Kulturkarrusellen

Ondskabens imperium

Eva Agnete Selsing, Filosof
Eva Agnete Selsing, Filosof

Ondskabens imperium ligger på den anden side af sundet. Hvor en eksplosiv cocktail af ekstrem politisk korrekthed, massiv indvandring og effektiv meningsundertrykkelse af anderledes tænkende, giver en katastrofe in spe.

Lad os se på nogle eksempler. Senest havde vi den kvindelige leder, der måtte acceptere, at en mandlig, muslimsk ansat ikke ville give hånd til hende, fordi hun er kvinde. Oveni hatten gav man manden 30.000 i erstatning for den ’krænkelse’, han angivelig havde været ude for. Ugen før så vi, at svenske politikere i ramme alvor mente, at mænd, qua deres køn, skal betale mere i skat end kvinder. Institutionaliseret økonomisk mandehad. Eller de skandaløse valgritualer, hvor borgerne de facto tvinges til at afsløre, hvem de stemmer på, da stemmesedlerne til de forskellige partier ligger udenfor boksene. Til frit skue. Der er ugesagerne, men der er også de mere generelle temaer.

Eksempelvis den frygtindgydende voldtægtsstatistik, hvor Sverige ifølge FN har næstflest voldtægter per indbygger i verden. Tal fra BRÅ, der udarbejder Sveriges officielle kriminalitetsstatistikker, viser, at alene i 2011 blev knap to ud af 50 (3.4 procent) af kvinder i alderen 16-24 år udsat for en voldtægt. Der er vel at mærke ikke tale om anmeldelser, men faktiske begåede voldtægter. De oplyser i øvrigt, at i 58 procent af voldtægterne var der tale om personer, som var helt ukendte for den udsatte. Så er der masseindvandringen, som i antal langt overgår den danske (endnu). Sverige står med en meget stor mængde mennesker, der tilsyneladende ikke er interesseret i at blive integreret, og som i stigende omfang hærger boligområder og gør livet usikkert for både offentligt ansatte og andre borgere. Det væmmelige er, at Oversverige – som i Danmark, i øvrigt – bor langt fra problem- områderne og derfor ikke forholder sig til dette. Ligeglade med de mennesker, der skal leve i frygt i de såkaldt ’udsatte’ områder, fremturer elitesvenskerne med deres infame politiske udskamning af dem, der reagerer på det multikulturelle inferno. En næsten bestialsk ligegyldighed.

Sverige er Ondskabens Imperium, fordi vi her ser 2000-tallets ny totalitarisme udfoldet. Denne -isme adskiller sig fra det forrige århundredes totalsystemer ved hverken at være militant, voldelig eller eksplicit populistisk. Men det gør den ikke mindre farlig: kombinationen af akademikerbårne ideologier som multikulturalisme og feminisme og virkelighedsforagt i et politisk korrekt meningsregime, er fatalt for et samfund. Hermed konstitueres et holdningsfængsel for de borgere, der skal leve med konsekvenserne af magtelitens beslutninger. Mens Oversverige messer ’inklusion’, ’tolerance’ og ’mangfoldighed’ fra deres privilegerede trädgårdsidyl, plages stadig flere menige svenskere af en hverdag, der er langtfra’tolerant,’ men hvor utryghed, vold og politisk dæmonisering af anderledes tænkende fylder mere og mere.

Hvordan hyklerne i den svenske overklasse kan se sig selv i spejlet dag efter dag, er en gåde for anstændige mennesker: Hvis dine gerninger medfører vold, overgreb, trusler, undertrykkelse og social kontrol af dine medborgere (der aldrig har efterspurgt den virkelighed, du har sat dem i), og du ikke forholder dig til det, så er du et ondt menneske. Og ondskabens imperium består som bekendt af mennesker. Heja, Sverige!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.