24. august 2010, 22:30

Martin madsen, chefanalytikker Arbejdernes Erhversråd:

Uderskuddet i stat, regioner og kommuner er tilsammen på 80 milliarder kroner i 2010, og Danmark har fået en henstilling fra EU om at bringe underskuddet ned. Derfor vil regeringen spare i stat og kommuner. Der skal spares på forskning og uddannelse, på renovering af kloakker, skoler og veje. Der skæres i børnechecken og dagpengeperioden halveres.

Hvordan kan det gå så galt? Når man hører regeringen, kan man få det indtryk, at det er krisen, der alene er skyld i underskuddet. Men underskuddet er i høj grad selvforskyldt.

Underskuddet er skabt af faldende skatteindtægter, der dels skyldes regeringens skattepolitik gennem et helt årti og dels den økonomiske krise. Problemet er ikke, at pengene fosser ud af statskassen, men at pengene ikke længere fosser ind i statskassen.

Regeringen har givet skattelettelser for over 50 mia. kr. med skatteaftalerne i 2004, 2007 og 2009 samt kørt med et skattestop, der er dyrere end efterlønsordningen.

Det er velkendt, at regeringens skattelettelser i 2007 er ufinansierede. Det fremgår blandt andet af Finansministeriets konvergensprogram fra 2007 og af Vismændenes efterårsrapport fra 2007. Lige så velkendt er det, at skattereformen fra 2009 er underfinansieret i år, og finansieringen først gradvist kommer tilbage.

Det relevante i forhold til underskuddet i dag er, at finansieringen af skattelettelserne først kommer i årene efter 2010 – derfor mangler pengene i statskassen i dag. Og derfor overskrider Danmark for første gang EUs krav om, hvor stort det offentlige underskud må være.

Uden skattelettelserne havde Danmark opfyldt EUs krav og altså ikke fået den henstilling fra EU, som regeringen bruger som argument for, at Danmark skal spare allerede i 2011.

Hvad så nu? Det er uholdbart at fortsætte med det nuværende underskud. Der er bred politisk og økonomisk enighed om, at underskuddet skal nedbringes og de offentlige finanser skal være langtidsholdbare.

Uenigheden består i, hvordan hullet i statskassen skal lukkes, og hvor hurtigt man skal stramme op.

I en familie med skrantende økonomi kan man enten spare eller arbejde mere. Men i modsætning til en familie skal en finansminister i krisetider være mere spendabel og i gode tider mere tilbageholdende end en familie. Strammer finansministeren op for tidligt, risikerer han at tage pusten ud af det skrøbelige opsving.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom CEPOS:

Finanslovsforslaget indeholdt i går en gedigen overraskelse. Den bebudede fornuftige nulvækst i det offentlige forbrug er nemlig aflyst. I 2011 skal den offentlige sektor øges med 0,6 pct. eller 3 mia. kr. Dermed brydes nulvæksten. Samtidig mangler der initiativer, der kan øge væksten i den private sektor. Det er mærkeligt, eftersom statsministeren netop har sagt, at han nu vil fokusere på vækst i den private sektor. I det perspektiv savnes bl.a. en lettelse i selskabsskatten fra f.eks. 25 til 21 pct. Det ville øge investeringerne og beskæftigelsen. Ifølge OECD er lavere selskabsskat nemlig et godt redskab til at skabe vækst og velstand, fordi lavere selskabsskat gør det mere attraktivt at investere i ny teknologi mv. Samtidig bliver det nemmere at tiltrække udenlandske virksomheder og investeringer til Danmark.

Tilbage står, at allerede fire måneder før 2011 går i gang, har regeringen brudt med sin bebudede nulvækst. Det tegner ikke godt, og det er et forkert signal at sende til kommunerne, at der er mulighed for at slippe af med nulvæksten.

Og fortsætter denne udvikling med budgetskred, kan det svække de offentlige finanser markant. Man skal huske på, at det offentlige forbrug er vokset med ca. 70 mia. kr. siden 2001, og det er dobbelt så meget som oprindeligt budgetteret af såvel VK som Nyrup-regeringen. Uden dette budgetskred på 40 mia. kr. havde der i dag ikke været et holdbarhedsproblem på de offentlige finanser. Derfor bør sådanne budgetskred undgås fremadrettet. Derfor bør man aftale en sanktionsmekanisme på finansloven, som sikrer, at de kommunale udgifter ikke vokser mere end budgetteret. Det kunne være et pålæg om, at kommunerne skal udarbejde måneds - eller kvartalsregnskaber til Finansministeriet. Skulle udgifts- og beskæftigelsesudviklingen vise sig at afvige fra det budgetterede, bør de pågældende kommuner sættes under administration af Finansministeriet. Det ville være et stort prestigetab for borgmesteren og kommuneledelsen og derfor ville det have en disciplinerende effekt.

Herudover skal man huske på, at det offentlige forbrug ligger på ca. 28,5 procent af BNP. Det er langt højere end regeringens eget udgiftsloft på 26,5 procent af BNP og også højere end det var på noget tidspunkt under Nyrup-regeringen. I det perspektiv er der faktisk brug for en minusvækst på 3 milliarder. kroner i det offentlige – frem for en plusvækst på 3 milliarder kroner. Havde man gjort det, kunne man reducere selskabsskatten fra 25 til 21 procent 1. januar 2011.

Heldigvis er finansloven ikke vedtaget endnu. Der er derfor håb om, at Folketinget kan vedtage en finanslov med offentlig nul- eller minusvækst samt en sænkning af selskabsskatten, som i løbet af nogle år bør ned på 10 procent.

Herudover bør Folketingets partier også påbegynde en reform af efterlønnen, som ved en afvikling kan øge beskæftigelsen med 100.000 personer frem mod 2015. Den danske vækst står nemlig til at blive begrænset til den næstlaveste i OECD frem mod 2025 bl.a. på grund af en mangel på arbejdskraft.