2. februar 2012, 22:30

Sidste gang, der opstod meget stærk politikerlede i Danmark, var i årene frem mod 1973, hvor vi oplevede et stort protestvalg (jordskredsvalget), hvor tre helt nye partier kom ind i Folketinget med tilsammen 49 mandater (Fremskridtspartiet, CentrumDemokraterne og Kristeligt Folkeparti). Desuden kom to partier, der tidligere havde været inde, atter tilbage i tinget (Danmarks Retsforbund og Danmarks Kommunistiske Parti).

Selv om de udfordringer, samfundet står over for i dag, naturligvis er meget anderledes, end de udfordringer, man stod over for i 1973, kan man godt drage visse paralleller. For hvad var det mere generelt, en stor del af vælgerne valgte at protestere imod dengang?

Det var først og fremmest to ting. Den ene var, at politikerne beskæftigede sig med andre emner end dem, som interesserede befolkningen. Mange vælgere mente f.eks., at man på Christiansborg diskuterede alt for mange tekniske detaljer om, hvordan velfærdssamfundet skulle indrettes, i stedet for at tage en grundlæggende debat om, hvorvidt velfærdsstaten var blevet for stor og optrådte for formynderisk.

I dag kan man også opleve, at politikere f.eks. gør meget ud af tekniske debatter om f.eks. Tobin-skat og EUs kommende finanspagt eller om undersøgelser af, hvem af de andre politikere, der engang i fortiden eventuelt har gjort et eller andet ulovligt. Problemet er bare, at det ikke er sådanne emner, der interesserer de almindelige vælgere. Det kan man også tydeligt aflæse i de aktuelle meningsmålinger, hvor de politikere, der taler meget om sådanne emner, på ingen måde bliver belønnet. Snarere tværtimod.

Det andet var, at mange af politikerne i årene frem imod 1973 i en del vælgeres øjne havde et troværdighedsproblem. De gjorde noget andet, end de havde sagt, de ville gøre. F.eks. førte den borgerlige VKR-regering, som havde flertal fra 1968 til 1971, efter mange vælgeres mening ikke borgerlig politik. Man havde ud fra, hvad de daværende borgerlige politikere tidligere havde sagt, en forventning om, at de ville begrænse udbygningen af velfærdsstaten og forsvare gamle borgerlige værdier, når de kom til magten. Men de gjorde det stik modsatte.

VKR-regeringen lod skatter og afgifter stige, udbyggede velfærdsstaten og frigjorde pornografien og aborten.

I dag har vi en tilsvarende situation, men med modsat fortegn. Mange i befolkningen havde ud fra, hvad de ledende S- og SF-politikere sagde inden valget sidste år forventet, at den nuværende regering ville føre en socialistisk politik med udbygning af velfærden mv. Men det har ikke været tilfældet.

Sporene fra 1973 burde skræmme. Er der noget, der kan skabe politikerlede er det, hvis politikere går op i andre emner end dem, der interesserer vælgerne, og hvis der breder sig en opfattelse af, at de ikke er til at stole på.