24. april 2011, 22:30

Jeg har lyst til at stille justitsminister Lars Bar­foed et spørgsmål. Jeg vil gerne spørge ham, hvorfor han godkendte, måske endda tilskyndede anklagemyndigheden til at anke frifindelsen af Lars Hedegaard.

Som man nok husker, blev Lars Hedegaard tiltalt efter den såkaldte racismeparagraf, paragraf 266 b i straffeloven, som med bøde eller fængsel straffer den, der »forhåner« andre på grund af »race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«. Men Lars Hedegaard havde ikke forhånet andre. I et højst privat interview over et frokostbord havde han udtalt sig kritisk om visse muslimers adfærd over for kvinder, ofte af egen familie, som blev misbrugt og mishandlet, og disse private bemærkninger blev uden Lars Hedegaards vidende viderebragt i offentligheden i uredigeret form. Lars Hedegaard er som bekendt en højt begavet skribent og en meget kyndig historiker. Han har et forfatterskab bag sig, som har bidraget til at give den danske offentlighed mulighed for at forstå islams væsen og særlighed, blandt andet i bogen I krigens Hus, 2003. Tillige er han formand for Trykkefrihedsselskabet, som i mine øjne er en uundværlig del af vor offentlige debat. Og i retssagen ved Frederiksberg Byret 24. januar fremgik det klart, at de bemærkninger, Lars Hedegaard var tiltalt for, ikke var fremsat med henblik på offentlighed. Det var en privat sammenkomst. Hans henkastede ord var replikker over et frokostbord. Hvorfor byretten naturligvis frikendte ham, for kan man ikke tillade sig at udtale sig frit og uhøjtideligt i sit eget hjem?

Men anklagemyndigheden ankede frikendelsen til landsretten, og det kan jeg ikke forstå. Der er jo ikke noget at komme efter. De private ytringer over et privat frokostbord er fortsat private, hvad der betyder, at de ikke er fremsat med henblik på offentlighed – og hvordan kan de så være strafbare? Anklagemyndigheden må have skjulte hensigter. Kyndige jurister fortæller mig, at en sådan anke træffes ved en beslutning, der i sidste instans ender i Justitsministeriet, måske endda hos justitsministeren – og her er det, jeg gerne vil stille Lars Barfoed et samvittighedsspørgsmål: Kan det være rigtigt, at dette er justitsministerens afgørelse? Har anklagemyndigheden fra højere sted fået at vide, at man ønsker Lars Hedegaard straffet?

Jeg spørger i al uvidenhed, men også i forargelse over, at den indlysende frifindelse ankes. Det forekommer mig groft, at sætninger, der ikke har været fremsat til offentliggørelse, men som uden den talendes vidende bliver viderebragt til offentligheden, kan være strafbare. Racismeparagraffen i sig selv er en krænkelse af ytringsfriheden. Dette har jeg sagt og skrevet fra dengang, den blev fremsat (november 1970 i Berlingske). Den har intet at gøre i en retsstat og et frit folkestyre. Det er en grov krænkelse af retsbevidstheden, at Lars Hedegaard tiltales, og det vil være dybt uanstændigt og krænkende for retssikkerheden, hvis ankesagen ender med dom.

Derfor fremsætter jeg tirsdag 3. maj på vegne af Dansk Folkeparti i Folketinget »Forslag til lov om ændring af straffeloven«, hvor der foreslås en ny stk. 2 sålydende: »Udtalelsen eller meddelelsen er dog straffri uanset sin form, såfremt den er sand, eller fremsætteren havde rimelig grund til at anse den som dækkende for de faktiske forhold, eller denne var provokeret til at fremsætte den.«

For naturligvis kan man ikke straffes for at sige sandheden. Men det påfaldende ved den nuværende paragraf 266b er, at den slet ikke spørger, om udtalelsen er sand. Hvis det er rigtigt og ubestrideligt, hvad den pågældende siger, kan han eller hun selvsagt aldrig straffes. Sandheden, højstærede, lad os spørge om sandheden! Og hvis den pågældende kun har sagt, hvad der er sandt og ubestrideligt, kan vedkommende umuligt straffes.

Medmindre vi befinder os i et totalitært styre, hvor bestemte meninger og holdninger er forbudt. Det er dette indlysende forhold, ændringsforslaget til straffeloven understreger, og således er det jo slet og ret et forsvar for ytringsfrihed og åndsfrihed. Den kritik af justitsminister Knud Thestrups forslag, som jeg fremsatte i november 1970, kommer omsider til orde i vor lovgivende forsamling. Også her har jeg lyst til at stille den nuværende justitsminister et samvittighedsspørgsmål. I forlængelse af spørgsmålet om ankesagen mod Lars Hedegaard, som jeg ikke kan forestille mig, at Lars Barfoed vil kunne acceptere.