Quo vadis, EU?

Flertallet til »leave« i Storbritannien har rystet det europæiske projekt. I den forbindelse er det måske en god idé at rekapitulere, hvad EU går ud på. Måske findes vejen ud af krisen heri.

Bylinefoto af Peter Nedergaard
Bylinefoto af Peter Nedergaard

Der findes traditionelt en stærk fløj i EU, der ser projektet som et statsopbygningsprojekt, hvis endemål er en føderation á la USA eller måske snarere Canada. De ser sig bekræftet deri, at EU allerede har en række føderalistiske træk via det overnationale samarbejde, lovgivning med direkte virkning for borgere og virksomheder akkurat som i rigtige stater, en stærk fælles domstol, et valgt parlament med en stigende magt osv.

Det gør imidlertid ikke nødvendigvis, at EU endnu er eller bliver til en føderation i en overskuelig fremtid. Meget lidt tyder på, at befolkningerne i de fleste medlemslande vil i den retning. Derfor vil en yderligere føderalisering sandsynligvis kun udløse folkelige modreaktioner i form af støtte til partier, som vil den europæiske integrationsproces til livs.

Man skal i den sammenhæng huske, at et europæisk integrationsprojekt i langt højere grad end det tilsvarende amerikanske, er et eliteprojekt. Det er næppe en tilfældighed, at mens den første linje i den amerikanske forfatning er »We the People«, er den tilsvarende første linje i EU’s traktatgrundlag »We the Head of States«.

Selv om den europæiske føderation således er et umuligt projekt så langt øjet rækker, hvis ikke den allerede eksisterende integration skal sættes over styr, har overbevisningen om det føderale projekt allerede sat sig spor.

Ganske megen energi og politisk kapital i EU er i de seneste årtier blevet investeret i indretningen af systemet, beslutningsstrukturerne og institutionerne, som var der tale om en føderation i støbeskeen. Det er bl.a. sket under slagordene »åbenhed, nærhed og demokrati«. Det har sandsynligvis været en fejl. I stedet bør man erkende, at EU skal indhøste legitimitet ved at fokusere på at levere det, som borgerne efter alt at dømme gerne vil have, at EU bidrager med: økonomisk vækst, jobs og sikkerhed (bl.a. via ydre grænsekontrol).

Vi bør med andre ord helt skifte fokus fra inputsiden og til outputsiden med hensyn til EU.

Hvad betyder det i den nuværende situation? Ja, det betyder, at alt andet i EU bør underordnes muligheden for at levere, hvad borgerne gerne vil have, at EU skal levere. I forhold til Storbritannien skal der derfor gøres en meget, meget stor anstrengelse for at holde landet i EU. Alle er klar over, at britisk økonomi og sikkerhedspolitik er af vital betydning for EU. Derfor bør Storbritannien gives den ønskede mulighed for at få en vis, beskeden national selvbestemmelse med hensyn til indvandringen, som kan danne grundlaget for en ny afstemning, der tager hensyn til, hvorfor folk stemte »leave«.

En sådant mere fleksibelt og mere rummeligt britisk medlemsgrundlag ville muligvis stride mod det føderalistiske ensartetheds-mål for EU, som hyldes af visse af EU’s aktører og institutioner.

Men meget tyder på, at det ville tage højde for realiteterne på EU’s brændende jord.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.