Berlingske mener

Racisme

»Er danskerne racister?« hedder en bog, der udkommer på mandag. - Svaret er nej, konkluderer bogens forfattere, professor Henning Bech og lektor Mehmet Ümit Necef.

Til hvilket man kan sige i hvert fald to ting: At det er glædeligt, at det forholder sig sådan. Og at konklusionen i øvrigt ikke er overraskende. I hvert fald ikke, hvis man skærer igennem den almindelige begrebsforvirring og definerer racisme i den klassiske betydning af ordet. Nemlig som en forestilling om - som der står i Den Danske Ordbog - »at mennesker kan inddeles i racer med bestemte fysiologiske, mentale og sociale særtræk der gør nogle racer overlegne eller underlegne i forhold til andre«. Racisme i den forstand findes hos enkelte individer eller i enkelte ekstreme grupperinger. Sådan har det altid været. Men det gør naturligvis ikke danskerne som sådan til racister.

Men hvad så, hvis vi bruger ordet racisme i en mere bred, dagligdags betydning, forstået som »diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.«? Nej, heller ikke med dette udgangspunkt kan man, ifølge Bech og Necef, kalde danskerne racister. Er en far f.eks. bekymret, fordi hans datter vil gifte sig med en muslimsk mand med helt andre kønsnormer, er der tale om en berettiget bekymring. Påpeger en politiker nogle kulturelt betingede forskelle på f.eks. danskere og somaliere, er dette ikke i sig selv udtryk for, at vedkommende er racist.

At der skal en akademisk funderet bogudgivelse til at fastslå disse i og for sig banale kendsgerninger, kan man måske undre sig over. Men igen: Det gør ikke noget, at det bliver sagt igen. Og på en måde, der giver genlyd i medierne. Det gør ikke noget, at det bliver sagt tydeligt, at danskerne selvfølgelig ikke er racister, blot fordi danskerne - i modsætning til f.eks. naboerne i Sverige - gennem de seneste 10-15 år har ført en kontant indvandrerdebat, hvor ikke så meget er stukket ind under stolen.

For det er jo sådan, det er. Herhjemme fik vi for allerede snart mange år siden ændret diskussionsklimaet, så det, der - for nu at bruge Poul Nyrup Rasmussens herostratisk berømte ordvalg - ikke var stuerent, nu blev stuerent. Der var modige mennesker, der turde stå fast og kalde en spade for en spade, og nogle gik også langt over stregen, det er sandt, men det var en måde at tale om tingene på, der ændrede sig, så vi i dag kan diskutere indvandring og fremmedhed med en åbenhed, som ville være utænkelig på den anden side af Øresund. At der nu videnskabeligt argumenteres for, at dette ikke gør os til racister, kan vi kun hilse velkomment.

Racisme i ordets oprindelige betydning er en afskyelighed. Racisme forstået som diskrimination ligeså. Men at diskutere kultur og religion og at tale om, hvordan disse ting på godt og ondt påvirker samfundet, er ikke bare i orden. Det er en nødvendighed i et demokratisk samfund. Alternativet er indestængt vrede og usund polarisering. Af den slags, der trives så godt hos svenskerne. Uden at det af den grund skal lyde spor racistisk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.