Indspark

Projekt fred, frihed og samarbejde bløder

Yildiz Akdogan: »Vi har åbnet et nyt kapitel. Europa spreder sine vinger for frihed, fremskridt og for fred. Det er et stolt øjeblik for EU,« sagde daværende statsminister (og Venstres formand) Anders Fogh Rasmussen i sin historiske tale 13. december 2002, hvor 12 nye lande blev budt ind i EU-fællesskabet.

Yildiz Akdogan, blogger, debattør og oplægsholder
Yildiz Akdogan, blogger, debattør og oplægsholder

Siden er de store ord blevet mindre, og den seneste debat om spidskandidaten Jens Rohde viser, at projekt EU ikke er noget, man taler højt om - heller ikke i Venstre.

Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket over den ret modige kronik, som Venstres europaparlamentariker Jens Rohde kom med - ikke så meget over indholdet som over den reaktion, det skabte hos Venstre og i den offentlige debat.

Er det ikke en EU-parlamentarikers rolle at bidrage til debatten om, hvad man vil med EU og komme med visioner for EU-samarbejdet?

Når jeg tænker på Rohdes enkelte forslag, er de vel skrevet ud fra et liberalt perspektiv, eksempelvis en fælles hær. Ud fra en simpel cost-benefit-analyse giver det god mening at tænke i disse baner, og hvor provokerende eller ubehageligt det end kan lyde i nationalkonservative gruppers øren, er det vel ikke et utænkeligt/urealistisk fremtidsscenarie for Europa. Hvorfor så denne voldsomme reaktion?

Noget tyder på, at Venstre er blevet bange for sin egen EU-politik, og rationalet er, at jo mindre man taler om det grumme fællesskab, jo bedre - desværre en tendens som flertallet af partierne på Christiansborg har tilegnet sig, og som bidrager til den stigende skepsis i befolkningen.

Her knap 10 år efter Foghs ’vores nye Europa er født’-retorik har vi et splittet Europa med modsatrettede interesser og politikker. I et desperat ’forsvar for fællesskabet’ prøver Tysklands kansler Merkel at få limet revnerne sammen mellem Øst- og Vesteuropa og Nord- og Sydeuropa, og selv om Grækenland i sidste øjeblik er blevet reddet fra en statsbankerot, er det svært at bevare optimismen om den europæiske familie. Fællesskabsfølelsen er propor­tionalt faldende med den stigende økonomiske krise. Sørgeligt nok er det også i krisetider, at radikale grupper får grobund for deres usolidariske, populistiske og visse steder fascistiske politik ved at udpege syndebukke for deres dårligdomme.

Den voksende tilslutning til de højreradikale grupper er en advarsel, vi ikke bør sidde overhørig. Godt nok har vi ikke ekstreme højreorienterede partier som det græske nynazistiske parti Gyldent Daggry, men det fritager os ikke for vores (med)ansvar over for udviklingen og samarbejdet i Europa.

I stedet for at håne en EU-parlamentariker for hans bidrag til EU-debatten ville det klæde samtlige partier at bryde deres tavshed og melde ud, hvad man vil med EU - hvordan og hvorfor. Det skylder man ikke bare resten af Europa, men også den yngre generation af danskere, som bliver mere uforstående og skeptiske over for projekt ’fred, frihed og samarbejde’.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.