Indspark

Så er der mad, underbukse-mennesker

Anne Sophia Hermansen: Nettet har på forunderlig vis givet genfødsel til neandertaleren. Med tykke, korte fingre hamrer han løs på sit tastatur og efterlader bitre kommentarer overalt, hvor der er et åbent kommentarfelt.

Anne Sophia Hermansen, Pressechef
Anne Sophia Hermansen, Pressechef

Dostojevskij kaldte typen for kældermennesket, og han stortrives på internettet, hvor han uden at gå ud i verden kan sprøjte sin verbale gylle ud over den.

Da Dostojevskij skrev Kældermennesket i 1864, var der groft sagt to karrieremuligheder for russiske mænd - at være i militæret eller blive embedsmand. Lykkedes det ikke, havde de fremmedgørelsen eller flugten ind i sig selv tilbage. Den overflødige mand, hvis talenter ikke blev efterspurgt, blev til en fast figur i litteraturen, og Dostojevskij skildrer med præcision det ressentiment eller had, som kældermennesket retter mod et samfund, der ikke har brug for ham. Men i dag behøver han ikke Dostojevskij, han har internettet.

Under pseudonym sidder han nu i sine hullede underbukser og poster kommentarer på særlige blogs. Uden at give noget af sig selv håner han dem, der gør, og uden at give sig til kende, anklager han andre for at mangle moralske kvalifikationer. Går man ham på klingen og stiller ham til ansvar, hyler han op om ytringsfrihed, som åbenbart er friheden til at fremsætte dødstrusler og voldtægtsfantasier. Eller bare hæmningsløst tilsvine andre.

Og naturligvis er kældermennesket ikke kun en mand. Nettets kældermenneske kan også sagtens være en kvinde, for her er skam ligestilling, og under en kujonagtig anonymitet dyrkes en nihilisme i debatten og en tingsliggørelse af det menneske, der stiller sig offentligt frem.

Havde Joseph Conrad levet i dag, ville han formentlig have været fascineret af det mørke hjerte, der banker i kælder-neandertalerens bryst. The trolls, the trolls.

Men problemet begrænser sig ikke kun til nettet. I realityprogrammer dyrkes den perfide tone og indholdsløse konflikt, og når pseudokendisserne går på skærmpension, kan de forlænge deres berømmelse ved at give andre en overhaling (eller smide tøjet) i tabloidpressen. På den måde løftes kældermenneskets retorik op i lyset og legitimeres. En udvikling, Dostojevskij næppe havde forestillet sig, men han havde nok heller ikke forestillet sig et samfund, hvor halvdelen er på en eller anden form for passiv forsørgelse. Da Breivik for snart fire måneder siden gik tragisk amok i Norge, var mange rørende enige om, at tonen da også var blevet alt for rå og måtte civiliseres. Men hvad har vi lært? Tja, tjek kommentarsporet til dette Indspark, når det bliver lagt på nettet.

Der er mad, underbuksemennesker.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.