Kommentar

Opråb til S: Hjælp Sverige ind i NATO

Ann-Sofie Dahl: Den borgerlige regering i Sverige tør ikke melde landet ind i NATO – selvom det ellers er på partiprogrammet. Hvorfor? Fordi det svenske Socialdemokrati ikke vil. Der kan Danmark hjælpe.

»Det undrer mange, at den borgerlige Reinfeldt-regering overhovedet ikke bevæger sig i dette spørgsmål. Ikke kun fordi forsvarsministeren er officer og statsministeren er gammel jægersoldat – men især fordi deres parti, Moderaterna, har medlemskab af NATO i sit program.«
»Det undrer mange, at den borgerlige Reinfeldt-regering overhovedet ikke bevæger sig i dette spørgsmål. Ikke kun fordi forsvarsministeren er officer og statsministeren er gammel jægersoldat – men især fordi deres parti, Moderaterna, har medlemskab af NATO i sit program.«

En uge. Det var den svenske forsvarschef, Sverker Göransons, barske besked i et interview i Svenska Dagbladet et par dage efter jul, på spørgsmålet om, hvor længe det alliancefrie svenske forsvar ville kunne forsvare Sverige efter et militært angreb.

Men: kun hvis det drejede sig om en angreb på en lille del af landet, »et begrænset mål«, med militært sprog, som fx Göteborg. Det er alt, hvad det svenske forsvar ville være i stand til at klare efter de sidste års mange reformer og nedskæ­ringer: at holde en enkelt svensk by i kun en uge, mente altså den svenske »Øverstbefalende«, general Göranson. Det var starten på en kæmpe forsvarsdebat hinsidan. For hvordan er det muligt, at Sverige kun kan forsvares i en enkelt uge? Og hvad syntes så landets forsvarsminister om det forhold? Jo, det var hun udmærket tilfreds med, sagde forsvarsminister Karin Enström en smule overraskende. Hun kommer fra det store borgerlige regeringsparti Moderaterna, der før var betragtet som det store »forsvarsparti« i Sverige, men hvor man har været i gang med en gennemgribende reform læs: nedskærning af det svenske forsvar næsten siden man vandt valget og regeringsmagten første gang i 2006. Karin Enström, der selv er officer i den svenske »amfibiekåren« (maritim indsatsstyrke, red.), har desværre gjort sig bemærket for et lidt uheldigt talent for at jokke i spinaten under sin korte tid som svensk forsvarsminister. Men nogle yderligere officielle reaktioner på forsvarschefens besked om den triste tilstand for det svenske forsvar, var der heller ikke; fra statsministerens kontor hørtes ikke en lyd, og heller ikke fra udenrigsminister Bildts.

Men så var reaktionerne fra almindelige svenskere stærkere. Hvis ikke Sverige klarer at forsvare sig helt på egen hånd, må vi endelig med i NATO, var konklusionen fra det svenske folk på høje tid, synes jeg personlig! En afstemning men selvfølgelig en helt uvidenskabelig sådan i den svenske avis Aftonbladet viste, at hele 60 procent af svenskerne nu gerne vil se Sverige som medlem af NATO. Hele 47 procent af dem mente faktisk, at det havde de da altid syntes, var det rigtige (men så må de aldrig nogensinde være blevet spurgt om det i de meningsmålinger, der hvert år bliver lavet ved forskellige universiteter og institutter, med helt andre resultater).

En mere seriøs og grundig meningsmåling fra det store institut SIFO viste en ikke helt så dramatisk udvikling af den svenske NATO-støtte med 29 procent, som nu gerne vil have Sverige med som medlem af NATO, og 32 procent som fortrækker, at landet forbliver alliancefrit. 29 procent virker måske ikke så iøjnefaldende for de danske læsere. Men for os, der har knoklet i mange år for at få Sverige ind i NATO vi er ikke ret mange, men vi er seje er det vidunderligt, at der endelig er kommet gang i debatten, selv om det er trist, at det kun er efter forsvarschefens pessimistiske udtalelse.

General Göranson fik også indirekte en del støtte fra dansk side. Ved den store sikkerhedspolitiske konference i Sälen i Dalarna forklarede NATOs generalsekretær, at Sverige slet ikke kan regne med at få militær støtte fra NATO, hvis landet ikke er fuldt medlem i alliancen. Det er der nok ellers mange, der mere eller mindre har regnet med, også højt oppe i den politiske top. Med sådan en strategisk vigtig geografisk beliggenhed, og som NATOs »partner number one« er der nok mange, som har gået ud fra, at NATO ikke ville lade Sverige falde uden at gribe ind. Sådan ville det måske også blive »IRL« det ved vi ikke i dag. Men som fuldt medlem af NATO ville svenskerne helt sikkert være forsikret mod en dag at måtte stå der helt alene, hvis nogen ville starte en krig mod landet. Så tak til Fogh for at have sagt det rent ud til svenskerne!

Men i Stockholm sker der alligevel ikke ret meget, uanset hvad forsvarschefen og Fogh siger i deres taler. Det undrer mange, at den borgerlige Reinfeldt-regering overhovedet ikke bevæger sig i dette spørgsmål. Ikke kun fordi forsvarsministeren er officer og statsministeren er gammel jægersoldat men især fordi deres parti, Moderaterna, har medlemskab af NATO i sit program. Det har Folkpartiet også, et andet af de fire partier, som er med i den borgerlige svenske regering og det er der, vi finder de helt store NATO-entusiaster.

Men heller ikke derfra hører vi ret meget i disse dage om NATO.

Grunden til den borgerlige tavshed er, at Socialdemokratiet er imod et svensk medlemskab i NATO. Ja, det lyder ret underligt, for hvorfor skal det stoppe den borgerlige regering? Men sådan er det, fordi et spørgsmål af denne størrelse kræver, at alle de store partier er enige, med stort parlamentarisk flertal i Riksdagen. Det er den forklaring, vi hele tiden får fra regeringen: det er fordi Socialdemokratiet nægter at opgive den alliancefrie politik, og den borgerlige regering heller ikke gør noget for at bringe Sverige ind i NATO. Man gør rigtig meget for at lægge Sverige endnu tættere på NATO i det militære samarbejde, men kun altså i rollen som partnerland. For de svenske socialdemokrater er alliancefriheden grundlæggende et spørgsmål om identitet eller nærmest en religion. Det med NATO virker simpelthen alt for grænsoverskridende for en svensk socialdemokrat selv om de socialdemokratiske regeringer under Tage Erlander og Olof Palme i mange år havde et tophemmeligt militært samarbejde med NATO under Den Kolde Krig. Sveriges naboer, de to nordiske NATO-lande Danmark og Norge, spillede dengang en helt central nøglerolle i dette hemmelige samarbejde. I begge lande var og er de socialdemokratiske partier og regeringer varme tilhængere af NATO.

Der finder vi så også løsningen på det svenske forsvarsdilemma: hos de danske (og norske) socialdemokrater. Hvis de bare ville tage en snak med deres svenske partivenner og forklare, at det med medlemskab af NATO ikke er det mindste farligt, tværtimod! Så ville Sverige slippe for sit ’en-uges-forsvar’ hele landet kan blive forsvaret, og den nordiske og regionale sikkerhed bliver styrket oven i købet.

Så, kære danske socialdemokrater: Vil I ikke nok hjælpe Sverige ind i NATO?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.