18. juni 2011, 00:01

Når andre ikke vil, så vil jeg sige det. Du er udansk, Pia Kjærsgaard, og dine bestandige udfald mod Tyskland viser ikke blot mangel på god tone, mangel på kendskab til diplomatisk stil og EU-samarbejdet med Tyskland i udlændingespørgsmål. Angrebene vidner også om en total mangel på kendskab til danmarkshistorien.

For det første er det Danmark, der udviser herrefolksmentalitet og nationalisme, hvis vi mener, at vi ejer hele grænsen på begge sider. Det gør vi ikke, lige så lidt som Pia Kjærsgaard ejer skellet i haven mellem hende og naboen. Derfor kan end ikke Kjærs­gaard bygge en høj betonmur i skellet uden at tale med sin nabo.

For det andet er det, helt uanset om vi er medlemmer af EU eller ej, udtryk for utrolig dårlig opdragelse og skadeligt for danske interesser, hvis vi ikke kan opføre os ordentligt overfor vores naboer.

For det tredje er den helt urimelige opførsel overfor Tyskland, set fra et diplomatisk synspunkt, aldeles katastrofal og skader Danmarks anseelse i hele Europa. Vi signalerer, at vi er ligeglade med at samarbejde med andre og er os selv nok. Den meget danskvenlige tyske ambassadør i Danmark, som Pia Kjærsgaard har svinet til, har venligt advaret Kjærsgaard, men Kjærsgaard tramper bare videre og giver et helt forkert og usympatisk indtryk af Danmark og danskerne ude i verden. Ydermere påstår Kjærs­gaard, at ambassadør Jessen taler på egne vegne. Det gør ambassadøren naturligvis ikke. Det er utroligt, at Kjærsgaard efter så mange år i politik ikke ved det. Men en ambassadør er faktisk udsending fra sit eget land og taler på sit eget lands vegne.

For det fjerde har vi særlige forpligtelser i Schengen-samarbejdet netop ved den dansk-tyske grænse. Denne grænse, der rummer så megen historie, er den eneste egentlige landegrænse, vi har, hvor to lande støder umiddelbart op til hinanden. Det gælder ikke naboskabet til Sverige, hvor brobetalingen i forvejen stopper trafikken, ligesom det også er ganske anderledes ved vandgrænserne. For her er trafikken allerede stoppet af naturlige grunde. Det er altså ved den sønderjyske grænse, at der gælder de særlige forpligtelser efter Schengen-reglerne, som betyder, at vi kan køre direkte til Rom eller Malaga, til Amsterdam eller Bruxelles. Der skal nemlig ved landegrænserne være fri passage. Danmark kan ikke bare lægge hindringer i vejen for at stoppe trafikken eller dæmpe trafikken, for det vil være en hindring for den frie passage, som netop er én af ideerne bag Schengen-samarbejdet. Den anden hovedidé bag samarbejdet er politisamarbejdet over grænser med bekæmpelsen af international kriminalitet og udviklingen af fælles registre, der gør politiarbejdet lettere, som et vigtigt fælles anliggende. Det samarbejde er Kjærsgaard med sin modstand mod EU og Schengen med til at lægge hindringer i vejen for.

For det femte er Pia Kjærsgaard åbenbart gået sovende gennem tilværelsen i den lange periode, hvor jeg på regeringens og dermed Danmarks vegne kæmpede for at inddæmme virkningen af EU-domstolens dom i Metock-sagen. Den dom underløber dansk familiesammenføringspolitik. Dengang var det Danmark, der havde brug for gode naboer. Vi havde brug for hjælp. Udover at henvende mig til kommissionen, henvendte jeg mig først og fremmest til min tyske kollega, den store personlighed Wolfgang Schäuble. Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort uden hans hjælp. I det hele taget er Kjærsgaard tilsyneladende helt uvidende om, at det ikke mindst er hos vor store nabo i syd, at vi i EUs ministerråd, i hvert fald i min ministertid, har fundet stor forståelse for vore udlændingepolitiske synspunkter. Men den slags kommer naturligvis ikke af sig selv. Det kræver gensidig respekt og gode samtaler, hvor man informerer hinanden og viser forståelse for den andens synspunkter. Det er ikke gratis at ødelægge et sådant godt naboforhold.

For det sjette er det under bæltestedet, at Dansk Folkeparti trækker nazikortet og oven i købet inddrager en gammel krigsforbrydersag, som er den aktuelle diskussion aldeles uvedkommende og bare er med til at tegne Danmark som en nation, der ikke kan hæve sig over en barnagtig og sur og indsnævret æv bæv-diskussion. Hvis Kjærsgaard en gang imellem havde set tysk TV eller rejst i Tyskland i de sidste 30 år og aflagt besøg hos tyske boghandlere, så ville Kjærsgaard have vidst, at der ikke er noget land og noget folk, der som tyskerne har været igennem en lang og pinefuld moralsk og kulturel selvransagelsesproces efter Det Tredje Riges sammenbrud. Selv den store nulevende forfatter Günter Grass har i sin fremragende erindringsbog gået bodsgang og pisket sig selv med skorpioner, fordi han som ganske ung var med i Himmlers Waffen-SS. En sådan proces har Danmark aldrig moralsk og kulturelt været igennem. Vi foranstaltede efter krigen blot et uanstændigt retsopgør, hvor vi med tilbagevirkende kraft straffede de små medløbere og værnemagere, mens de politikere, der opfordrede til kammerateri med besættelsesmagten og godkendte danskeres deltagelse i krig på Østfronten, gik helt fri.

For det syvende er angrebet på det tyske et udtryk for total mangel på kendskab til både tysk og dansk kulturhistorie. Vi er i Danmark dybt påvirket af tysk kultur, og det er for det gode. Bach og Luther er langtfra de eneste store. Vi er dybt påvirket ikke mindst af den tyske oplysningstid, der er noget ganske andet end den franske. Den tyske romantik var forudsætningen for, at København i romantikkens tidsalder kunne udruge så mange genier.

For det ottende er Danmark ikke en øde ø. Vi har altid fået vore påvirkninger udefra og ikke mindst fra Tysklands kulturelle skatkammer. Uden samkvem med andre og uden påvirkninger fra andre går Danmark ikke blot i stå, men bliver aldeles agterudsejlet i en helt ny og globaliseret kulturel og økonomisk konkurrence.

Det var såmænd bare det, jeg ønskede at sige, Kjærsgaard.