1. februar 2012, 22:30

En af regeringens første love forbyder rent ud alle huslejestigninger, mens en anden lov forbyder en debitor, såvel offentlig som privat, at udpante i overtidsbetaling, feriepenge, børnepenge og invalidepensioner. Kun af grundlønnen må der trækkes til eksempelvis skattegæld. En omfattende reform af skolevæsenet skal med regeringschefens ord sikre, at »selv det dårligst stillede barn kan nå frem til den stilling i samfundet, som det har forudsætninger til«.

I regeringens første år sættes invalidepensioner flere gange op, og selv da statsbankerot truer nogle år senere, gennemfører regeringen en yderligere stigning med det argument, at antallet af arbejdsudygtige var steget voldsomt, og at mange led nød. Skattestigninger, som der er mange af, rammer udelukkende de bedre stillede. Under henvisning til økonomisk krise bliver selskabsskatten fordoblet og boligejere pålagt en ekstraordinær grundskyld på ti gange den normale.

Aktionærer rammes af en række særlige afgifter på gevinster og indskrænkninger af den frie handel. Et krisetillæg på 50 pct. ekstra skat på indtægt vedtages med en så høj bundgrænse, at det i praksis kun rammer de øverste fire pct. af lønmodtagere.

Det hører naturligvis med til programmet, at regeringen kraftigt måtte beskære adgangen til at udvandre, ligesom møntfoden blev gjort ukonvertibel. Det generede imidlertid ikke det store flertal. Regeringen opførte feriecentre og lokkede med held de fleste til at tage til takke med indlandsferier. Meningsmålinger viste en fast tilslutning til regeringens initiativer på over tre fjerdedele af befolkningen, selv efter ti år med samme politik. Den kraftige omfordeling af magt og ressourcer fra ejere af virksomheder og ejendomme til lønmodtagere, lejere og især lavtlønnede skaffede regeringen en popularitet, vel ingen anden i nyere tid har nydt.

Desværre for de mange tilfredse borgere faldt regeringen efter tolv år, og en ny regering med en ganske anderledes, liberal profil trådte til. Denne regering lykkedes det at tredoble den gennemsnitlige realindkomst på 15 år. Virksomheds- og boligejere kunne igen ånde frit eller med kritikeres ord udsuge og udbytte de fattige og svage. Pensionsforbedringerne forblev imidlertid ved magt.

Har man gættet, hvilken regering og hvilket land, jeg her har beskrevet? Såmænd Adolf Hitlers Tyskland. Nu forstår man bedre, hvorfor det hed national-socialisme.

Dens formål var at skabe et »folkefællesskab« ved at omfordele internt fra rig til fattig og internationalt, da krigen først var begyndt i 1939, fra de besatte lande til Tyskland. Folkefællesskabet var autentisk; de gode meningsmålinger eksisterer i virkeligheden og viser overvældende tilslutning indtil krigens sidste måneder. Det ovenstående citat om skolens formål af Hitler er også autentisk, ligesom alle de omtalte love og vedtagelser.

Det er ikke kun historisk interessant at erkende, hvor socialistisk nazismen også kunne være. Det er bekymrende at se ansatser mange steder i Europa til, hvad der kun kan kaldes en ny national-socialisme: lighed og fattigdom bag lukkede grænser. Ingen nævnt, ingen glemt af dem i Danmark, som med eller uden bedre vidende arbejder henimod et sådant mål.