Indspark

Sarah Lund, det nordiske og det universelle

Michael Böss: Jeg har ikke tal på, hvor mange bøger om nordisk kunst, der bygger på forestillingen om et særligt »nordisk lys«. Men det er mange.

Sofie Gråbøl i rollen som den mørke Sarah Lund.
Sofie Gråbøl i rollen som den mørke Sarah Lund.

En af dem, jeg har stående på min reol, hedder The Triumph of Light and Nature. På forsiden har kunsthistorikeren Neil Kent anbragt det berømte billede, hvor P.S. Krøyer har malet sig selv ind mellem Marie og sin hund stående på stranden forgyldt af strålerne fra den nedgående sol. Da jeg forleden så Bille Augusts vellykkede forsøg på at lave en både historisk og universelt vedkommende film om Marie, blev jeg ikke kun slået af hans forvandling af datteren, Vibeke, til hund, men også af gråvejret. Og filmen begynder og slutter på en kirkegård i øsende regn – med Maries ansigt med indadvendt blik i forgrunden. Meget nordisk. Kent skriver da også, at kunstens karakteristiske nordiske lys er den »blå time« i midsommerens skumring. Det dæmpede, disede lys gengiver en særlig mentalitet, mener han. Som andre kunstkritikere har han øje for lysfattige skandinavers tendens til melankoli og ensomhedsfølelse.

At lys og landskaber skaber identitet, var noget, de nordiske kunstnere blev klar over i midten af 1800-tallet. Hidtil var de i snesevis draget til Italien for at male solfyldte landskaber som alle andre europæiske kunstnere dengang. Men nu blev de opmærksomme på det særlige ved deres hjemlige natur og folkeliv. Dereskunstneriske »hjemvenden« var udtryk for en voksende nationalfølelse og bevidsthed om betydningen af national identitet. Men at det ikke gjorde deres kunst provinsiel, har tiden bekræftet. Det er ofte i det særlige, at det universelt menneskelige udtrykkes.

I dag er der da også enorm international interesse for denne kunst – og meget andet nordisk: Nordisk design, mad, levevis – og ikke mindst krimier og tv-drama – er i høj kurs i en verden, som forsøger at genfinde mere fundamentale værdier efter »grådighedens årti«. Ikke mindst har Forbrydelsen fascineret både seere og anmeldere. For et par uger siden, da BBC 4 begyndte at sende den sidste serie, skrev en tv-anmelder i Irish Times’ weekend-magasin, at den var »et af de mest fænomenale tv-dramaer, der nogensinde er lavet«. Især var hun selvfølgelig optaget af Sarah Lund. Hun undrede sig over, hvordan kvinder som hun selv var kommet til at elske dette komplicerede og socialt akavede menneske: »Hvad der har ramt mig mest … er hvor påvirket jeg har været af en kvinde, som ikke findes.« Hun ønskede, at enhver ung pige havde et billede af hende hængende på væggen i sit værelse.

Nogle har været kritiske over for Sveistrups brug af klicheer: Opdageren som »ensom ulv«, »systemernes« kynisme og magtfiksering. Og selvfølgelig også det bestandige mørke, som indhyller alle scener. Der er sgisme nordisk tusmørke og melankoli, så det batter! Men for at være helt ærlig: Sådan er november altså her i Norden. Og at der ikke kun findes grådighed og kynisme i udlandets, men også i svore egne »systemer«, blev vi senest mindet om i DR 1s fremragende dokumentarserie Sikke en fest. Så Forbrydelsen var lokal og særlig – på en nordisk måde – men også universelt forståelig. Og sådan erdet ofte med god kunst.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.