Kommentar

Prioriteringer rager folket

Befolkningen vil i stigende grad bebrejde de folkevalgte, at de foregøgler den en verden uden behov for skarpe prioriteringer. Folk ved, det rager dem.

Det norske sundheds­væsen betaler i gennemsnit over 20 procent mindre end vi for de mest udgiftstunge lægemidler. Foto: Thomas Lekfeldt.
Det norske sundheds­væsen betaler i gennemsnit over 20 procent mindre end vi for de mest udgiftstunge lægemidler. Foto: Thomas Lekfeldt.

Enhver med indsigt i sundhedsvæsenet ved, at sundhedsudgifterne i al over­skuelig fremtid tårner sig op. Flere ældre, nye fantastiske behandlinger og borgernes hastigt voksende forventninger sætter takten. Samtidig skærpes kampen om de offentlige midler – i et krydspres mellem flere udgifter til konflikter og arme mennesker på flugt og færre indtægter fra Nordsøen. I det lys skulle man tro, at der ikke var noget vigtigere for politikerne end at tale prioritering med deres borgere.

Men de ledende politikere synes at have besluttet sig for det modsatte. De vil ikke besvære borgerne med den slags snak – uagtet at hver eneste beslutning om at vælge til og fra på sundhedsområdet har direkte konsekvenser for borgernes liv og helbred. Lavpunktet var valgkampen sidste år, hvor der gik rent komiske Ali i den. Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt slog f.eks. fast: »Jeg kan ikke se for mig en situation, hvor vi skal prioritere«. Modstanderen Lars Løkke Rasmussen var ikke bedre.

Læg dertil, at de prioriteringer, der naturligvis pågår non-stop, er lukket inde i ekspertudvalg, som borgerne ingen anelse har om. RADS, KRIS og IRF er kryptiske størrelser med stor magt over medicinen. Borgerne skal bare ikke vide meget om det. Det skal de heller ikke i det nye prioriteringssystem for sygehusmedicin, som Danske Regioner netop har lagt frem. Her hersker mørket fortsat.

SAMLET TEGNER DER sig billedet af en demokratisk skandale. Et livsvigtigt område som sundhed er reelt lukket af for borgerne, der i stedet mødes af en sværm af fornægtelser og skanser. Det er på høje tid at tage livtag med dette forkastelige system. For prioriteringer rager folket – nu mere end nogensinde. Det har andre lande omkring os for længst taget bestik af. Ikke fordi de synes, at det er let. Men fordi det er det eneste moralsk rigtige.

Første skridt er åbent at fortælle borgerne om, hvordan der hver dag prioriteres i det danske sundhedsvæsen. Prioriteringerne sker på et hav af måder, uden at vi som borgere nødvendigvis tænker over det. F.eks. når regionsrådet beslutter ikke længere at tilbyde akupunktur til fødende. Eller læger vælger ikke at overflytte en patient til den dyrere intensivafdeling. Eller Sundhedsstyrelsen beslutter at stramme de kliniske retningslinjer for ryg- og fedmeoperationer. I Danmark bør vi gøre som Norge og etablere et system, der systematisk indsamler, fordøjer og formidler viden om prioritering.

Næste skridt er at skabe åbne og gennemsigtige systemer. Det handler både om at sikre offentligheden aktindsigt og åbne principper for, hvordan der så skal prioriteres. Fordi det er eneste værn mod prioriteringer dikteret af lobbyister, personlige interesser, tradition eller tilfældigheder. Det er også det eneste hæderlige over for de mange medarbejdere i sundhedsvæsenet, der ellers må prioritere uden rygdækning.

DET ER OPLAGT at starte med at åbne på medicin­området, hvor Danske Regioner nu har besluttet at etablere et nyt system for sygehus­medicinen. Men målet må selvfølgelig være at få hele sundhedsområdet med.

Danske Regioners nye medicinsystem er godt, fordi det giver mulighed for det nye medicinråd at inddrage omkostninger, når det skal beslutte, om et lægemiddel skal anbefales som standardbehandling. Det vil styrke regionernes forhandlings­position over for industrien og sikre danskerne mere sundhed for pengene. I Norge har et tilsvarende system øjensynligt givet pote. Her betaler de over 20 procent mindre i snit for de 25 mest udgiftstunge lægemidler. Danske patient­organisationer burde være lykkelige for regionernes beslutning.

Men de har ret i, at det nye system er forsmædeligt lukket. De sundhedsøkonomiske beregninger, der er nøglen til selve prioriteringen i det nye system, placeres uden for offentlighedens øje i forhandlingsorganisationen Amgros. Ingen principper for prioriteringen er formuleret. Så hvornår et lægemiddel er for dyrt sat i forhold til merværdi for patienterne og derfor ikke skal indføres som standardbehandling, vil ingen vide. Det er en demokratisk ommer.

Som folkets repræsentanter bør vi som regions­politikere stå fast på demokratiet og det uomtvistelige behov for åbne og gennemsigtige prioriteringer. Vi skal sætte os i spidsen for et sæt principper for prioriteringerne.

Vi kan skele til Norge, der siden 1987 har haft åbne principper for sine prioriteringer. F.eks. et princip om, at de alvorlige sygdomme skal prioriteres frem for de mindre alvorlige. Omsat til medicin kunne det betyde, at man skal leve med en højere omkostning til et lægemiddel, hvis det tjener som behandling til en livstruende sygdom. Norge har også et princip om at prioritere omkostnings­effektive behandlinger frem for andre. Principperne udmøntes i behandlingsvejledninger, så klinikerne ved, hvordan de skal tolkes i praksis. Om det er de rigtige principper for os, er ikke pointen her. Men derimod at vi har brug for åbne principper, så borgerne ved, hvordan der vælges til og fra – og dermed kan føre justits.

LANDENE OMKRING OS har indført grænse­værdier for at prioritere lægemidler i forhold til deres omkostning. I Norge har man vedtaget, at alle lægemidler med en budgetvirkning på over fem mio. kroner om året efter fem år skal besluttes af Stortinget. I UK har politikerne besluttet, at en behandling ikke kan anses for at være omkostningseffektiv, hvis den koster mere end 20.000-30.000 britiske pund per kvalitetsjusteret leveår (QALY). Så firkantet skal vi ikke gå til værks – og slet ikke nu, hvor vi blot har behov for at komme i gang og lære. Men ideen om at skabe gennemsigtighed om afvejningen mellem omkostning af et lægemiddel og dens merværdi for patienten er uomgængelig.

Endelig er det nødvendigt at sikre en langt mere aktiv inddragelse af borgerne i beslutningerne om prioritering. NICE udformer sine bindende retningslinjer for, hvilke behandlinger det britiske sundhedsvæsen skal tilbyde, åbent og med systematisk inddragelse af borgerne. NICE har et borgerråd med 30 borgere, der som lægfolk giver deres perspektiv på sociale og etiske udfordringer. Vi bør gå samme vej.

Det handler om at tage vores borgere alvorligt. De er langt mere klare til at prioritere, end vi tror. De vil i stigende grad bebrejde os – deres folkevalgte – at vi foregøgler dem en verden uden behov for skarpe prioriteringer. De ved, det rager dem.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.