Jugoslavien, Skotland, Baskien, Catalonien, tidligere Sovjetrepublikker, Nordirland, Færøerne, Grønland. Eksempler på nationalstater (eller dele af) og føderationer der er gået i opløsning eller har ønsker om løsrivelse. Er det ikke meget tydeligt, at det ikke passer mennesket/borgerne at blive viklet ind i samarbejde med - alt for snærende bånd?

Der gemmer sig, efter min opfattelse, en latent fare for ufred i Europa, fordi befolkningerne og politikerne ikke er i balance med hinanden. Denne fare bør man neutralisere ved at bringe eu-projektet tilbage til mellemstatsligt niveau uden parlament og domstol og - holde forsvarstiltag helt udenfor og overlade det til en forsvarsalliance som Nato. En sådan forsvarsalliance bør man endvidere forbyde at operere udenfor egne territorier, med mindre alliancen er angrebet med militærmagt først.

EU blev oprettet i 1957 for at skabe fred ved samarbejde mellem nationerne. - Men fraværet af krig skyldes IKKE samarbejdet inden for EU. Tværtimod rummer EU kimen til konstant socialt oprør, økonomisk deroute og politisk radikalisering pga. - mildt sagt - demokratisk underskud.

Det, der har skabt fred i Europa er stabilitet og velstand, som er en kombination af den frie markedsøkonomi, kapitalisme og en liberaldemokrati. Dette har INTET at gøre med EU. Uden disse kvaliteter kunne EU ikke eksistere. Desuden skyldes freden i Europa bl.a.: 1 - Terrorbalancen 1947-1989, 2 – NATO og 3 - en handels-politisk og militær alliance. Her kan også nævnes den indbyrdes afhængighed af hinandens produkter. Intet land er længere selvforsynende og kan knap nok fremstille en maskine uden, at der indgår udenlandske komponenter.

Ja, målet med unionen er at skabe fred, stabilitet og økonomisk fremgang i Europa. - Men hvad har den dog ført til? Tragedier for millioner af mennesker, der har mistet både arbejde, hus og hjem, ejendom og livslyst - bortset fra en diktatorisk, stenrig magt-elite. - Denne dybt tragiske tillidskrise har fået antallet af selvmord i flere europæiske lande til at stige voldsomt.....

”Dødens købmænd” og ”dansen omkring militærindustriens guldkalv” bør hér ikke glemmes. - Den tyske våbenindustri sælger militært isenkram til dybt forgældede eurolande. - Flere af de europartner, som svinger sparekniven fx over den græske regering, lever godt af Grækenlands enorme militærudgifter.

I 2010 solgte Holland, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien våben for 7,5 milliarder kroner til Grækenland.

I flg. det svenske fredsforskningsinstitut “Sipri” var Grækenland. den 5.største våbenkøber i verden i årene 2005 – 2009. - ”De to lande i EU, som er værst ramt af krisen — Grækenland og Portugal — er også blandt den tyske våbenindustris bedste kunder.”(”Die Zeit”).

”EU er direkte ansvarlig for krigen i Bosnien, en række EU-lande er atomstater, Frankrig er til stadighed involveret i krigshandlinger i mellemøsten, EU har været splittet på spørgsmål om Irak, EU-lande har i sin tid deltaget i ødelæggelsen af Irak, EU kører i dag et sanktionsregime mod Iran, og så har EU en militær organisation, men ikke en civil organisation for konflikthåndtering - EU har ikke en gang et eneste fredsakademi”, siger freds- og konfliktforsker og ph.d. i sociologi Jan Øberg.

VÅBEN, MILITÆRUDGIFTERNE, SVINDEL OG KORRUPTION ER EN VÆSENTLIG ÅRSAG TIL, AT FLERE EUROLANDE I DAG ER DYBT FORGÆLDET.

(Kilder: De tyske aviser “Die Zeit”, “Der Spiegel”. Desuden: Reuters, CNN, Bloomberg, Globalis og det svenske fredsforskningsinstitut Sibri)

”Det er en skandale! - Det ser ud som om Europa-eliten har tildelt sig selv en pris. Det er lidt for meget kammerateri for min smag”, siger den hovedrystende freds- og konfliktforsker og ph.d. i sociologi Jan Øberg.

Det bør måske noteres, at Nobelkomiteens formand, Thorbjørn Jagtland, er tillige generalsekretær for Europarådet. Han siger bl.a. ”EU har været med til at indføre demokrati i Grækenland, Spanien og Portugal, og styrket forsoningsprocessen på Balkan.”

Historien rummer mange eksempler– på, at diktatoriske kræfter kom til magten ad demokratisk vej; men modarbejdede derefter den demokratiske proces, der bragte dem til magten.

”Demokrati og kapitalisme er fænomener, som er skabt til en fredelig verden. Den udfordring, som vi nu møder, består i at finde en metode, som kan beskytte denne grundvold i en verden i krig”. (John F. Kennedy 1917 – 1963 – USA´s præsident 1961 – 1963 – Demokrat)

Alene det, at EUs grundlæggende projekt er en fredelig fremtid, er en fredspris eller to værd. At danskerne bakker om krigsprojektet Nato og modarbejder EU siger en masse ubehagelige ting - om danskerne.

Der er stadig mange, der ønsker sig tilbage til dengang, da europæerne ordnede deres indbyrdes problemer med en rask lille eller måske større krig, hvor vinderen kunne prale af sit heltemod og score kassen, og taberen fik efter fortjeneste. Død og lemlæstelse.

Alle disse skønne ting har EU slået i stykker. Det er ikke til at leve med for unionsmodstanderne, men prøv alligevel.

I en verden behersket af amerikansk militarisme, arabisk fundamentalisme og asiatisk ekspansionisme burde det mest nærliggende være, at europæerne samlede sig i fælles forsvar mod kræfter, som intet land kan modstå alene.

Af en Post Doc at være har Hassig store problemer med at skelne mellem de lange linier, strukturelle forklaringer og så mere kortsigtede politiske hændelser. Set i EU's historiske perspektiv vil man nok ikke betragte den nuværende krise, som andet en mere kortvarig bølge, det er i alle tilfælde det blik for krisen som mange af dagens aktører har.
Det forekommer også noget snævertsynet, at EU ingen rolle spillede i den kolde krig, for slet ikke at nævne EU's rolle i oprydningen efter den kolde krig.
Hassig's slutbemærkninger om at EU har tabt store dele af den europæiske befolkning forekommer fuldstændig udokumenteret.

Forfatteren synes ikke at være i stand til at diskriminere klart mellem en forklaringsmodel, hvor EU opstilles som grundEN til den grundlæggende fred i Europa - og en forklaringsmodel hvor EU opstilles som en af flere grunde til samme fred.

Hvordan ville reaktionen i øvrigt have været, hvis det havde været NATO (eller for den sags skyld USA) der havde modtaget Nobels fredspris?