23. december 2011, 22:30

Den danske dannelse går ad helvede til. Børn og unge kan ikke læse ordentligt, hvis de overhovedet gider at læse. De tror Dybbøl Mølle er en julekalender og Anden Verdenskrig et computerspil. Til gengæld spiller de Grand Theft Auto på perfekt engelsk og begriber intuitivt satiren i Mad Men. Udsynet er blevet større, men indsigten er blevet mindre.

Hvilken dannelse? Der er nemlig to slags dannelse i Danmark, en jysk og en sjællandsk.

Dannelse er meget nemmere i Tyskland og Frankrig. Dernede tror de på autoriteter og videnskabelige sandheder. Vis dem en doktor med myndige panderynker, og de svømmer væk i benovelse. Billedet er mere mudret herhjemme. Vi tror på livsstilsguruer, som ved en masse om Feng Shui og hjemmeøkonomi, og vi tror på eksperten, som bryster sig af sin universitetsstilling. Vi tror på Troels Kløvedal, den gamle hippie, og røverhistorier fra de syv have, og vi tror på Lene Espersen-typer, der jager en skræk i livet på pladderhumanisterne.

Handler dannelse om at berede sig på en moderne verden med krav om omstillingsparathed? Har den kreative klasses kombination af kultur og marked patent på, hvad man skal vide for at være på forkant? Sludder, siger andre. Dannelse er et spørgsmål om at kunne sin litteraturkanon og sætte nutiden i relation til historiens dybder. Historisk bevidsthed er ansvarlig menneskevidenskab, hvilket betyder, at vi skal vide, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Men uenigheden kredser ikke bare om politiske fløjkrige og skænderier om, hvilken retning vores samfund skal bevæge sig. Uenigheden er heller ikke et resultat af systemskiftet i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen gjorde op med meningstyranniet og satte en folkelig værdidebat i stedet. Nej, uenigheden bunder i, at dannelsen er splittet i selve udgangspunktet. Dette udgangspunkt er historisk, og det har forfulgt os lige siden, på godt og ondt. Miseren startede, da dannelsen kom til landet for et par hundrede år siden.

Den jyske dannelse handler om folkelighed og socialliberal oplysning. Vi kan kalde den »skal vi nu ikke lige«-dannelsen. Den sjællandske er centreret i selverkendelse og servicekrav. Lad os kalde den »se mig!«-dannelsen. Og nu til historien om dannelsen af Danmark, som kun er en lille smule opdigtet.

Vi er i begyndelsen af 1800-tallet. Nu skal det være. Danskerne skal dannes, og dannelsen er på vej til Danmark i karavane op gennem Jylland.

Med franskmanden Jean-Jacques Rousseau følger idéen om den kreative opdragelse, dog kun for drengebørn, ikke for pigerne, som stadig skal servicere manden og passe kødgryderne. Georg Wilhelm Friedrich Hegel residerer i Berlin, og fra ham køber vi idéen om, at »Ånden« stræber mod sin egen perfektion af nationalisme, civil selvbeherskelse og friheden til at tænke store tanker. Og endelig er der den preussiske filosof Immanuel Kant. Han skrev tre berømte Kritikker, én om erkendelsens grænser, én om moralens universalitet og én om kunsten, som Kant så som brobygger mellem det, vi forstår, og det, vi ikke forstår. Kant er derfor ikke til at komme uden om, når det gælder skønsangen om det frie individ, som på tærsklen til det 19. århundrede kan selv, vil selv og selv må få lov. So ein Ding måtte vi også have i Danmark.

Men så gik det galt. Karavanen kørte fast et sted i den jyske muld, tæt ved Kongeåen, og måtte dele sig i to. Den ene fik travlt med at komme tværs hen over Fyn, den grønne, men også noget primitive ø, og frem til Kongens Stad, København. Den anden blev i Jylland og blev med årene til folkelighedens projekt. Anført af Kresten Kolds tanker blev der bygget folkeskoler, og landmandens sønner og døtre fik indsigt i en verden udenfor. Den sjællandske version var forelsket i tysk romantik og så det som en livsnødvendighed at tage på dannelsesrejse og udforske sjælens potentialer. Her handlede det om individuering. I Jylland gjaldt det om at få alle med.

Lad os spole frem til nutiden. Jysk dannelse ender ofte i regulær vidensangst. »De skal ikk’ tro, de er no’e, derovre i Køwenhaun!« Vi ved bedre. Underforstået, vi ved nok. Eller også slår sådan en dannelse over i socialdemokratisk nivellering, som var konsekvensen af Den Blå Betænkning. Alle skulle være med, ingen var bedre end andre, og ingen havde mere ret end andre til at lade sig individuere. Det starter i en smuk revolte mod en tåbelig overmagt og ender i en nationalistisk papkasse.

Sjællandsk dannelse favoriserer derimod folk, der forkælet kræver service i form af uddannelsestilbud og kulturel udfordring og konstant spejler sig i deres egne fremskridt. Idealet er stadig en romantik, som er så forstenet i samfundet, at man tager den for givet: Jeg vil dannes i mit eget billede, og jeg kræver, at kulturen omkring mig flytter sig, når jeg selv flytter mig.

De kulturelt dominerende individualitetsforkæmpere - altså sjællænderne - er bekymret for, at de unge mister evnen til at tænke selv og skabe deres egne billeder. De har, som det hedder, ingen »Aus­bildung«. Jyderne lader sig forvirre af kompleksiteten og slår bremserne i. Således mødes folkelig­­hedens farisæiske præmis med kravet om det fribårne individ. Dem fra Sjælland synes, alt er enormt spændende og ender i affortryllet porno, fordi sjælen er blevet vrangvendt igen og igen, mens jyden køber endnu en trailer og stagnerer i konformitet på den halvtomme motorvej. Jyderne tager til Costa Brava for at møde andre danskere. Sjællænderne rejser til Berlin for at skrive digte i regnvejr om sig selv. I Danmark er dannelse noget værre rod, for hvad betyder det, når dannelsen er i frit fald? Er det fordi, der er slået skår i den jyske folkelighed, eller er det snarere den sjællandske »se mig!«-kultur, som har udviklet sig til uansvarlig selvgodhed?

Misforstå mig ikke. Dannelse er ikke bare noget med at være på evig jagt efter det nye og det overskridende. Dannelse er ikke ekstremsport i humanismens gymnastiksal. Dannelse handler om overskridelse. Hvis man ikke uselvfølgeliggør sig selv af og til, stivner man. Man bliver en slags jyde. Men hvis man ikke tør holde fast i værdierne, som også er det filter, vi møder det nye og overskridende med, så ender man med at blive en lalleglad relativist. Altså en sjællænder.