Gud og Fanden

Pligt og lykke

Sørine Gotfredsen: Vi er i færd med at forlade 2012, og det er tid at gøre op, hvad året har lært os. To begreber skiller sig ud. Nemlig pligt og lykke. Der er blevet talt meget om begge dele, og lad os gribe chancen og overveje deres indhold og indbyrdes relation.

I løbet af året fik vi alle en bemærkelsesværdig gave forærende, da DR 2 gravede den dovne Robert frem til offentlig beskuelse og debat om pligt, forkælelse og livsindhold. For hvad enten denne mand mest udgør en enlig skamløs svale eller repræsenterer en bredere mentalitet, opfordrer han os til at diskutere, med hvilket formål vi er sat i verden. For at bidrage til helheden eller for mageligt at realisere os selv. Der er naturligvis ikke her tale om et firkantet enten-eller, men vi trænger til at få gjort op med den simple idé om selvrealisering som et primært mål. Ikke fordi det ikke giver mening at realisere sig selv, men fordi vi i en sekulær moderne verden så nemt kommer til at gøre eget selv til egen afgud. Og dermed ophøjer begrebet lykke til noget, der kan udarte til enten utæmmet selvdyrkelse eller ubærlig byrde.

En forsvarlig forestilling om lykkelig selvrealisering forudsætter nemlig noget. For det første en absolut myndighed at stå i forhold til, så man kan adlyde en grænse for sin udfoldelse. Og for det andet en erkendelse af, hvor nemt et menneske kan fortabes i den selvrealiserende proces, idet man jo kan blive nødt til at indse, at man faktisk ikke formår det, man troede skulle bane vejen til lykke.

Underlagt den humanistiske myte om at vi alle rummer et særligt talent, der kan udfoldes gennem fri lyst, opbygges nemt et skævt selvbillede, hvor man glemmer, at en del af os måske faktisk ikke har noget særligt talent. Og ville være bedst tjent med at leve i et fællesskab, hvor man i højere grad ærer den, der blot gør sin pligt. Tidens nærmest maniske optagethed af lykke afslører, hvor meget vi er underlagt et menneskesyn, hvor den enkeltes værdi måles efter noget så flygtigt og navlebeskuende som lykkefølelsen. Og ikke pligtfølelsen. Et fælles nytårsforsæt kunne passende være at få skabt en bevægelse væk fra den store fokus på lykke og udfoldelse af det talent, der måske i virkeligheden slet ikke er der.

Vi skal med andre ord have gjort op med det evigt selvkredsende terapeutisk inspirerede spørgsmål, der lyder: Er jeg lykkelig? Og i stedet blive bedre til at spørge: Gør jeg gavn, som jeg bedst kan? Der er brug for en større anerkendelse af dette at bidrage til andres velbefindende, ligesom der er brug for en lettelse af byrden for alle dem, der ikke føler sig vellykket lykkelige.

Hvormed man i den massive dyrkelse af et menneskes mulighed for at skabe sin egen skæbne så nemt kommer til at føle sig som en fiasko. Sagen er jo, at der er tale om en slags vrangforestilling, når vi tror, at meningen med livet er selv at føle sig lykkelig, og et tegn på sund bevægelse ville være, hvis vi i det kommende år kan slippe for de mange analyser af folkets lykketilstand. Og i stedet få skabt en samtale, hvor der bliver manifesteret en større forståelse af, at ens egen realisering i verden først og fremmest afhænger af, hvad man gør for andre. Og for helheden. 2013 står foran os. Lad det blive året for genopdagelse af pligt og en mindre optagethed af lykke.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.