Kronik

Operation hemmelig agent

Morten Storm er hverken den første eller sidste agent, der har eksponeret sig selv. Tidl. PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen løfter sløret for civile agenters risikable vilkår og virke.

Stærkt troende muslimer fortæller, at PET-agenten Morten Storm forsøgte at lokke dem til at dræbe Kurt Westergaard.
Stærkt troende muslimer fortæller, at PET-agenten Morten Storm forsøgte at lokke dem til at dræbe Kurt Westergaard.

»Hvis det var kendsgerninger, var det ikke efterretninger.« Det er et citat fra en tidligere CIA-direktør, Michael Hayden, der glimrende kan bruges som forståelse og tolkningsramme for den sidste uges omtale af den påståede afhoppede PET- og CIA-agent Morten Storm. En agent der valgte at stå frem i pressen, da han gerne ville anerkendes for det arbejde, han udførte som agent. Et hemmeligt arbejde der ifølge ham selv førte til likvideringen af al-Qaeda-terroristen Anwar al-Awlaki.

Breaking news, forsidestof og en kioskbasker var det berettigede resultat af et fornemt stykke journalistisk arbejde, men igen måtte man konstatere, at det er forbavsende lidt, vi i Danmark ved om efterretningsarbejdet karakter og dets realiteter. Juridiske professorer diskuterede lovligheden i operationen og én talte om, at PET medvirkede til drab, og blandt vore politikere blev der udtrykt tvivl om PETs ærlighed i deres udsendte pressemeddelelser. Der sporedes en stor usikkerhed om PETs arbejde med agenter, der var karakteriseret ved, at det sjældent var kendsgerninger, der blev udtrykt, men mere formodninger, tolkninger over det »som vi ikke ved«. Estimeringer og vurderinger der netop karakteriserer, hvad efterretninger er.

Paradokset er, at efterretningsarbejdet er genstand for en stigende national og international betydning, men indsigten er begrænset. Og det kan ikke alene tilskrives PETs lukkethed, men det ganske bemærkelsesværdige i, at vi i modsætning til en række andre sammenlignelige lande ikke har universitetskurser i »Efterretningsvæsen og national sikkerhed«.

Samtidig med dette har vi alle enormt høje forventninger til Politiets Efterretningstjeneste om at forebygge, modvirke og forhindre terror. Men måske knap så megen forståelse for, at det i et sådant fornemt præventivt sigte er nødvendigt at bruge utraditionelle metoder som civile agenter. – Og jeg vil gerne bidrage med kendsgerninger til en større forståelse af dette arbejde.

Civile agenter beskrives ofte som efterretningstjenesternes »hjerteblod«. Jeg er enig i, at det er det vigtigste, men også mest risikable arbejdsredskab. Det er åbenbart indlysende, at det at have en person placeret i eller omkring inderkredsen af f.eks. al-Qaeda giver store muligheder for indsigt i organisationens hensigter og kapaciteter og dermed muligheden for at forhindre gennemførelsen af deres planer.

Det er unægtelig sjældent, at det er de rene og uplettede, der har adgang til sådanne miljøer, nok næppe snedkermester Hansen i Sdr. Omme eller direktør Petersen i Hørsholm, men mere rockere og konvertitter.

Agenter kan være hvervede, dvs. at efterretningstjenesten ved studiet af højt placerede personer i inderkredsen af det overvågede miljø vurderer, om det er muligt at vende pågældende til fordel for tjenesten. Det sker som regel igennem en længere kultivering, dvs. en påvirkning af pågældende uden at han aner, hvad målet er. KGB-agenten Oleg Gordijevski, der blev hvervet af PET i en fælles operation sammen med MI6, er et konkret og godt eksempel på, hvor lang tid nogen sådant kan tage. Kultiveringen startede i 1973 ved et »tilfældigt møde« i K.B.s badmintonhal i 1973 mellem Gordijevski og en vestlig diplomat, som i virkeligheden var efterretningsmand. Først i 1975 indvilgede han i, at MI6 og PET kunne bruge ham som agent.

I det øjeblik man føler, at pågældende er moden til at »plukkes«, sker den direkte tilnærmelse, hvor tilbuddet fremsættes. Et nervepirrende øjeblik, da det kan gå til den ene eller den anden side, men oftest lykkes det.

