David Gress: Søren Pind, nyudnævnt integrationsminister, har det dilemma, at han er en instinktiv liberal i et parti, som for længst ikke længere er liberalt.
11. marts 2011, 22:30
Anders Fogh Rasmussen afliberaliserede Venstre ved straks efter sin sejr i 2001 at forkaste alle liberale principper og fremstille sig som velfærdsstatens og det socialdemokratiske system-Danmarks forsvarer. Fogh Rasmussen vidste i 1994, da han udgav sin bog »Fra velfærdsstat til minimalstat«, hvad friheden kan tilbyde borgere, og hvad den samtidig kræver af dem. Som regeringschef blev han lynhurtigt tæmmet af systemet, eller rettere, han var klar til at tæmmes. Vi hørte ingen liberale løfter om at nedbringe skatte-afgiftstrykket, eller om at overføre større ansvar fra det offentlige til borgerne.
Det var næsten fra dag ét under den såkaldt borgerlige regering klart, at magtmennesket Fogh Rasmussen havde overbevist sig selv om, at vejen til varig magt gik gennem at afsværge al liberalisme, al snak om frihed, og love danskerne en fortsat tilværelse som statsslaver. Han turde ikke love danskerne frihed, fordi han – måske med rette – frygtede, at de fleste ville afvise den til fordel for den angivelige tryghed, de tror, de har i velfærdsstaten. Denne tryghed er imidlertid en løgn. Om føje år er der ikke råd til det forvoksede bureaukrati og heller ikke til de i forvejen halvdårlige ydelser, som snart sagt alle andre lande er i stand til at tilbyde billigere, hurtigere, venligere og bedre. Fogh kunne have været ærlig og sagt dette og straks indledt de nødvendige grundreformer.
Søren Pind ved alt dette. Han forsøgte at råbe sit eget parti op engang, men blev banket på plads. Det fandt han sig i, uforståeligt for mange. Nu har hans duknakkethed dengang tilsyneladende givet bonus, idet han er rykket op til et prominent ministerium. Men hvad kan han gøre der, som er liberalt? Intet. Blandt hans første udsagn var, at »EU-domme efterlever vi«, skønt den dom, der er tale om, giver fri adgang for forældre til børn født i EU og dermed leverer endnu et grundskud mod den i forvejen totalt gennemhullede såkaldte »stramme udlændingepolitik«. Herover for gælder det som en skrædder i helvede, at Pind udsender retoriske røgsignaler om, at nu må de der tilpasningsuvillige voldsmagere, røvere og voldtægtsmænd holde op med deres numre og blive danske. Det batter naturligvis ikke, fordi Pind er fastholdt af partidisciplinen og derfor hverken tør eller vil sige, at med mindre danske lovgivere hævder grundloven over for såvel EU-domme som FN-konventioner, har vi ikke nogen som helst magt over indvandringen.
Søren Pind er blandt de få politikere i dagens Danmark, der har bare anstrøg af principper. Han mener det godt. Men så længe han tjener en handlingsuvillig regering, som taler meget, men intet gør ved hverken masseindvandring af tilpasningsuvillige eller ved formynderiet og skattetrykket, er han, undskyld, en hofnar. Han burde finde sig et parti, der tager hans holdninger alvorligt.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten