Medie-and: Kontanthjælp går for de fleste ikke i arv
Orientering 05. november 2012 kl. 17:10 på P1
Hør indslag (11:08)

"Den sociale mobilitet er så godt som fraværende" blandt unge kontanthjælpsmodtagere. "Fire ud af ti har aldrig set mor og far passe et arbejde".

Sådan lød det i morges i aviser og radio på baggrund af en analyse fra tænketanken Kraka.

Men tallene i analysen giver slet ikke belæg for disse konklusioner. De fleste børn af forældre, der modtager kontanthjælp, modtager nemlig slet ikke selv kontanthjælp.
(sakset fra DR`s hjemmeside)

Løsningen må ligge i oplysning og holdningsbearbejdning, til forskel fra forskellige justeringer af dagpengeregler mv.
F.eks. om de historiske forudsætninger, som nok er gået lidt i glemme. Tidligere generationer kunne huske, hvad fattigdom var, og var taknemmelige for sociallovgivningen, og værnede derfor mere om den.
Men glem heller ikke, at vi næsten lige er kommet af med en regering, som talte om danskerne som rige, som om det nærmest hørte til landet, uden vi behøver gøre noget aktivt for det, ligesom de grønne bøgetræer i maj.
Og en venstrefløj, som stort set har skrottet de engang så fremherskende marxistiske teorier om arbejdets helt centrale betydning for ethvert samfund. Forud for forrige folketingsvalg var der gudhjælpemig (ja, undskyld) en af de mest prominente kandidater for Enhedslisten, som udtrykkeligt anbefalede at læse religiøse skrifter (Koranen) frem for Marx.
Måske også behandlersamfundet. Gamle Sigmund Freud påpegede, at kærlighed (seksualitet) og arbejde er kilderne til livet, og også det, der giver det indhold. Både han og vores egen Søren Kierkegaard lagde vægt på, at angst er en del af den menneskelige eksistens; det er ikke altid udtryk for psykisk sygdom, hvis man en dag ikke føler sig psykisk på toppen.
Så der er nok at gå i gang med.

Havde der nu blot været et par stykker, som blev forsørget af velfærdssamfundet, så ville alt være i orden. Desværre er der ikke kun et par stykker, der er tusindevis. Antallet af offentligt ansatte og personer på overførselsindkomst har taget nået så stort antal, at man snart må sætte en overgrænse for hvor meget man kan lade skatten stige for dem, som er velfærdens forsørgere.

Så mangler vi bare Tom Jensens bud på, hvordan vi løser problemet med den nye samfundsklasse, der ikke betragter arbejde en naturlig del af livet, men nærmere som en sur pligt, der heldigvis kan undgås. Den udbredte antagelse, at der er arbejde til dem der vil arbejde - i økonomisk teori omformuleret til at arbejdskraft helt af sig selv skaber arbejde - passer muligvis i teorien, men har ingen indvirkning på denne samfundsklasse. Den normale medicin til afskaffelse af arbejdsløsheden - nemlig forringelse af dagpenge og kontanthjælp, så selv arbejdssky personer får en ubændig trang til at arbejde for polske lønninger - kan derfor ikke bruges. Hvad gør man så?

Situationen er alvorlig: Samfundsklassen er ikke kun dyr i drift, men har trukket tæppet væk under den hellige økonomiske teori. Hvis man ønsker at redde den økonomiske teori, ville det bedste være at erklære hele samfundsklassen for uegnet til at arbejde og at tildele den livslang førtidspension inklusiv begravelse på statens regning. En anden mulighed er at afskaffe kontanthjælpen og lade samfundsklassen sejle i sin egen sø. Det ville kort sigt give en betragtelig besparelse. Hvor stor besparelsen bliver på lang sigt, kan man ikke sige noget præcist om. Hvis man skeler til USA, hvor der sidder 10 gange så mange i fængsel som i Danmark, og hvor man bruger flere penge på fængselsvæsen end på uddannelse, må man dog regne med at den kortsigtede besparelse bliver til en langsigtet udgift.

Måske er den billigste løsning at oprette nogle arbejdspladser og at tilbyde folk et arbejde, de ikke kan sige nej til.