Gud og fanden

Rapperen Yahya H

Cand theol ph.d Kathrine Lilleør
Cand theol ph.d Kathrine Lilleør
Stikkersvin, du redder sengen som du ligger i’en

du vil altid være helt til grin – futtet af i et lagen af benzin

synger rapperen Niarn. Mens man tænker over, om Niarn virkelig ønsker dem, han rapper om i digtet, futtet af i et lagen af benzin, kommer her en sætning fra Yahya Hassans digtsamling:

Men jeg skulle have skåret hans nosser af

som han skar nosserne af fåret

og sagde se min søn

her er nosserne

I digtet er det jeg-personens far, der skal have skåret kropsdele af, og hermed er vi fremme ved det springende klummepunkt: Er det et fiktivt jeg, der vil skære sin fars nosser af, eller er det Yahya Hassan, der vil skære sin fars nosser af?

Svaret giver ikke sig selv. I begyndelsen rappede Yahya Hassan sine digte ved oplæsninger, og rap-digte har altid et element af selvbiografi i sig. Men de er også altid ekstremt voldsomme, som det fremgår af Niarns poesi ovenfor. Det er en del af genren. Man kan altså ikke uden videre sætte lighedstegn mellem (rap)digt og virkelighed. Men det gør man uden videre med Yahya Hassans digte. Senest i et kulturprogram forleden, hvor kulturjournalisten åbnede interviewet med Hassan med at spørge:

»Har du intet godt at sige om din barndom og opvækst?«

»Mæh,« svarede Hassan og lød faktisk lidt som et får, men fik dog svaret, »at der var mange gode dage, udflugter og fisketure.« Tydeligt overrumplet af det personlige spørgsmål.

Med god grund, for Hassan har ikke skrevet en kronik i Politiken, men digte. Noget i dem passer, andet passer ikke, og noget er stærkt rap-overdrevet. Alt i alt tegner de selvfølgelig et billede af under-Danmark á la Jan Sonnergaards romaner, nu med tørklæder og koraner. Men stadig digt. Man kan ikke tale på samme måde om Yahya Hassans digte som Lisbeths Zornigs fortællinger om sin opvækst.

Men det gør man. Især i kredse, der ellers kun bliver beskidte i munden, når de taler om Dansk Folkeparti, siger man til hinanden, at debatten er forandret. Eller er det ligefrem verden? Det, der før ikke var stuerent, er nu åbenbart blevet det, efter at en håndfuld digte har løftet gulvtæppet. Hvilket selvfølgelig både er sludder og hykleri.

Intet er forandret. Alt er, som det hele tiden har været. Bortset fra, at den indre svinehund, der elsker generaliseringer, nu kan få lov at gø igennem over hele det politiske spekter. Svinehunden forstår ikke poesi. Den logrer glad over, at en ung muslimsk dansker har skrevet rapdigte, som den læser, som var det Karnovs Lovsamling. Men muslimer er ikke værre end alle andre over for hinanden. Udannede, magtsyge og fattige menneskers voldelige adfærd over for hinanden er den samme verden over uanset trosretning.

På bordet i 100.000 danske hjem ligger en digtsamling, man egentlig bør synge til. Det er ikke en munter sang, men en vild, trodsig og billeddannende protestsvada, der skriger en ung søgende mands hunger efter identitet ud. På hvilke måder den unge mand i digtene er identisk med Yahya Hassan, ved kun han selv. Hvad vi alle imidlertid længe har vidst er, at der henslæbes mangen en ulykkelig barndom i under-Danmarks små hjem. Både med og uden koran.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.