Tendens

Passiv arv

Tom Jensen: Forleden kom det frem, at en mægtig negativ social arv belaster børn af kontanthjælpsmodtagere. 40 procent af alle unge, der modtager kontanthjælp, er børn af forældre, der selv har levet på kontanthjælp, og når det gælder indvandrere, er andelen endnu højere.

Tom Jensen, chefredaktør
Tom Jensen, chefredaktør

Oplysningen kom kun kort tid efter, at der kom interessant nyt frem om de ledige. Jyllands-Posten bragte en historie om, at krisen ikke voldsomt har øget antallet af danskere, som bliver langtidsledige. Tværtimod. Det danske arbejdsmarked er trods økonomisk nedgang så fleksibelt, og der skabes fra uge til uge så mange jobs, at en stor andel af dem, der mister jobbet, heldigvis oplever kun at gå ledige i en kortere periode, inden de er tilbage på arbejdsmarkedet.

Hvad kan vi lære af det? Ja, nogle brugte oplysningen om den negative sociale arv til at argumentere imod en kontanthjælpsreform. For hvis det er komplet indlejret i ens familiære kultur, at man lever en passiv tilværelse for fællesskabets penge, så vil stramninger på dette område ikke være det, der skubber én i gang igen. Der skal sættes ind langt tidligere og mere offensivt. Andre brugte historien om de mange, der får nyt arbejde hurtigt igen, som et bevis på, at der ikke i længden vil være noget større problem, selv om dagpengeperioden er sat ned fra fire til to år, uagtet at nogle gerne vil have os til at tro, det medfører en social massegrav.

For mig at se peger de to historier i én retning, nemlig at den sociale massegrav på sæt og vis eksisterer. Lige for øjnene af os. Den har blot ikke noget med dagpenge- eller kontanthjælpsreformer at gøre. Dem skal man gennemføre, fordi det kan medvirke til at skabe en holdbarhed i samfundsøkonomien, som gør, at der er penge til velfærd også i fremtiden. Men der ligger en opgave, som handler om at få lappet på det, man kunne betegne som bieffekterne af et velfærdssamfund, der alt for længe voksede ukontrollabelt, uden at nogen ænsede, hvad der var ved at ske.

Yderligere forstærket af en indvandring, som især bestod af ringe uddannede mennesker, der ikke sådan lige kunne få fodfæste på det danske arbejdsmarked, opstod fra 60erne og frem en ny samfundsklasse, for hvem det at gå på arbejde og tjene sine egne penge ikke længere var naturligt – endsige nødvendigt. Pengene kom jo ind alligevel, ikke en formue, men dog anstændige beløb, man kunne overleve for. En menneskeværdig bolig var sikret, og der var gratis skolegang og uddannelse, så hvorfor skulle man arbejde? 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder står i dag uden for arbejdsmarkedet. Mange af dem gør en stor indsats for at finde et job. Men det er givet, at der også er sociale lag, hvor det at være på passiv forsørgelse er sådan, man lever. Og det er korrekt, at det problem ikke blot løses med reformer, hvor nødvendige de end er. Der skal en langt mere og grundlæggende indsats til at sikre, at det passive liv for fællesskabets penge ikke er en tilværelse, der for alt for mange går i arv fra generation til generation.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.