Michael Humle: Foregangsland
3. september 2010, 22:30
Som iværksætter starter man ofte virksomheden, når ens job og fremtidsudsigter er truet. Her har mange virksomheder set deres første lys. Så skal vi have flere iværksættere, som ikke kun er startet af nød, men også af lyst, skal vi sørge for:
1. at gøre det prestigefuldt at være iværksætter, f.eks. ved uddeling af priser og legater.
2. at gøre det skattemæssigt fordelagtigt for iværksætteren – f.eks. ingen skat af løn de første fem år.
3. at reducere det ødelæggende i en konkurs for iværksætteren. Dvs. hurtigere gældssanering med stærkere lovmæssig beskyttelse af debitor. Ved konkurs som følge af iværksættelse skal fuld gældssanering kunne opnås efter tre måneder.
4. at fremdyrke mindre banker, som lever af långivning og engagement i virksomhederne. (Lån til iværksættere/investeringer er begrænsede i størrelse og svarer ikke til storbankernes ønsker om volumen per transaktion).
5. at have fokus på entrepreneurship i skolerne på HH, HD, økonomiske og tekniske uddannelser. (Skemafag med entrepreneurship i alle disse discipliner).
6. at indføre en statsautorisation som iværksætteradvokat og iværksætterbank. Det vil løfte rådgiveruddannelsen og sikre meget mere kompetence.
Følger vi denne opskrift, er vi på vej mod, at der vil komme flere virksomheder, som vil kæmpe sig frem. Måske er det nok til, at Danmark bliver foregangsland for iværksættere. Men sikkert er det, at der ville komme mange flere, som ser det som en karrieremulighed at starte virksomhed.
Finansieringen kan komme ved at fjerne penge fra de statslige kasser til vækstfonde og seed-kapitaler – disse er jo ofte værdiløse, hvilket kan ses af antallet af investeringer de sidste år i nye virksomheder. Business-engle behøver man heller ikke passe på, idet disse i forvejen er både dygtige og kompetente til at overveje investeringer – beløb afsat til disse kan man også spare væk, idet englene fortsat vil foretage de investeringer, de finder attraktive.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten