Kommentar

Send flygtningene ud i flere boligområder

Perniille Rosenkrantz-Theil: Danmark er tvedelt. København er tvedelt. Måske kan vi bygge bro over uenigheden? Ved at lade dem, der endnu ikke har haft opgaven med at integrere nytilkomne flygtninge, påtage sig opgaven med den nuværende bølge.

»De mange tusinde, der kommer til, skal derhen, hvor befolkningen mener, at der er plads og overskud til flere, fordi der ikke er så mange i forvejen.« Arkivfoto: Scanpix
»De mange tusinde, der kommer til, skal derhen, hvor befolkningen mener, at der er plads og overskud til flere, fordi der ikke er så mange i forvejen.« Arkivfoto: Scanpix

Den europæiske flygtningekrise har udstillet en række dybe splittelser i det europæiske projekt, men også her i Danmark. Herhjemme er det særligt spørgsmålet om, hvor mange flygtninge Danmark kan tage imod, der deler vandene. Folketinget står splittet, og det samme gør danskerne. Mens flygtningekrisen har fået nogle til at se rødt, andre spøgelser, giver situationen os fremfor alt mulighed for at se en dyb afgrund i vores eget samfund i øjnene, som let sløres.

I København, hvor jeg bor, er det i øjeblikket interessant at iagttage, hvordan flygtningekrisen har fået konturerne af en dyb kløft til at træde frem mellem københavnerne, som den billedligt talt opdeler i to. På den ene side står den gruppe af københavnere, der bor i eget hus eller i ejerlejlighed. Overfor står gruppen af københavnere, der bor i almene boliger. I gadebilledet kan de to grupper være ganske svære at skelne fra hinanden. Men når vi i disse måneder debatterer flygtningesituationen, bliver skellet imidlertid til at føle på – for ikke at sige temmelig markant.

I debatten hører jeg en klar overvægt af hus- og lejlighedsejere sige: »Vi kan sagtens tage imod flere flygtninge.« Samtidig hører jeg en lige så markant overvægt af borgere i almennyttige boliger sige: »Vi skal have integrationen til at kunne følge med.«

Sammenhængen mellem på den ene side at bo almennyttigt og mene, at vi skal passe på, hvor mange flere flygtninge vi tager imod, og på den anden side at bo i ejerlejlighed eller i hus og mene, at vi sagtens kan tage imod langt flere, end vi allerede gør, er særdeles påfaldende. Som altid findes der undtagelser, men reglen er klar og tydelig.

Gå en tur ved Nørrebro Station og tag derefter turen til Damhusengen i Vanløse eller Godthåbsvej på Frederiksberg. Eller bare til højre og venstre side for Nørrebrogade i henholdsvis Elmegade og Blågårdsgade. Tag en snak med dem, du møder.

Flygtninge- og indvandrerfamiliernes børn møder og omgås sjældent de børn, der bor i ejerlejlighederne. De leger ikke sammen, de går ikke i de samme institutioner og skoler, og de orienterer sig forskelligt, ligesom deres forældre sjældent mødes på arbejdspladserne, allerhøjst på vej hjem i metroen eller en tidlig morgen på kontoret, hvor rengøringspersonalet er i fuld gang. I dagligdagen er kontakten sporadisk. Dybe fællesskaber findes sjældent på tværs af ejere og almene lejere.

Jeg vil endog vove den påstand, at flygtningekrisen og måden, vi taler om den på, har blotlagt, at vi måske ikke er helt så homogent et samfund, som vi ellers går og siger. Den udbredte forestilling om og billedet af Danmark som én stor middelklasse – med undtagelse af et fåtal af socialt udsatte og skæve eksistenser – er i bedste fald et skønmaleri, i værste fald et decideret falskneri. Vores boligområder og skoler er nu engang temmelig opdelt.

Efter ovenstående gåtur kan man på én og samme tid konstatere, at de københavnske ejere har ret i, at vi sagtens kan rumme og tage imod endnu flere flygtninge, end vi i forvejen gør – altså i deres boligområder og på deres skoler. Men samtidig har københavnske beboere i almene boliger ret i, at integrationsopgaven er lige lovlig stor allerede med dem, der er kommet til landet hen over det sidste par årtier – altså i deres boligområder og på deres skoler.

Af samme grund bliver det fremherskende synspunkt blandt de københavnske hus- og lejlighedsejere let en gratis omgang. Med mindre selvfølgelig, at vi indretter os helt anderledes og på en måde, så ejerne faktisk får lov til at tage imod flere.

Netop det er en vigtig pointe. De mange tusinde, der kommer til, skal derhen, hvor befolkningen mener, at der er plads og overskud til flere, fordi der ikke er så mange i forvejen. Netop det har vi været elendige til i hele vores nyere indvandrerhistorie. Derfor har integrationsopgavens virkelige frontkæmpere indtil nu været at finde i de almene boliger, hvor smertegrænsen mange steder er nået for meget lang tid siden.

Den sammenhængskraft, som vi allesammen, høj som lav, nyder så utroligt godt af, risikerer at smuldre mellem hænderne på os, hvis ikke vi i disse måneder tænker os rigtig godt om og handler langsigtet. Det store hus, som Danmark er, skal kunne rumme os alle, også en større gruppe af flygtninge, som har brug for vores hjælp og gæstfrihed, og som vi har et helt særligt menneskeligt ansvar for at hjælpe på fode og gøre selvhjulpne, så de på sigt kan bidrage med alt det positive, de har at tilbyde.

Men huset slår revner, og varmen fiser ud, hvis folk flytter ind i for stort antal og i for stor hast i områder, der i forvejen har båret udfordringen alene. Så synker fundamentet, vinduerne begynder at hænge skævt i hængslerne, og husets bærende konstruktion risikerer at brase sammen. Det har ingen interesse i, og konsekvenserne er uoverskuelige.

Af samme grund er det værd at gøre sig klart, hvilke problemstillinger vi risikerer at forstærke, hvis vi sender en stor gruppe af flygtninge ud i almenboligsektoren på samme måde, som det er værd at skabe opmærksomhed om, hvad det er for nogle ressourceområder, vi beder om at løfte en af de allerstørste samfundsudfordringer, Danmark har stået over for i årevis.

Jeg appellerer derfor først og fremmest til større omtanke og ansvarsfuldhed i debatten. Som sagt: Måske man skulle tage boligejerne på ordet og lade dem løfte en større del af opgaven.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.