Gud og fanden

Ondskabsindustrien

»Nu ved jeg så bare ikke, hvilken industri Anders Ladekarl mener, at han og jeg arbejder for, når vi er enige om, at Flygtningekonventionen må kunne revideres.«

Cand theol ph.d Kathrine Lilleør
Cand theol ph.d Kathrine Lilleør

Ingen konventioner er evige. Derfor vil generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, gerne revidere FNs Flygtningekonvention. »Konventionen er lavet på et tidspunkt, hvor flygtninge kom fra Europa eller i hvert fald fra et nærområde. Den blev ændret i 1960erne, og den kan ændres igen,« sagde Anders Ladekarl i et interview til Weekendavisen i sidste uge.

Oprindelig sigtede Flygtningekonventionen fra 1951 alene på at sikre flygtninge internt i Europa efter krigen. Men i 60erne udvidede man konventionen til at gælde flygtninge i hele verden. Anders Ladekarl mener, at konventionen bør gøres mere tidssvarende, selv om det ikke absolut vil forbedre alle flygtninges situation. Udmeldingen er en sensation. Intet mindre.

Men ingen hørte det rigtigt. Al opmærksomhed gik i den forgangne uge til minister-defensorater i EU, internationale satiretegninger af statsministeren med et uhørt armbind og den lille havfrue, nu med smykker.

Det virkeligt vilde i Anders Ladekarls udmelding er, at han tilhører den fløj i debatten, der har fået tilnavnet »godhedsindustrien«. Den del af debatten, som gerne fremhæver debattonen fremfor det faktum, at Danmark bruger næstflest penge på flygtninge af alle lande i EU, 80 procent af alle flygtninge får deres familier hertil med det samme og skal ikke vente tre år. Helt i forlængelse heraf er det ikke de sidste fakta, Anders Ladekarl fremhæver, men han beklager i det samme Weekendavis-interview netop den polariserede debatkultur. Da han imidlertid bliver spurgt, om han ikke bare er et »godhedsmenneske«, svarer han:

»Jeg vil hade at være det modsatte af humanist og godhedsmenneske. Jeg opfatter det som et adelsmærke at være en del af godhedsindustrien, selv om jeg godt ved, at de, der bruger udtrykket, mener det modsatte. Jeg ville hade at være en del af ondskabsindustrien.«

Rigtigt! Det er ikke et »adelsmærke«, når Anders Ladekarls politiske modstandere placerer ham i »godhedsindustrien«. Rigtigt! Det er en ufin polariseret debatkultur, hvor man kategoriserer sine modstandere. Punktum. Bare han dog derefter havde klappet i. Men så indfører generaldirektøren for Dansk Røde Kors en helt ny rabiat betegnelse for sine modstandere: »ondskabsindustrien«! Den har jeg ikke hørt før. Ladekarl vil »hade at være en del af ondskabsindustrien«. Tænk, det vil jeg også.

Nu ved jeg så bare ikke, hvilken industri Anders Ladekarl mener, at han og jeg arbejder for, når vi er enige om, at Flygtningekonventionen må kunne revideres. Det vil mange, som han ellers deler holdninger med, jo være lodret uenige i. Gør det da Ladekarl selv til en del af ondskabsindustrien, eller står han og jeg ligesom et sted ind-imellem det onde og det gode? Enhver må spørge sig selv.

I en uge, hvor man internationalt er i færd med at gøre Danmark til syndebuk for en politik, som ingen har lyst til at føre, men som EU nødvendigvis på sigt må føre, må vi stå sammen. I erkendelse af, at først den dag, du og jeg holder op med at mene, at onde er noget, alle andre er, men erkender, at vi også selv udøver ondskab, da har vi sagt noget sandt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.