Vi må bruge begrebet ondskab om Anders Breiviks massakre. Ellers mister vi grebet om et fundamentalt menneskeligt vilkår – han var fri til at lade være. Interview med den norske filosof og forfatter Lars Fr. H. Svendsen.
29. juli 2011, 22:30
Her en uge efter, at Anders Behring Breivik forklædt i politiuniform stod af på Utøya efter at have sprængt regeringsbygningen i Oslo i stumper og skød de mere end 70 fortrinsvis unge mennesker, er der allerede knyttet mange ord til ham; højreradikalist, ekstremist, terrorist og sindssyg. Norges statsminister, Jens Stoltenberg, brugte begrebet ondskab i sin tale til rose-marchen. Og ifølge hans landsmand, filosoffen Lars Fredrik Händler Svendsen, er det ikke bare et velvalgt begreb, men et nødvendigt.
»At slagte et så stort antal mennesker ned på den måde kan ikke beskrives på nogen anden måde, end som ondt. Man kunne også bruge et andet udtryk - man kunne kalde det umoralsk. Men det er alt for svagt. Vi har brug for begrebet ondskab her som en ressource til at forstå den mest ekstreme version af moralens negative pol.«
I Breiviks tilfælde står vi over for det, jeg kalder den idealistiske ondskab. Her gør man noget ondt i den tro, at det er godt.
– Lars Fr. H. Svendsen, Dr.phil., filosofiprofessor ved Bergens Universitet og forfatter.
Lars Fr. H. Svendsen, der er forfatter til bogen Ondskabens filosofi, er en af Nordens mest læste filosoffer. Han stod på gaden i Budapest, da en bekendt over telefonen fortalte, hvad der skete de ca. 1.500 km nordpå. Den første reaktion var gråd, og nu en uge efter, hvor Berlingske fanger ham på telefonen hjemme i Norge, er det eftertænksomheden. Svendsen mener nemlig, at vi ikke bare kan blive stående ved begrebet ’ond’, men må tænke nærmere over, hvordan Breiviks massakre var ond.
Det onde og friheden hører sammen
»Meget ofte, når man forestiller sig noget ondt, så forestiller man sig gerne én, der gør noget ondt, alene fordi det er ondt. Men den type dæmonisk ondskab findes kun i fiktionens verden. Jeg tror, at vi kun kan motiveres til handlinger, som vi på en eller anden måde opfatter som gode. Og i Breiviks tilfælde står vi over for det, jeg kalder den idealistiske ondskab. Her gør man noget ondt i den tro, at det er godt. Her identificerer man en anden part som ond, og så bekæmper man den andens ondskab som bekræftelse på sin egen godhed. Læser man Breiviks manifest, finder man et ekstremt sigende billede på det mønster: Alle, der ikke er enige med ham, bliver kategoriseret som »kulturmarxister« og/eller »islamister«,der har undergravet hele den europæiske civilisation indefra, og samtidig er han totalt urokkelig i sin tro på, at han repræsenterer det samlede gode.«
I sin bog om ondskaben vrister Svendsen den fri fra den klang af mystik og religiøsitet, vi typisk hører, når man kalder noget for ondt. Og når det sekulære samfund stadig har brug for ’det onde’, er det fordi, det hænger sammen med den menneskelige frihed.
»De forskellige videnskaber forsøger at forklare den her type hændelser med årsager og virkninger - og det er selvfølgelig helt legitimt. Men der er noget ved menneskelige handlinger, der ikke går restløst op i årsagssammenhænge. Der bliver altid en rest tilbage. Og denne rest er den frie vilje, som muliggør det moralske ansvar og skyld. Det er en helt almindelig oplevelse - hvis der er en, der slår dig, vil man med det samme klandre den, der slår. Vi har slet ikke brug for en tung metafysik her - det er en umiddelbar reaktion. Frihed og ansvar er så grundlæggende del af vores virkelighedsopfattelse, og det er en forudsætning for alle vores institutioner og mellemmenneskelige relationer, at vi ikke kan fri os fra friheden.«
Så det er for at fastholde det menneskelige frihedsaspekt af Breiviks handlinger, at du mener, vi skal bruge begrebet ondskab?
»Ja. Og jeg mener, at dette ondskabsbegreb udgør en ressource i vores forsøg på at orientere os i det uoverskuelige landskab, vi kalder verden.«
Du sagde, at Breivik ser sig selv som god ved at opfatte det, han bekæmper som ondt - det viser vel, at det langtfra er risikofrit at bruge begrebet ondskab?
»Nemlig. Det er et meget farligt begreb at bruge, fordi det kan bruges til at legitimere så mange ugerninger. Derfor må vi være os så uhyre bevidst om, hvordan og hvorfor vi bruger det begreb. Når vi bruger ondskabsbegrebet gælder det næsten altid ’de andre’ - vi vægrer os meget stærkt mod at bruge det begreb om os selv. Og noget af faren ved at kalde Brevik for et monster, er at det gør ondskaben irrelevant for vores selvforståelse, fordi vi netop ikke ser os selv som monstre, der gør noget ondt. Og selvom det i den her situation er svært at tale om sådan noget som lettelse, så følte jeg faktisk en meget stærk lettelse, da jeg hørte, at det var en hvid nordmand, der havde gjort det.«
Hvorfor?
»Hvis det havde været en fra en fremmed kultur, så tror jeg det ville kunne sætte gang en helt anden type ændringer af det norske samfund, det ville skabe helt andre fjendebilleder - en stor kædereaktion, som den vi så efter 9/11. Det er en helt forbilledlig reaktion, vi har set nu i Norge - vi har ikke set råb om mere overvågning og mere sikkerhed eller andre tiltag, som ville forandre det norske samfund. Det tror jeg, ville have været betydeligt vanskeligere, hvis det havde været en fremmedkulturel gerningsmand.«
Kampen mod det onde
Det er netop dét, der gør, at Lars Fr. H. Svendsen flere gange vender tilbage til, at han er stolt over de norske politikere og den norske befolkning. Men når det er vigtigt at udpege ondskaben, handler det vel netop også om at kunne bekæmpe den?
»Selvfølgelig må vi bekæmpe ondskaben. Men vi må også tænke meget grundigt igennem, hvad det kan føre til. F.eks. udtalte chefen for det norske politis efterretningstjeneste, at end ikke et Stasi-samfund ville have kunnet forhindre Breivik i at gøre, hvad han gjorde. Og vi kan ikke forsikre os 100 procent mod, at forfærdelige ugerninger finder sted. Det, vi kan gøre, er at insistere på og fastholde de værdier, som Breivik har sat så meget ind på at bekæmpe og ryste i sin grundvold.«
Så vi må acceptere det onde som noget konstant i vores verden?
»Det onde vil aldrig blive udryddet. Netop den tanke, at det onde er noget, som kan identificeres så klart, at det kan opspores og udryddes, er måske er den farligste tanke af alle. Og det var jo netop denne tankegang, som lå bag Breiviks handlinger.«
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten