skal stege frikadeller… for han gør det nemlig ikke rigtigt, hvad han konstant bliver gjort opmærksom på af den hjemlige Skarp Retter.

Gør det ikke rigtigt? Hvordan i himlens navn steger man frikadeller forkert, og hvad er de grusomme konsekvenser? Nu er det ikke kun frikadeller, han ikke kan stege rigtigt. Han kan ifølge sin Skarp Retter domestica heller ikke dække bord, folde servietter, blande bulgur eller bære en bakke, så Skarp Retteren må rette ham hele tiden, hvad hun gør med gåpåmod og iver. Han skal jo lære det, han er kun 46 år. Bagefter kan hun så adfærdsrette ham. Hun er nemlig bare så træt af, at han er træt af at lave mad.

Et andet eksempel: En familiefar plasker rundt med ungerne i timevis i poolen i det udvalgte ferieparadis. Da han står op, stikker han de klorvåde fødder i sine ruskindsloafers. Og så starter Skarp Retteren ellers: »Nej, ved du nu hvad, dine sko bliver da ødelagt. Lad være med at gå i dem med våde fødder«.

Jeg blobber videre og tænker på, om hun har prøvet det selv, og at der derfor er empiri bag ordene; på om hun simpelthen antager, at han ikke kan bære det store ansvar for sine sko og derfor har brug for hjælp - og på hvordan jeg ville reagere, hvis nogen fortalte mig, hvordan jeg måtte gå i mine egne sko.

Selvtillid er tilliden til egne evner. Når Skarp Retteren sætter ind med sine daglige og ubegrænsede rettelser af alt det, manden - og børnene - ikke evner, kan hun være helt sikker på, at deres selvtillid brydes ned. Til gengæld har hun sikret sig et fuldtidsjob, hvor hun kan assistere en lille selvtillidsløs og hjælpeløs flok med at fortælle dem, hvordan de skal gøre alt, og i sidste ende således få det hele på sin måde. Den eviggyldigt rigtige og meget ensomme måde.

Der er ikke noget galt med mænd. Hvis de sakker bagud lige nu, er det sikkert bare, fordi de puster ud over års tilretning.