For nu at blive i gartnersproget taler man også i branchen om »indplantning« af agenter. Det er en penetrering af organisationen, hvor der igen over en længere periode findes og opbygges en person, der har kompetencer og forbindelser, som kan være overordentlig fristende for den overvågede organisation at få adgang til. Og ofte »hugger de på krogen«.

Endelig kan det være tale om agenter, der selv tilbyder deres assistance. De såkaldte »walk-ins«, der som ordet siger går ind og erklærer sig villig til at arbejde for efterretningstjenesten.

Alle agenter er drevet af et eller flere motiver. I efterretningstjenestens ABC findes der et initialord: MICE, der beskriver disse. Det måske mest renfærdige er penge (Money), men også ideologi (Idiology), hvad enten man følger sin ideologiske overbevisning, eller man modarbejder en, som man er indædt modstander af. Negativt motiverende er, når man truer med at kompromittere (Compromise) personer enten ved at offentliggøre et »raslende skelet i skabet«, utroskab eller en kriminel handling, som man måske endog har bragt den pågældende i. Denne metode var især KGB og STASI kendt for. Sidst men ikke mindst, men måske også det mest skrøbelige motiv, personligheden (Ego), hvor det er spændingen, thrillet og ikke mindst den opmærksom og anerkendelse, man får ved at deltage i det dybt fascinerende hemmelige arbejde.

Uanset agenttype, uanset motiv – alle bliver gjort til genstand for en omfattende analyse og risikovurdering. Der ses på pågældendes fysiske og psykiske habitus, personlige forhold, ideologisk overbevisning, troværdighed og loyalitet. Der foretages en risikovurdering, dels på det taktiske, operationen og dens gennemførelse, dels på det strategiske, fremtidsperspektiverne og målene. Der foretages vurderinger af, om det er politisk klogt, men selvsagt også på hvorledes der skal reageres, hvis personen afdækkes under hele operationen, eller han eksponerer sig selv. Hvad gør vi så? Det værste er, hvis det sker under en løbende operation, men knap så slemt når operationen, som in casu, er overstået. Agentens sikkerhed vægtes højt. I Gordijevski-sagen var flugtplanen allerede klar, da man hvervede ham i 1973. Den fik man brug for i 1985.

Sidst men ikke mindst er kontrollen og vurderingen af, at de informationer, som agenten bidrager med, er rigtige. Der findes agenter, der »fabrikerer« efterretninger, de såkaldte »fabricators«. Kontrollen foregår ved brug af andre kilder i miljøet. Det kan godt være, at agenten tror, at han er den eneste, der har »access« til de overvågede. Realiteten er, at det ved han intet om, og det ville høre til sjældenhederne, at han var alene. I princippet arbejder han efter »need to know« og aner intet om, hvad hans informationer fører til, og som regel fører de slet ikke til det, han tror er kendsgerningerne.

Det kan være en langvarig proces, før der foreligger et »go« eller »no go« fra efterretningstjenestens ledelse. Faktisk så langvarig, at det ikke er ukendt, at kolleger har klaget over en urimelig svær og lang proces.

Ved »go« er styringen af agenten helt afgørende. Det skal ske med fasthed og et klart sigte, men »agentpleje« er helt afgørende for at holde motivationen oppe, og her skal der udvises begejstring, roses og skulderklappes. Sommetider mere end realiteterne kan holde til.

For at sikre at operationen foregår på legalitetens dydige vej, er der altid en »agentcontroller«. En leder der hele tiden følger nøje med i, at f.eks. »agentrunneren«, sagsbehandleren der har kontakten til agenten, ikke bliver knyttet for tæt til den pågældende og ikke går over grænsen ved opfordring til deltagelse i kriminelle handlinger, der ikke allerede er i gang (virksomhed).

Alle efterretningstjenester har oplevet agenter, der eksponerer sig selv. Herhjemme har vi oplevet en Casper Neergaard, en trotskist med påstået viden om sprængstoffer, der under en hvervningsoperation i 1971 »brændte operationen af« ved at gå ud i offentligheden. I 1997 var der to agenter, Anders Nørgaard, der var sat ind i de venstreekstremistiske miljøer, og Frede Farmand i de højreekstremistiske miljøer, der eksponerede dem selv.

Det er en erhvervsrisiko, man må påtage sig, og jo tættere adgang til de ekstreme miljøer en agent har, desto større risikovillighed. Sådan må det nu engang være i værnet af vores sikkerhed. Det er kendsgerninger og ikke efterretninger.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.