Indspark

Sammensværgelser

Henrik Dahl: En sammensværgelsesteori er en teori, der sammenkæder en lang række argumenter til støtte for en påstand, der ikke umiddelbart virker oplagt. For eksempel, at det var USA, der selv stod bag angrebet på World Trade Center eller at AIDS er opfundet i Vesten og bevidst bragt til Afrika for at fastholde regionen i armod og elendighed.

Henrik Dahl, Sociolog og forfatter
Henrik Dahl, Sociolog og forfatter

Sammensværgelsesteorier kan være sande. For eksempel havde Woodward og Bernstein fuldkommen ret i, at Richard Nixon selv stod bag indbruddet i det demokratiske partihovedkvarter i Watergate. I langt, langt hovedparten af tilfældene er de imidlertid forkerte. Og hvordan kunne de være andet? Det, der kendetegner den typiske sammensværgelsesteori, er nemlig tilfældig udvælgelse af belæg, der passer ind i teorien; forvrænget fortolkning af belæggene samt systematisk udeladelse af data, der modbeviser teorien.

Det er almindeligt at forestille sig, at sammensværgelsesteorier hører hjemme i Mellemøsten eller i amerikansk populærkultur. Men her i Danmark kan vi nu godt selv.

11. februar postede bloggeren Dorte Toft for eksempel et indlæg, der hed Had og sexisme: Mediernes dobbeltbogholderi. Det, der er forfatterens hovedpåstand, er, at kvinder lægges for had i Danmark og at medierne nægter at forholde sig til dette samtidig med, at de frejdigt pukker på kvinde­synet i »flere lande«, som det hedder på bloggen.

Påstanden er interessant – men samtidig er selve blogindlægget et mønstereksempel på en sammensværgelsesteori. Det begynder med en sidestilling af mordforsøget på Lars Hedegaard og det grimme sprog, kvinder ifølge forfatteren rammes af. Og det på trods af, at en dybdeborende artikel i Rokokoposten netop har afdækket, at mordforsøg efter al sandsynlighed er væsentligt farligere end tonen i debatten.

Så fremlægges en hel stribe belæg, der er tilfældigt udvalgt, vidt forskellige i deres karakter og udelukkende tjenlige til at bekræfte Dorte Tofts forudfattede mening. En klumme af Anne Sophia Hermansen. En boganmeldelse af Claes Kastholm Hansen. Og selvfølgelig Ole Birk Olesens blogindlæg Jeg anklager Kvinder. Der for Herren ved hvilken gang afkodes som et gravalvorligt, politisk indlæg, selvom det rummer et hav af litterære markører. Ikke mindst indledningen, der er snuppet fra ingen ringere end Emile Zola.

Imellem disse på den ene side tendentiøse og på den anden side kraftesløse eksempler, kommer så diverse »faktoider«, som man undertiden kalder dem. Det vil sige isolerede påstande, der enten uden tilstrækkeligt belæg eller uden fornøden kontekstualisering præsenteres til støtte for artiklens hovedpåstand.

At latterliggørelse af kvinder skulle være »vel prioriteret« på mediernes opinionssider. At medierne ofte formidler det faktum, at mænd brillerer påfaldende hyppigt i statistikker over negative, sociale begivenheder. Eller at nylige beregninger har vist, at piger/kvinder er nettonydere i velfærdsstaten.Blandt konklusionerne er, at kvinder i politik rammes meget hårdere, når de træder ved siden af, end mænd gør. Det kan Uffe Elbæk plus de totalt ydmygede Thor Möger og Villy Søvndal så sætte sig og tænke over.Der er mange forklaringer på sammensværgelsesteorier. Den, jeg holder mest af, kommer fra den franske videnssociolog Bruno Latour: at hvis man tror på sammensværgelser, vil man opleve den sublime nydelse altid at have ret.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.