Jesper Beinov: Danmark har rekord i skattetryk, i den offentlige sektors størrelse, og vi har samtidig en stor gruppe på passiv forsørgelse. Jo længere tid der går, førend vi tager fat på ægte reformer, desto mere drastiske tiltag skal der til, når nødvendigheden først tvinger os.
13. februar 2012, 22:30
Hele 200.000 skal løftes ud af passiv forsørgelse, hvis vi overhovedet skal have en chance for at forblive et af de ti rigeste OECD-lande i 2020, dokumenterer en dugfrisk undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening. Sammenhængen er den, at fremskrives udviklingen, hvori indgår en kraftigt ændret demografi, bliver presset på de offentlige budgetter øget gevaldigt. Fra 2016 er vi f.eks. omtrent lige mange i og uden for arbejdsstyrken. Ekstra udfordrende bliver det, når man tilføjer, at vi i dag henter mere fra det offentlige, end vi indbetaler, samt at vi om mindre end tre årtier bliver en halv million flere over 70 år.
Det er ret enkelt: Hvis ikke vi får øget arbejdsudbuddet helt gevaldigt, bliver det nødvendigt med betydelige besparelser i den offentlige sektor. DA opgør beløbet til at udgøre 22 mia. kr. om året, 1,5 procent af BNP, som vi skal finde enten ved at øge arbejdsudbuddet, ved at spare eller i en kombination, for at holde den nuværende finanspolitik blot uændret.
Tidligere i historien har danskerne været i stand til at skifte spor, når der var behov for det. Vi har været i stand til at forny os selv. Om denne vilje er til stede i dag, er et åbent spørgsmål, idet grundbetingelserne er forrykket i retning af mere stat og mindre privat.
Det er klart usundt, at vi er ved at være der, hvor de forsørgede er i flertal. Selvfølgelig er der et politisk valg. DA-undersøgelsen viser f.eks., at havde man blot fastholdt det eksisterende serviceniveau i 1990 uændret, havde vi i dag brugt langt færre kroner på offentlig service. Men, og det er det afgørende, der blev netop truffet politiske valg med en kæmpe udbygning af den offentlige sektor til følge; lige sådan må det være muligt at vende udviklingen. Det vanskelige er, at vi er i en valgsituation uden lette løsninger.
Vi bliver imidlertid nødt til at undergå ægte reformer, hvis vi som land skal have en chance for udvikling fremfor afvikling. Hvis vi får reelle velfærdsreformer og produktivitetsforbedringer i den offentlige sektor, kan vi undgå at komme i nærheden af Sydeuropas sociale spændinger.
Vi er et gennemorganiseret samfund, hvis grupper tidligere har bygget brede alliancer og lavet robuste løsninger. I industrialderen gik arbejdsgivere og lønmodtagere sammen og skabte resultater, mens alliancen i dag synes at bestå af de organiserede særinteresser.
Imens bliver skaffedyrene holdt udenfor og kan blot passivt betale. Derfor ser vi et gryende oprør blandt disse solide skatteydere, der gerne svarer enhver sit. Skaffedyrene føler sig i stigende grad fremmedgjort af den røde regerings systematiske klapjagt på dem i form af afgiftsforhøjelser, en forrykt betalingsring og anden politisk korrekthed, imens man fjerner kontanthjælpsloft og andet, der øger tilskyndelsen til at tage fat.
Vi har brug for at bryde med særinteresserne, etablere ægte reformer og stoppe med at straffe dem, der holder samfundet oppe. Ellers bliver det sidste udkald, førend vi ved af det.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten