Indspark

Palme. igen?

Lars Östman: Sveriges Television sendte i juledagene dokumentartrilogien Palme. I julen fejres fødslen og døden af frelseren. Hans liv og hans gerninger.

1. marts 1986 giver en mand champagne til alle på en af Stockholms finere barer: Operakällaren. En kvinde går frem og spørger manden om årsagen til hans gæstfrihed. »Jamen, det er da indlysende. Det er jo en stor dag. Olof Palme er blevet myrdet.«

Enhver svensker har en mening om Palme. Ligesom enhver amerikaner har en mening om Kennedy. Først og fremmest har de to statsledere det til fælles, at de blev myrdet. Det har alle også en mening om. Men de har også det til fælles, at historien om mennesket overgås af myten om samme. Om deres person. Om deres død.

I et land som Sverige, der har berøringsangst for alt, der lugter af konfrontation eller konflikt, udfordring eller vanskelighed, er Palme-dokumentarens skabere, Nycanders og Lindströms, opgave ikke lettere. Her er det ikke nemt at komme om bag myten, og ind til mennesket.

Hvis man forstår, hvorfor en politiker som Palme kunne bringe sindene i kog, både dreje og fordreje, splintre og udfordre traditionelle synspunkter og standpunkter, så forstår man også, måske, hvorfor han blev myrdet denne sidste vinteraften i ’86. Nycander og Lindström siger naturligvis ikke dette direkte, og derfor gengiver jeg også denne mulige indsigt som et i dén grad måske.

Efter Palmes død, fortæller Carl Bildt (statsminister 1991-1994) os, begynder man i både Riksdagen og pressen hurtigt at tale om, hvorvidt der mon nu ville komme en ny tone i svensk debatkultur. Palme var nemlig for hård, for konfrontatorisk. For dansk fristes man næsten til at sige. Og er der noget, der er tabu, er der noget, der er lagt for had i det svenske samfund, så er det temperament. Man hæver ikke stemmen. Man er ikke ironisk. Man er ikke sarkastisk. Og da slet ikke i politiske debatter. Og da slet ikke, når man som Palme vil pille ved det svenske samfunds grundlæggende hierarkiske opbygning, samfundets ur-værdier og grundpiller. Hver passer sit.

Men nu skulle man pludselig politisk begynde at bekymre sig om andre - endda i helt fremmede lande. Den så elskede svenske neutralitetspolitik, dvs. den politiske idé, at man kan sælge våben og råstoffer til hvem som helst uden at tage konsekvenserne, skulle pludselig ikke længere medføre blind accept af andre landes handlinger.

Palme ville have det svenske socialdemokratis folkhem (folkehjem) i sin egen udgave, dvs. en rød og international udgave af velfærdsstaten, og Palme ville have det omgående. Koste hvad det ville. Og det kom det til.

Med Palme døde ikke kun en af det 20. århundredes største politiske begavelser. Også det svenske socialdemokrati fik dødsstødet. Sverige er ikke kommet sig over nogle af dem. Til gengæld er Sverige tilbage i tiden før Palme, når det kommer til neutralitetspolitikken i alle dens afskygninger, hvor ingen politiker tør mene noget som helst om noget som helst, og hvor enhver uenighed blot er en misforståelse.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.