Tour de France er slut for denne gang, og gudskelov for det. Mage til ufatteligt oppumpet begivenhed skal man da lede længe efter. Der bygges op og bygges op, men der bliver ikke noget af det lovede drama.
25. juli 2010, 22:30
En hel masse før-lyst, men ingen udløsning. En non-event. Kejserens nye klæ'r. Tre mand i studiet til dagligt messende at sælge skindet, før bjørnen er skudt. »Jeg har det, som om det er fem minutter i juleaften«, markskriger den ene begejstret om torsdagen, hvor 'den store afgørelse' skal finde sted på Tourmalet. Men det bliver aldrig tid til gaver. »Hvert enkelt billede udtrykker suspense«, forsøger digteren Jørgen Leth sig med. Det er nøgleordet dette år.
Men bjørnen bliver aldrig skudt, og rytterne aser sisyfosagtigt op og ned ad bjerge til ingen verdens nytte. Men det er 'godt fjernsyn', for folk tør ikke slukke - af frygt for at der så endelig ville ske noget!
Til sidst er det bare ovre, og den tomhed, der breder sig, har været der hele tiden.
Hvad der står tilbage på nethinden er billedet af publikum - det mangehovedede monster. I vore dages stjernefascinerede mediekultur søger millionerne mere end nogensinde disse store events - Tour de France, VM i fodbold. Og hvor det indtil for få årtier siden stadig var muligt at glemme sig selv og bare være publikum i mørke, så at sige, så er stjernedrømmen i dag så hektisk, at det er blevet ynkeligt bare at være publikum.
Derfor forsøger de med alle midler at tage opmærksomhed fra de agerende.
Rædselsinstrumentet fra VM - vuvuzelaen - er i denne henseende symptomatisk. Den snotdumme nedbankning af al videre kommunikation, masseindividernes ynkelige skrig på opmærksomhed, inden de synker ned i vor tids helvede, glemslen.
Eller hvad med alle de fede unge mænd i Tour de France, som forsøger at 'komme på' ved at løbe i vejen for rytterne op ad bjerget. Lidt længere nede var det helt symbolsk rigtige får, der løb i vejen. Dette års nye træk var, at nogle af de unge mænd smed bukserne for at nå målet. Det lover godt for de kommende år.
Man skal tættest muligt på stjernen - helst helt op og sidde på stangen, hvis De undskylder. Det er radikal stalking. Jeg kom - uden sammenligning i øvrigt - til at tænke på Hieronimus Boschs maleri i Gent af Kristus på vej op ad bjerget med sit kors. Her gør 'folk' også, hvad de kan for at stjæle billedet - tatoverede, piercede og ekstreme i tøjet. Et meget moderne billede.
De i-vejen-rendende er indbegrebet af overflødighed. Her kolliderer talentløshed med paranoide stjernedrømme. Slutpunktet er John Lennons morder: drømmen om at stjæle opmærksomheden fra stjernen, pludselig se sig selv på en skærm, for et sekund pillet frem af den døde masse.
Højere lykke times der ikke. Begejstring? Ja, men for hvad? For 'yes, jeg var der!' Jeg var en del af det - hvad det så end var. Så du mig ikke, mor? Det var mig, der trak bukserne ned over rumpen for at blive set blandt de 100.000 andre fortabte!
Her indvender min evigt kontrære kat, Freja, at hvis jeg har det sådan med det, så kan jeg jo bare lade være med at se det. Men det er ligesom ikke pointen, vel? Pointen er barbariseringen.
Da de to asketisk udseende cykelryttere fuldfører deres 'hadske drama' på Tourmalet, klapper de hinanden på ryggen. De lykønsker hinanden. Måske for at være sluppet helskindet igennem menneskehavet. Måske for ikke at være publikum, men stinkende rige stjerner.
