Opinion

Selvfølgelig prædiker de sharia i moskeen

»Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi.«

Marie Høgh
Marie Høgh

Breaking News søndag aften: Skjulte optagelser i Grimhøj-moskeen viste kvinder der blev undervist i, at utroskab skal straffes med stening eller piskeslag.

Sådan tøjler islam det onde i mennesket. Er der noget som helst kontroversielt i det? Nej, intet! I den danske folkekirke forkynder præsten ikke straf, men evangeliet om Guds nådige tilgivelse til hvert et menneske med alt det, som livet er. Også ondskaben – ufuldkommenheden og utroskab.

Altså: I moskeen prædikes islam, i kirken kristendom. I kongeriget Danmark har vi religionsfrihed, vi har ytringsfrihed, og vi har selv lukket den fanatiske imam, Oussama El-Saadi ind. TV 2 har video-optaget i Grimhøjmoskeen – hvad er det, de vil opdage, som vi ikke vidste i forvejen? Moskeen har, Gud ved hvor mange gange, været i mediernes søgelys for ekstremistiske udtalelser. Og islam har aldrig været peace, love and harmony.

Ja, »Det står i Koranen, og alle muslimer kender til denne straf. Bare tag telefonen og ring til et tilfældigt nummer i hvilket som helst muslimsk land, så vil du få det samme svar,« siger Oussama El-Saadi (Berlingske 28.02.2016).

Optagelserne afslører ikke andet, end der efterhånden i årevis er blevet råbt fra tagene af mænd som Ahmed Akkari, og som Massoud Fouroozandeh senest har gjort opmærksom på i bogen »Moskeernes mange ansigter« (2015).

Selvfølgelig prædiker de sharia i moskeen – det har de pligt til med den religion, de har. Ja, det er old news. Men det er fuldstændig uforeneligt med vores kultur. Ganske vist accepterer de, at man ikke kan praktisere det, for man er nødt til at holde sig inden for landets givne regler og love for ikke at komme i fængsel.

Men de har da bestemt ikke tænkt sig at opgive ekstremismen og fastholder undervisningen efter Koranens forskrifter.

Og hvad gør vi så ved det? Ja, vi kunne begynde med at opgive troen på det gode i mennesket. Trangen til retfærdighed og godhed i mennesket er med Tom Kristensens udtryk »asiatisk i vælde«. Det er ikke bare en uskyldig og naiv tro – den er farlig for nationen, fordi trangen til godhed også bliver politisk.

Men politikerne vil ikke opgive illusionen. Vil de ikke se i øjnene, hvad vi har lukket ind i landet siden 1983? Skal det ikke snarere handle om inddæmningspolitik i stedet for integrationspolitik?

Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi. Selvfølgelig skal Grimhøj-moskeen lukkes, som Naser Khader straks udtalte søndag aften. Men hvad så?

Oussama El-Saadi kan vi vel smide ud af landet, men er problemet så løst? Nej, det ændrer ikke på islams DNA, og enhver muslim har frihed til at tro på ideologien. Det ændrer ikke på, at verden har brug for en reformation af islam. Eller, må Danmark en dag i nødværge tage skridt, som strider mod alt det, vi som et demokratisk folk er opdraget med?

Tja – forhåbentlig ikke. Men her til morgen (mandag) har SFs Özlem Cekic heldigvis løst problemet: »Så uddan for hulen imamerne i Danmark!« skriver hun på Facebook. Det vil sige, at småfuglene selv skal udruge gøgeungen frivilligt? Men det skal de vel med vores store tolerance have lov til?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.