2. februar 2012, 22:30

En far er nu for retten i en sag om årelangt seksuelt misbrug af meget grov karakter af ni børn - syv af dem er hans egne.

Denne sag er kun én af en stribe sager om meget alvorligt seksuelt misbrug af børn. Dertil kommer børn, der af andre grunde lever under kummerlige forhold med forældre, der drikker, er voldelige, kriminelle eller af andre grunde ikke kan tage forsvarligt vare på deres børn.

Fra talløse undersøgelser ved vi, at disse børn har en ofte byrdefuld og glædesløs opvækst. Som voksne har de hyppigt psykiske problemer, og de kan have svært ved at begå sig. De belastede børn »arver« jævnligt forældrenes problemer. Det er blandt andet påvist i rapporter fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd), at børn med denne belastede opvækst er overrepræsenterede blandt misbrugere, drankere, voldsmænd og kriminelle. »Den sociale arv«, som man kalder det.

Der er altså al mulig grund til at gøre en indsats for disse børn. Men ofte udebliver hjælpen, andre gange er den helt tilfældig.

Hvor galt, det står til, har man fået et rystende indblik i takket være mennesker, der er stået frem og har fortalt, hvordan de har talt for døve øren.

Grete Horn-Jeppesen var i 2009 ansat som pædagog på Suldrup Skole i Rebild Kommune. I maj var hun på lejrskole og fik en sjælden fortrolighed til en dreng på 15 år. Drengen fortalte, at han blev tvunget til at se på, når faren forbrød sig mod lillesøsteren. Han afviste kategorisk at tale med kommunen, angiveligt fordi han følte, at der ikke blev lyttet.

Sammen med en anden pædagog skrev Grete Holm-Jeppesen en underretning til kommunen. Den handlede både om drengens beretning og om en voksende bekymring for drengen og hans lillesøster. Samtidig udtrykte man undren over, at der tilsyneladende ikke var sket noget mærkbart i børnenes sag, selv om man havde underrettet kommunen ved en tidligere lejlighed et par år før.

Da der fortsat tilsyneladende intet skete, skrev personalet måneden efter en ny underretning. De mente at forholdene var så grelle, at der var grundlag for en politianmeldelse. Det fortæller en anden pædagog, Anne Boesen. Da kommunen intet foretog sig, indgav hun selv en politianmeldelse september samme år.

Først syv uger efter gik den egentlige efterforskning i gang. Der var travlt med andre sager, forklarer chefpolitiinspektør Claus Hilborg (Politiken 21/1).

Man skulle tro, at der var tale om så åbenlyst et svigt, at nogle med det samme ville blive draget til ansvar. Hvem var det, der svigtede i forbindelse med de mange underretninger, der ikke medførte hjælp til børnene? Hvem har ansvaret for, at sagen samlede støv i syv uger hos politiet?

Ingen svarer. Og ingen er tvunget til at svare. Hvorfor ikke? Fordi den offentlige sektor er sådan indrettet, at ansvaret sjældent er klart placeret.

Sådan er det ikke kun i sociale sager. Det er et generelt problem i hele den offentlige sektor. Her ligger den altovervejende årsag til pengespild, ineffektivitet og menneskelige tragedier. Når ansvaret ikke kan placeres, er det svært at drage en konsekvens, lære af sine erfaringer og gøre tingene bedre fremover.

Alt for meget bliver overladt til skiftende sagsbehandlere, der improviserer sig frem fra gang til gang. Omsorgssvigtede børn, handicappede og andre svage grupper får en hjælp, der i høj grad afhænger af, hvilken kommune de bor i, eller hvilken sagsbehandler de får.

På andre områder, som for eksempel sygdomsbehandling, ville man aldrig overlade så meget til den enkelte læge eller det enkelte hospital. Her opsamler Sundhedsstyrelsen systematisk viden om symptomer og de mest effektive behandlingsformer og udstikker så overordnede retningslinjer. Det er altså ikke op til den enkelte læge, om han vil behandle kræft med plaster på knæet eller gigtmedicin, såfremt han skulle ønske det. Det begrænses nemlig af de overordnede retningslinjer, men ikke mere end at lægen stadig har sit spillerum inden for det fornuftige og plads til at træffe lokale beslutninger. Fuldstændig fri for politisk detailstyring.

Hvis man foreslår en lignende udvikling af fælles metode på det sociale område, lyder der et ramaskrig. Det er et angreb på metodefriheden og det kommunale selvstyre, lyder det.

Vrøvl! Nogle fælles regler og metoder på grundlæggende områder sikrer ikke kun en mindre tilfældig og dermed mere retfærdig behandling af borgerne. Det vil også betyde mindre central indblanding i det store, lokale frirum, der fortsat vil være.

Mit forslag er, at man ligesom inden for sundhedssektoren har opstillet nogle overordnede, kliniske retningslinjer for undersøgelse og behandling af visse sygdomssymptomer indfører noget lignende på det sociale område. Det skal ikke være detailregulering i yderste led. Denne tankegang er i dag ikke særligt udbredt på det sociale område.

En undtagelse er arbejdsevnebegrebet, der er en lovfæstet metode, der bruges til at vurdere borgernes arbejdsevne. Denne metode fungerer ikke godt nok, vil nogen indvende. Rigtigt nok, men det afspejler, at metoden ikke bliver brugt efter hensigten, og at den ikke er blevet udviklet og holdt ved lige.

De Radikale har i årevis talt om en tillidsreform. Nu er Margrethe Vestager øverste chef for kommunerne - nu har hun muligheden.

Bliver der ikke taget fast på de afgørende spørgsmål om ansvar, ledelse og udvikling af fælles metode til sagsbehandling, så bliver historien ved med at gentage sig:

Sexmisbrug … det er ikke mit ansvar.