Perspektiv

Risikoen for britisk EU-exit vokser

Uffe Ellemann-Jensen: Meningsmålinger viser, at der i den britiske befolkning er et flertal for at forlade EU. Derfor er det noget, som meget vel kan ske ved et “uheld” - hvis de britiske politiske ledere “klodser” i det og får lagt noget frem til en folke­afstemning, som ikke kan vindes.

Premierminister David Cameron vil have genforhandlet Storbritanniens EU-medlemskab, og han har lovet en folkeafstemning om resultatet. Hvis det ender med, at Storbritannien forlader EU, vil det svække Europas i forvejen ikke alt for stærke position i den globale magt­balance. Vi bliver svagere allierede for USA, som også har sit at kæmpe med. Og hele den grundlæggende idé med den europæiske integration vil lide ubodelig skade.
Premierminister David Cameron vil have genforhandlet Storbritanniens EU-medlemskab, og han har lovet en folkeafstemning om resultatet. Hvis det ender med, at Storbritannien forlader EU, vil det svække Europas i forvejen ikke alt for stærke position i den globale magt­balance. Vi bliver svagere allierede for USA, som også har sit at kæmpe med. Og hele den grundlæggende idé med den europæiske integration vil lide ubodelig skade.

I dag er det ikke blot en svag mulighed, men en betydelig sandsynlighed: at Storbritannien melder sig ud af EU. For blot et år siden var det slet ikke noget, man tog alvorligt. Men nu har selv den britiske premierminister sagt, at det kan ske

Hvis det virkelig sker, vil det være et alvorligt slag for den europæiske enhed, som er under stærkt pres. Det kan friste andre til at forsøge sig med et løsere tilknytningsforhold til EU. Og det kan vanskeliggøre forsøgene på at fastholde en vis europæisk kraft i en verden, hvor Europa fylder mindre og mindre, både politisk og økonomisk.

Briterne har fra starten haft et modsætningsfyldt forhold til det europæiske fællesskab, de i 1972 efter flere forgæves tilløb besluttede sig for at træde ind i. Det skyldes ikke blot den insulære grundindstilling, og bevidstheden om, at det var briterne, der i 1940 nogenlunde alene holdt fascismen stangen. Det skyldes også den ubestridelige forskel på briternes grundlæggende liberale samfundsopfattelse og så de mere merkantilistisk indrettede kontinentale samfundsmodeller. Men paradokset er, at samtidig med, at EU har udviklet sig mere og mere i retning af en frihandelsorienteret konstruktion, er EU-modstanden vokset især i England.

I dag viser meningsmålinger, at der i den britiske befolkning er et flertal for at forlade EU. Derfor er det noget, som meget vel kan ske ved et »uheld« - hvis de britiske politiske ledere klodser i det og får lagt noget frem til en folkeafstemning, som ikke kan vindes.

Da Storbritannien (UK) blev medlem samtidig med Danmark, skete det uden folkeafstemning. Men det britiske Labour-parti under Harold Wilsons ledelse vandt valget i 1974, og så kom der en folkeafstemning »med tilbagevirkende kraft«. Labour var splittet og ønskede genforhandling af medlemsbetingelserne. Der blev givet en række indrømmelser fra de øvrige medlemslande - og ved folke­afstemningen den 5. juni 1975 stemte hele 67 procent for, at UK skulle forblive medlem.

I dag har briterne også en premierminister, som vil have genforhandlet medlemskabet, og som har lovet en folkeafstemning om resultatet. Han har ladet sig presse af EU-modstandere og -skeptikere i sit eget parti, som bliver åndet i nakken af det stærkt nationalistiske Independence Party, som vinder frem overalt. Og i Labour er man faldet for fristelsen til at genere regeringen ved at stemme sammen med konservative EU-modstandere om at presse regeringen til at indtage uholdbare positioner i EUs budgetforhandlinger. Det Europa-positive liberale parti er kvast under byrderne af regeringsansvaret - så den sørgelige kendsgerning er, at der i dag ikke rigtig er nogen stærke politiske ledere til at stå frem og forklare briterne, hvor deres virkelige interesser (og muligheder) ligger, sådan som det var i 1975.

En mulig udgang kan derfor være, at de britiske politikere skruer forventningerne så stærkt op til, hvad en genforhandling om medlemskabet i EU kan føre til, at resultatet bliver usælgeligt - at vælgerne derfor vælger at sige nej tak - og at processen mod en egentlig udtræden dermed er sat i gang, uden at de store partiers ledere har ønsket det.

De britiske ønsker går i retning af, at man bevarer deltagelsen i det fælles indre marked - men står uden for det meste af »alt det andet« Det opfattes af UKs partnere i EU som udtryk for, at briterne vil have lov til at pille rosinerne ud af kagen, men ikke vil være med til alt det mere besværlige, som netop i denne tid kræver stærkt sammenhold og solidaritet.

Det er muligt, at UK kan få en »EØS-ordning« som Norge og Island - men det vil næppe være tilstrækkeligt til at sikre et ja ved en folkeafstemning. For en sådan ordning betyder, at man skal følge alle de direktiver, der udgår fra EU om harmonisering af reglerne, der vedrører det indre marked - uden indflydelse på, hvordan de udformes.

Alternativet er, at UK kapper sig løs fra det indre marked - og henvises til at etablere bilaterale handelsaftaler, både med EU og med resten af verden. Britisk industri gyser ved tanken om, hvad det kan komme til at betyde for den fremtidige udvikling for godt nok er toldsatser og lignende i dag en brøkdel af, hvad de var tilbage i 70erne, men til gengæld må man regne med, at store amerikanske, japanske, kinesiske, koreanske osv. industrikoncerner, som i dag har produktion i UK, gradvist vil flytte deres investeringer til EU-området.

Vist kan der være en umiddelbar økonomisk gevinst ved at træde ud: ikke længere milliarder til EU-budgettet, frihed til at bryde ud af snærende direktiver om arbejdsregler osv. Men på det længere sigt vil der blive tale om et uoverskueligt stort tab for britisk økonomi.

Men det største tab - både for UK og for resten af EU - er det politiske. Det vil svække Europas i forvejen ikke alt for stærke position i den globale magt­balance. Vi bliver svagere allierede for USA, som også har sit at kæmpe med. Og hele den grundlæggende idé med den europæiske integration vil lide ubodelig skade.

Hvis udviklingen virkelig går videre i den retning, vil der med garanti være mange i Danmark som gerne vil hoppe med på vognen. Men her gælder det om at holde hovedet koldt. For hvis briterne har vanskeligt ved at se, hvad der er til deres eget bedste - så skal vi andre ikke lade os rive med. Det vil være historieforfalskning at hævde, som nogen allerede gør det, at Danmark i sin tid bandt sin europapolitiske skæbne til briternes. Og vi ville tabe endnu mere på at blive revet løs fra det fællesskab, der har givet så store udviklingsmuligheder.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.