Kommentar

Også for Israels skyld

Per Stig Møller og Jeppe Kofod: En permanent besættelse af Vestbredden betyder, at israelerne må vælge mellem at være et demokrati inden for 1967-grænserne eller blive en udemokratisk stat, der ikke giver araberne samme politiske rettigheder som jøderne, for gør de det, vil det ikke længere være en jødisk stat. Vores opfordring er derfor: Vælg to-statsløsningen og freden.

Bølgerne er gået højt i den israelsk-palæstinensiske konflikt de sidste par uger. Først måtte Israel forsvare sig mod Gazas raketter. Derefter imødekom FNs generalforsamling, den palæstinensiske præsidents ønske om en opgradering til en ikke-medlemsstat. Det sidste har Israels premierminister Benjamin Netanyahu nu svaret igen på ved at tilbageholde palæstinenserne told-indtægter og lave endnu en udvidelse af bosættelserne. Men dette er skadeligt for alle parter.

Konturerne for en fredsaftale er sådan set klare nok: to selvstændige stater med en grænsedragning baseret på 1967-grænserne, en forhandlet løsning om Jerusalem som hovedstad for begge stater og en fremtid hvor israelerne kan leve i fred og sikkerhed - ligesom palæstinenserne kan leve i et samfund uden indre mure, checkpoints og ydmygelser. Det er i den forbindelse værd at huske på, at et flertal af begge folk fortsat støtter en sådan to-statsløsning.

Problemet er altså ikke målet, men hvordan vi når derhen.

Den udvidelse, som den israelske regering har annonceret, truer med at gøre uoprettelig skadelig på to-statsløsningen og fredsforhandlingerne, fordi den skærer Vestbredden over i to dele og umuliggør en sammenhængende palæstinensisk stat. Når fredsforhandlingerne om en to-statsløsning, som Sikkerhedsrådet vedtog i 2003, og som Israel har tilsluttet sig, er gået i stå, skyldes det netop bosættelserne.

Mens palæstinenserne forhandler om deres potentielle landområde, skrumper det bag ved dem på grund af bosættelserne. Dertil kommer, at bosættelserne er i strid med Genève-konventionen, der siger, at en besættelsesmagt ikke må ændre det besatte territorium.

Desværre har skiftende israelske regeringer ignoreret det internationale samfunds protester, herunder ikke mindst USAs og EUs, og i dag bor der mere end en halv million israelere på det land, som skal huse en levedygtig palæstinensisk stat.

Den endelige grænsedragning skal findes ved forhandlingsbordet, men efterhånden fylder bosættelserne så meget på landkortet at vi nærmer os ’et point of no return’.

Det er endnu ikke for sent at få genstartet fredsforhandlingerne, men det kræver, at den israelske regering viser forhandlingsvilje og stopper bosættelserne. Vi erkender, at Israel skal have trygge grænser, for Israel kan kun fejle én gang, mens de andre kan prøve igen og igen. Men uden en fredsaftale, der garanteres af alle, bliver der jo alligevel ikke fred.

Standses bosættelserne kan parterne genoptage fredsforhandlingerne uden forhåndsbetingelser, sådan som Netanyahu netop tilbyder.

Israelske politikere hævdede i mange år, at de manglende »en partner for fred« hos palæstinenserne. Den partner fik Israel, da Mahmoud Abbas blev valgt som præsident.

Abbas har målrettet bekæmpet terrorisme, konsekvent insisteret på Israels ret til at eksistere og sørget for at opbygge levedygtige statslige institutioner samt indgået et sikkerhedssamarbejde med Israel, som har betydet, at der ikke kommer terror ind i Israel fra Vestbredden.

Desværre har den nuværende israelske regering parkeret Abbas på den politiske sidelinje, som han forsøgte at bryde ud af gennem afstemningen i New York og netop ikke ved hjælp af raketter som Hamas.

Alternativet til at forhandle med Abbas er at kæmpe med Hamas, der fortsat hverken vil anerkende Israel, dele Jerusalem eller levere en permanent fredsaftale. Nu har Netanyahu så valgt at straffe Abbas for at bede om verdenssamfundets støtte. Det er et farligt signal at sende, fordi Israel dermed afstraffer de der går den diplomatiske vej og viser palæstinenserne, at Hamas’ vej giver bedre resultater. Og dét er en ufarbar vej!

Israel og palæstinenserne kan stadig nå en fredelig løsning på konflikten. Det bliver ikke let, og det vil kræve smertefulde kompromiser, men alternativet er skræmmende for begge parter.

Israel er både en demokratisk retsstat og det jødiske folks hjemland. Men Israels bosættelsespolitik underminerer ikke kun en fredsaftale med palæstinenserne, den underminerer med tiden selve det israelske demokrati.

For en permanent besættelse af den palæstinensiske Vestbred betyder, at israelerne må vælge mellem at være et demokrati inden for 1967-grænserne eller blive en udemokratisk stat, der ikke giver araberne samme politiske rettigheder som jøderne, for gør de det, vil det ikke længere være en jødisk stat.

Vores opfordring til vores israelske venner er derfor denne: vælg forhandlingens vej. Vælg to-statsløsningen og freden.

Den er den eneste vej, der på langt sigt giver jer sikkerhed og sikrer jeres eksistens.

Alternativet er ikke til at bære for hverken israelere, palæstinensere eller os, der fortsat vil Israel det godt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.