Indspark

Politik er fjendskab

Jeg er på besøg hos den tyske jurist og politolog, Carl Schmitt. Vi mødes i en klassisk berliner Bierstube i den bedste- borgerlige bydel, Wilmersdorf. Carl Schmitt bestiller to af disse uklare, men velsmagende Hefeweizen øl. I mange år var Carl Schmitt ude i kulden på grund af, hvad der blev betragtet som hans retfærdiggørelse af nazi- regimet, men han er kommet ind i forskervarmen i de seneste par årtier. Både blandt konservative og på venstrefløjen.Jeg må spørge om hans tilknytning til nationalsocialismen:

»Som mange andre nationalkonservative så jeg nationalsocialismen som en slags sidste udvej, hvis ikke Tyskland skulle gå til grunde som følge af venstrefløjens underminering. Til at begynde med gjorde Hitler også det rigtige. Han satte ind med politisk at omkalfatre Tyskland, han frisatte landets produktionspotentiale. Men regimets ekstreme racisme og dets selvmorderiske linje i Anden Verdenskrig var aldrig min kop the. Jeg meldte mig ind hos nationalsocialisterne engang i 1933-34 og blev direkte smidt ud af partiet efter en årrække på grund af en kritik, som jeg allerede havde fremsat af nationalsocialismen før magtovertagelsen,« forklarer Schmitt.De er blevet berømt for Deres påstand om, at det i politik er nødvendigt med ven-fjende-billeder:

»Ja, mit ærinde er at argumentere for, at de liberale helt har misforstået, hvad politik går ud på. De har en forestilling om, at politik udvikler sig harmonisk og i gensidig forståelse. Min påstand er, at når det er tilfældet, og det er det nogle gange, er det blot et tegn på, at den ene side i en sag er uhyre stærk, mens den anden er uhyre svag. Er parterne bare nogenlunde jævnbyrdige, er politiske konflikterbaseret på et ’os mod dem’. Ja, der var i mange år ’gensidig forståelse’ mellem Rusland og Vesten, nemlig dengang Rusland stod klædt af til skindet både økonomisk, politisk og legitimitetsmæssigt. I dag er situationen mere normal. Derfor får vi konflikten. Hvis man ikke indser denne politikkens mikrobiologi, bliver man ringere til at løse konflikterne. Jeg vil altså demontere konflikter, men det er nok ikke sådan, de liberale ser på mig. For mig at se er de liberale derimod enten naive eller intellektuelt dovne. Men ligger dovenskab ikke netop ofte til hedonister,« smiler Schmitt lumsk. Deres navn drages ofte frem af diskursteoretikere på venstrefløjen.Hvad siger De til det?

»Ja, jeg har det udmærket, når jeg mødes med venstrefløjsfolk til seminarer og lignende. De er inspireret af Karl Marx’ teorier og har derfor så at sige fået konflikterne – både de åbenbare og de undertvungne – ind med modermælken. Deres dyrkelse af det sproglige kan måske nogle gange ligne en fiks idé. Men forehavendet har nu meget for sig. Det er nu engang i sproget, at vi formulerer os politisk. Så jeg læser, hvad Chantal Mouffe (belgisk-engelsk diskursteoretiker, PN) og andre skriver, og er også glad, når de citerer mig. Lidt forfængelig er man vel altid. Men jeg har også gennemlevet Anden Verdenskrig og ved, at politik kan blive til andet og mere end sprog,« slutter Schmitt og tager sin hat på og går med bøjet nakke ud under himlen over Berlin.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.