Kommentar

Pas nu på den lille familie

Eva Agnete Selsing debat
Eva Agnete Selsing debat

Den ubrudte familie er noget, vi skal passe på. For både børnenes og deres forældres skyld. I et nyligt blogindlæg beskriver kollega her på avisen, Anne Sophia Hermansen, hvordan det ikke altid er ren solskin og vaniljeis i de sammenbragte familier, hun selv har oplevet. Et modigt indspark i en debat, der ellers – og ikke uforståeligt – er meget følelsesladet, og hvor de ubekvemme sandheder som regel kun (forsigtigt) må nævnes af dem, der har oplevet det på egen krop.

Særligt de voksne har haft travlt med at fortælle magasiner og aviser, hvor dejligt og givende og bedste-af-begge-verdener-agtigt, disse sammenbragte familier dog er. Og det skal nok passe i nogle, forhåbentlig mange, tilfælde. Måske gælder det særligt for dem, der kom fra meget ustabile parforhold, at den nye hverdag med en ny, sammensat familie, er bedre.

Men børnene? Jo, de er, som altid, reaktionære. Mange, der følger denne debat, vil huske SFI-undersøgelsen fra 2010, der viste, at børn simpelthen har det bedst i kernefamilien. Og børnenes tarv må have forrang for andre hensyn; også i tider som disse, der gerne fokuserer på de voksnes velbefindende.

Jeg hører egentlig til dem, der åbent og tydeligt ikke bare taler for, men også idealiserer kernefamilien. Men måske det ikke altid er det rigtige. Forstå mig ret: Kernefamilien er bedst for børnene, og alene derfor er det en konstruktion, ethvert forældrepar bør stræbe efter at vedligeholde. Gå meget langt for at bevare. Dertil kommer en masse andre fordele såsom den langvarige forpligtelse, der er lige så smuk som den er ædel og noget, vores børn gerne skulle lære af – men måske det ikke altid er godt at idealisere den lille familie i så høj grad? For er problemet her ikke det samme som det, ASH beskriver som de sammenbragte familiers store udfordring? Altså at idealet strides og brydes med hverdagsudfordringerne og alt det uudsagte, tabuerne, der igen er en konsekvens af idealet.

Hvis vi er helt ærlige, er meget af den i øvrigt fantastiske mor-far-børn-opsats jo ikke spor ideel. Det er hverdag. Opvask. Indkøb. Snavsede sokker. Topartsforhandlinger om, hvis ansvar køkkentjansen egentlig er. Man ser i perioder sin udvalgte mere som en slags irriterende kollega i familiearbejdslejr (der fandeme skal knokle lige så hårdt som jeg), end som det lysende væsen, man fandt sammen med af kærlighed. Og med to forældre, der ikke sjældent er presset til det yderste, kan det blive svært at huske på, at det hårde arbejde for det nære, er den fineste menneskelige investering overhovedet.

Men selv om kernefamilien i praksis sjældent er som idealet, så er idealet vigtigt at have. Der er forskel på at arbejde hen mod noget som overordnet mål og så at forvente, at ens familie til hver en tid ligner dette mål 1:1.

Faktisk kunne det være en væsentligt medvirkende faktor ved mange skilsmisser, at familien idealiseres på en måde, der kan tage pusten fra de fleste. Det kan tage modet fra folk at sammenligne deres uperfekte hjem med den ophøjede målsætning.

For nok er selve konstruktionen noget nær ideel, men det vil ikke sige, at dens legemliggørelse er det. Så langtfra. Og det er okay. Eller, bedre: Det er menneskeligt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.