Kommentar

Om Den Europæiske Fred

Fredstese i ilden. I sidste uge modtog EU Nobels Fredspris. Men historien om det inter- og overstatslige unions­samarbejde som europæisk fredsskaber og -garant udgør kun halvdelen af fortællingen og potentialet.

Noget af det første, statskundskabsstuderende stifter bekendtskab med, er den fremherskende idé, at demokratier ikke går i krig. Tanken tager udgangspunkt i Kants værk Til Den Evige Fred. Og den demokratiske fredstese har siden været hyppigt underlagt forskningskniven, og konklusionen er derfor modereret gennem årene: Demokratier går ganske rigtigt mindre i krig i hvert fald når opponenten er demokratisk.

En lignende tese eksisterer om europæisk integration. I disse år henvises ofte til, at EU er et fredens projekt. Og der hersker ingen tvivl om, at fred i form af fraværet af krig er et faktum blandt de lande, som i 1957 underskrev Romtraktaten. En kreds, som nu inkluderer 27 medlemmer, og som sidste uge modtog Nobels Fredspris. Men vi kan sætte spørgsmålstegn ved i hvor høj grad fraværet af krig udelukkende skyldes samarbejdet inden for EUs rammer, eller hvorvidt der er andre forklaringsfaktorer i spil.

Problemet opstår i den årssagssammenhæng, hvor EU sammenkobles med fred. Eller som anført under Nobelprisens motivation at EU gennem forøget samarbejde har bidraget til fred på det europæiske kontinent. At fred har eksisteret blandt de samarbejdende lande inden for det, vi kender som EU, er et faktum. Men at EU er årsagen til freden, er at drage forhastede historiske konklusioner. Der er på baggrund af min viden inden for feltet langtfra forskningsmæssigt belæg til at konkludere sådan noget entydigt.

Da jeg læste historie var der en ulmende utilfredshed over det, man kaldte eurocentrisk historieundervisning. Verdenshistorien startede med Europa. Og ethvert fokus på det uden for Europa udrandt altid af en europæisk problemstilling. Utilfredsheden opstod, fordi det historiske fokus manglede afbalancering i en global kontekst. Europa er ikke en særskilt enhed og de dynamikker og årssagssammenhænge, som resulterer i Europas udvikling, er ikke begrænset til europæisk grund. Forbliver historien entydigt europæisk er risikoen, at forklaringsfaktorerne også indskrænkes. Og det er her, problemet med den europæiske fredsfortælling opstår.

Historien om EU er historien om en række internationale institutioner, som opstod efter Anden Verdenskrig. Alle adresserede de en forandret virkelighed. EU opstod som et handelssamarbejde ganske rigtigt motiveret af fredsønsker mellem de dengang så hyppigt stridende parter. Men den snævre fredsmotivation befandt sig i en større makro-historisk kontekst. Den verden, Europa mødte efter krigen, var markant anderledes end den, kontinentet navigerede i før krigen. Europa havde ruineret sig selv. Og skønt kontinentet forblev centralt, var magtbalancen forskubbet. Verden var delt mellem to supermagter Europa af Jerntæppet. Til historien om den europæiske fred hører altså også en veldefineret ydre fjende, som identificeres i en global kontekst. Og ydre fjender har det med at sikre intern fred. Et faktum EU intet har med at gøre. Den forklaring er ganske forenelig med ideen om, at EU bragte fred. Men samtidig en forklaring, som sætter spørgsmålstegn ved graden af EUs betydning for fred.

Og hvorfor er det vigtigt at søge andre forklaringer på den europæiske fred? Fordi ideen om en fred forsaget af EU alene ikke giver et fuldendt historisk billede. Ved at sammenkoble integration med fred postuleres indirekte, at fraværet af integration er en fredstrussel. Og sættes der spørgsmålstegn ved fredstolkningen af det nuværende samarbejde og videreudvikles tanken ligefrem kan det anføres, at integration inden for forkerte politikområder i værste fald kan medføre det modsatte nemlig ufred. Det er i hvert fald en nærliggende konklusion, hvis man ser på den nuværende krise.

Men ideen om den europæiske fred lever. Og i sidste uge modtog EU så Nobels Fredspris. Paradoksalt nok valgte flere regeringsledere at udeblive fra ceremonien. De bifaldt ikke prisen en måske logisk tolkning. Vi befinder os i den største krise nogensinde siden det europæiske samarbejde blev etableret. Og det er derfor ganske kontroversielt, at EU modtager prisen. Det er i hvert fald en udbredt holdning i de gældsplagede Middelhavslande, som aktuelt kæmper grundet EU-dikterede besparelser.

Problemet med den halve historiefortælling er netop, at den er halv. Vi får kun det halve svar. Den halve sandhed. Og i forklaringen på den europæiske fred findes ikke svaret på, hvorfor EU bør holde sammen. De færreste køber særligt under de nuværende omstændigheder at man holder sammen for at sikre fred. Og kan en bredere historiefortælling give os den nødvendige forklaring?

Styrken ved Europa herunder også EU-samarbejdet er i ægte darwinistisk forstand omstillingsparathed. Omstillingsparathed i forhold til en forandret global kontekst. EU er den mest unikke internationale samarbejdsform, som vi har set til dato. En unik kombination af interstatsligt og overstatsligt samarbejde, som undervejs besvarede en ny global virkelighed. Først navigerede EF den amerikansk-sovjetiske magtbalance indtil 1989. Derefter opstod konkurrencen med nye økonomiske globale magtcentre. At begrunde EUs eksistens med fred er måske en rigtig tolkning. Men den er for snæver. EU er også et vigtigt svar på en grundlæggende forandret global virkelighed.

Politikerne frygter EU. De frygter, at folkelig modvilje smitter til politisk modvilje. De frygter at få det til tider upopulære samarbejde sammenkoblet med deres politiske person. De er berøringsangste. Og følgerne heraf er øget misfornøjelse i befolkningen en følelse af at blive ført bag lyset. Udvides fortællingen om EU til at inkludere en fortælling om et kontinent, der de sidste årtier har måttet navigere en markant ændret verden, vil man ikke kun give et langt mere helstøbt portræt af europæisk historie. Man vil også bedre begrunde det nuværende samarbejde. Og man vil vigtigst af alt kunne diskutere EU som svar på globale udfordringer. Ikke som et ideologisk indadvendt fredsprojekt, der har tabt store dele af den europæiske befolkning.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.