Kommentar

Perfidt angreb på Kirkskov

Det, som generer Hans Hauge og andre kommentatorer, er, at skuespilchef Morten Kirkskov i sin kronik kalder en spade for en spade og taler om en ny fascismes opdukken i Danmark.

Christian Braad Thomsen.
Christian Braad Thomsen.

Det er et ualmindeligt perfidt angreb, Hans Hauge retter mod skuespilchefen på Det kgl. Teater, Morten Kirkskov (13. januar). Han kalder Kirkskov for en »falleret forfatter«, hvilket er løgn.

Morten Kirkskov er skuespiller og har medvirket i 40 teaterstykker over hele landet, ligesom han selv har instrueret ca. 20 teaterstykker. Han har desuden udgivet en enkelt roman, den selvbiografiske »Kapgang« om sin barndom. Den fik udelt rosende anmeldelser i samtlige landsdækkende dagblade. På den baggrund falder det unægtelig tilbage på Hans Hauge, når han kalder Kirkskov for »en falleret forfatter«.

Det, som generer Hauge og andre kommentatorer, er, at Kirkskov kalder en spade for en spade og taler om en ny fascismes opdukken i Danmark. Hauge er ikke opmærksom på, at han selv bekræfter Kirkskovs påstand, når han i samme kronik mener, at kunsten skal under politisk kontrol. Han undrer sig over, at Kirkskov overhovedet kan være skuespilchef med de politiske synspunkter, han har – og at Kirkskov nu har givet politikerne nogle virkelig gode argumenter for at skære i kunststøtten til Det Kongelige Teater.

Det er karakteristisk for kunstens status i fascistiske og kommunistiske stater, at den skal vurderes ud fra politiske kriterier og ikke ud fra kunstneriske. Denne holdning har hidtil ligget fjernt fra dansk demokrati, men er de senere år rykket tættere på med Dansk Folkeparti, som Hans Hauge er den litterære spydspids for.

Første gang, Dansk Folkeparti krævede politisk censur af kunsten, var, da partiet kritiserede statsstøtten til Lars von Triers »Dogville«. Partiet kunne ikke acceptere, at en så »anti-amerikansk« film blev støttet af den danske stat, uanset at filmen jo ikke var mere anti-amerikansk, end at også amerikanske filmskribenter fandt den fremragende.

 

Folketingets formand Pia Kjærsgaard har i det hele taget et yderst betændt forhold til ytringsfriheden. Hun mener ikke, at muslimer bør råde over paraboler, der kan fange arabiske TV-kanaler, fordi de her bliver indoktrineret til antidemokratiske holdninger. Men Kjærsgaard er helt uvidende om, at bl.a. TV-stationen Al Jazeera støttede demokratibevægelserne i Det Arabiske Forår. Hun er også modstander af det frie tøjvalg, hvilket bestemt ikke havde gjort hende populær hos min mor, som da ikke kunne drømme om at forlade vores lille husmandssted og tage ind til byen uden et tækkeligt tørklæde på hovedet.

Kjærsgaard mener heller ikke, at udlændinge skal have lov at ytre sig på deres modersmål, når de bor i Danmark, hvilket er sat på spidsen af hendes partifælle Martin Henriksen, som mener, at indvandrerforældre skal opsøges i hjemmene, så det kan kontrolleres, om de taler dansk med børnene. Han begrunder disse sprogpatruljer med, at »det er ikke børnenes modersmål, der tales i hjemmene, men derimod deres forældres og bedsteforældres.« (Information 25.11.2006) Men han synes ikke at være klar over, at modersmålet er moders mål, og forhindrer man en mor i at tale sit eget sprog med sit lille barn, invaliderer man det tidlige mor/barn-forhold. Dette er karakteristisk for netop den fascistiske stat: I 30’ernes Italien stræbte fascismen efter en tilsvarende enhedskultur og var fjendtlig over for lokale modersmål af udenlandsk oprindelse.

Førende amerikanske aviser er som bekendt i disse uger blevet opmærksomme på, at den politiske udvikling i Danmark bevæger sig i fascistisk retning, f.eks. med lovforslaget om at frarøve flygtninge deres sidste værdier. Når mennesker i en simpel overlevelseskamp har været nødt til at forlade familie og hjemstavn, når deres hjem er blevet bombet, og når de under flugten er blevet plyndret af menneskesmuglere og siden har sat livet på spil under en farefuld færd over havet, så risikerer de at afslutte deres rejse ved den danske grænse, hvor vi i vores overflod frarøver dem deres sidste værdier. Ved at nægte dem retten til en menneskelig eksistens forråder vi vores egen menneskelighed og optræder præcist som de fascistiske regimer, de er flygtet fra.

Det var ved indførelsen af den modbydelige 24-års regel i begyndelsen af århundredet, at både de borgerlige partier og Socialdemokraterne knyttede an til en fascistisk tankegang. Ikke siden Hitlers Nürnberg-love har vi oplevet, at et europæisk land vil bestemme, hvem voksne har lov at gifte sig med. Reglen blev vedtaget med den løgnagtige begrundelse, at den skulle ramme tvangsægteskaber. Men i forvejen havde vi jo forbud mod tvangsægteskaber, og reglen ramte i stedet alle unge danskere, som havde fundet en kæreste i det fremmede. At dette også var hensigten, kom daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj til at røbe:

»For mig handler det om, at man skal finde sig en ægtefælle i det land, hvor man bor og lever.« (Politiken 17.6.2007)

Dermed tydeliggjorde hun reglens egentlige begrundelse, nemlig at danskere bare har at udleve deres kærlighedsliv inden for landets grænser og ikke forelske sig i udlændinge.

Den udvikling, som både den amerikanske presse, Morten Kirkskov og mange med ham ser i Danmark i disse år, blev allerede forudset af Poul Henningsen i 1943, da han i sit svenske eksil holdt et radioforedrag, hvor han udtrykte frygt for »en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel blir kaldt alt andet end nazisme – ja som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier.«

Denne frygt blev til virkelighed i retsopgøret, hvor nazistiske værdier blev taget i brug, f.eks. ved at indføre dødsstraf med tilbagevirkende kraft, noget som turde være fremmed for demokratiet. Og fordi vi aldrig har haft et grundlæggende opgør med fascisme og nazisme, ser vi nu i disse år, at historien gentager sig.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.