Kommentar

Politik på brasiliansk

Niels Jørgen Langkilde: Brasiliansk politik er dybt kompliceret, men mere spændende end en krimi.

Inflationsbekæmpelsen var det bedste for middelklassen og landets fattigste. Selv om Brasilien har langt større uligheder, end vi kender til, løftede den mere ansvarlige økonomiske politik millioner og atter millioner ud af fattigdom.
Inflationsbekæmpelsen var det bedste for middelklassen og landets fattigste. Selv om Brasilien har langt større uligheder, end vi kender til, løftede den mere ansvarlige økonomiske politik millioner og atter millioner ud af fattigdom.

Brasiliansk politik er dybt kompliceret, men mere spændende end en krimi. Hvor vi har en dronning, som har siddet i mere end 40 år, er Brasiliens præsidenter afsat, kuppet og døde inden indsættelsen. Sådan har det heldigvis ikke været de seneste år. Efter at militærdiktaturet brød sammen, skiftede Brasilien til demokratiske forhold.

Militærdiktaturet var frygteligt. Vi har hørt mere om uhyrlighederne i Argentina, Chile og Cuba. Men også i Brasilien var der tortur og forsvindinger og manglende lov og ret. Det skabte væbnede modstandsgrupper, som ikke fik succes, det skabte stærkt kritiske kirkelige grupper med befrielsesteologi, og det radikaliserede universiteterne.

Den nuværende præsident Dilma Rouseff kom til 01.01 2011. Hun er økonom, kommer som sin forgænger Lula fra Arbejderpartiet, og hun har en rød fortid, som bl.a. indeholder terror. Det præger hende ikke i dag hun er gledet meget mere til højre, end vi kender til det her til lands med vore politiske ledere. Hun er i sin første periode. Hun var ikke vældig populær, da hun blev valgt med stærk støtte fra den tidligere præsident og meget populære Lula. I valgkampen stødte hun mange dybt troende på etiske spørgsmål, skønt hun selv er katolik.

Det blev glemt, da hun begyndte et opgør med den korruption, som har plaget Brasilien, siden Lula overtog præsidentskabet. Lula er ikke direkte inddraget i de mange sager, men syv af hans tidligere ministre har måttet gå af. Det gjorde Dilma Rouseff populær, for man taler ikke længe med brasilianske forretningsfolk, før de kommer ind på problemerne med korruptionen. Det er en pest i ethvert samfund, for det ødelægger mulighederne for de bedste løsninger. I stedet får man de løsninger, som kan betale mest for ordren.

Hvor kampen mod korruptionen også kan siges at være rettet mod en række af Lulas trofaste støtter, er det nu ikke fremherskende, at Brasiliens første kvindelige præsident er i offensiven rent mediemæssigt. Antallet af interviews med hende i 2012 er f.eks. dalet kraftigt i forhold til 2011. Aviserne gjorde det op her ved årsskiftet, og særlig er de triste over, at præsidenten giver en stadig større del af sine færre interviews med udenlandske medier.

Mange gætter på, at Lula planlægger at gå efter præsidentposten ved næste valg. Han har økonomi til det. På en netop offentliggjort liste over de rigeste brasilianere er han i med i toppen. Ganske godt gjort af en gammel fagforeningsleder og politiker som ofte praler med, at han er uden nogen form for uddannelse.

Hans store rigdom giver nogen panderynker, men slet ikke i det voldsomme omfang, som tyskerne møder den rige socialdemokratiske kanslerkandidat med.

Lula nyder den store scene, og han er kendt som få eks-præsidenter. Hvem er ikke på »Lula« med Luiz Inácio Lula da Silva? Hans historie følger Den grimme Ællings historie. Født i yderste fattigdom, kæmpet sig op i fagforeningssystemet og styret det på overbevisende måde og med en voldsom arbejdsindsats. Det er hans store fortjeneste, at mange arbejdere blev organiseret og gennem en række strejker fik bedre forhold. Den stærkt venstreorienterede politik forsøgte han flere gange at bruge som platform i præsidentvalg, men han tabte og tabte. Det mest forunderlige var, da han tabte til en venstreorienteret sociologiprofessor, Fernando Henrique Cardoso, der havde en fortid som finansminister.

Cardoso vandt, fordi han kunne rette op på Brasiliens økonomi.

Inflationen var dengang hyperinflation. Den er beregnet til 1.825.059.944.843 pct. fra 1968 til 1993. I de dage var det en katastrofe, hvis man ikke fik brugt lønnen samme dag, man fik den udbetalt. Alt indrettede sig på inflation, og det gjorde det let for politikerne at have manglende budgetdisciplin. Selvfølgelig var det de lavtlønnede og middelklassen, som tabte på dette. Men det fattede Lula lige så lidt som fagbevægelsen i Danmark, da inflationen skulle ned, og den automatiske regulering blev afskaffet.

Cardoso skabte en ny valuta: real. Det var ikke nyt, for møntfoden var skiftet syv gange de tidligere otte år. Men han lod den flyde og prissatte den højt. Så byggede han sin plan på tillid og synligt lederskab, som Poul Schlüter også demonstrerede ved fastkurspolitikken i Danmark i 80erne. Som finansminister sikrede han sig kontrol over en langt større del af statsbudgettet, og inden valutareformen skulle alle i et halvt år skilte med priserne, også i real. Også andre elementer indgik, men kort fortalt faldt inflationen i løbet af nogle få måneder til stor overraskelse. Den var på 2.500 pct. om året, for så at falde til 45 pct. i marts, og da reformen trådte i fuld kraft med indførelsen af real, var den kun 2 pct. I september 1994 (en måned inden præsidentvalget) var den 1,51 pct. Man forstår, at den mand, der havde knoklet denne reform igennem et noget modvilligt parlament, fik vælgernes opbakning. Han blev genvalgt ved igen at slå Lula.

Cardosos reform løste bestemt ikke alt, men den satte ekstra kraft på det stærke opsving, Brasilien levede i. Inflationsbekæmpelsen var det bedste for middelklassen og landets fattigste. Selv om Brasilien har langt større uligheder, end vi kender til, løftede den mere ansvarlige økonomiske politik millioner og atter millioner ud af fattigdom. Cardoso tabte overraskende valget i Sao Paulo, da han blev hængt ud for at være en »hashrygende ateist«, men kom stærkt igen som præsident.

I dag har Brasilien en stor og købedygtig middelklasse, som er med til at drive økonomien frem. Den gamle politiske flygtning og studiekredsleder i marxisme fik den brasilianske kapitalisme til at fungere langt bedre. Professoren fortæller meget underholdende om det i sine erindringer, som samtidig er Brasiliens historie i det 20. århundrede.

Det er dog ingen hemmelighed, at også Brasilien nu rammes af det samme, som vi har set i Europa og navnlig i Danmark. Produktionsarbejdspladserne flytter ud, fordi omkostningerne til produktionen langt overstiger omkostningerne i lavtlønslandene i Asien. Toldmure og bureaukratiske særregler hjælper noget, men ikke nok.

Der er stadig store opgaver for de brasilianske politikere.

Aktuelle job lige nu

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.